Den tavse

Mit foregående indlæg var både opløftende og dystert, og det er vist en meget god beskrivelse af, hvordan det hele så ud på det tidspunkt. Jeg er kommet godt på plads i mit hjem, børnene er blevet glade for det, og jeg har en god hverdag.

Jeg har i mellemtiden været meget skrivende, men det er bare ikke noget, man ser her – der var mange reflektioner over et nyt liv og lignende, der blev skrevet ned i en rigtigt ægte papirbog. Det sænker tempoet på en måde, der sænker pulsen og klarer tankerne.

Lige nu er jeg i gang med at rydde op i min digitale tilstedeværelse. Jeg har for eksempel et par citat-sider, jeg gerne vil samle, så jeg oprettede Citat.UforA.dk.

Inspirationer

Jeg åbnede et nyt projekt. Slow burn, men alligevel. Jeg har genoplivet et ældre projekt, fordi jeg ligesom følte, at der manglede et hjørne til, når jeg blev litterær.

Anyway, i den anledning gjorde jeg mig nogle tanker om hvilke forfattere, der har gjort indtryk. Og jeg bliver ved med at tænke på, at jeg ikke kan pege på en bestemt, der har været ledestjernen.
Men:

  • Isaac Asimov var den forfatter, der med Foundation-bøgerne tog mig fra børne- og YA-fiktionen til nogle meget ægte og virkelige fremtidsscenarier. De er så intelligente og velskrevne. [W]
  • Frank Herbert gav med Dune et fantastisk veludviklet univers med historie, religioner, sociologi – et mesterværk i world building, hvor unge Paul Atreides må klare sig på ørkenverdenen Arrakis efter at hans familie bliver udryddet af baron Harkonnen. [W]
  • H. P. Lovecraft var med adskillige af sine fortællinger den første forfatter, jeg oplevede, som lavede et gys, hvor det ikke bare endte lykkeligt eller med at nogle få fik skrammer i livet – men som gav følelsen af at være uendelig lille, og at ubehaget, som man anede, kun var spidsen af et uendeligt gammelt, dybt ondt isbjerg, og at man var prisgivet – ikke som en besejret kriger, men som et fnug på en myre under en støvle… [W]
  • George Orwell læste jeg sent – 1984 er en samfundsdystopi, som man tror på, men ikke mindst interessant i sin måde at være på en gang klassisk og utroligt moderne for en roman fra 1949. Der er tale om, hvordan man manipulerer befolkningen, omskriver historien, skaber et nyt sprog. Doublethink og newspeak er blevet en del af det sproget efter Orwells roman, som har fortjent en plads i sociologien for sine beskrivelser. [W]
  • Ivan S. Turgenjev ramte noget med Fædre og Sønner. Som så meget andet i russisk guldalder er det både et samfund i omstilling, brydning mellem generationer i det hele taget og personligheder i det hele taget. Han kan noget med forskellige livsfilosofier, hvor der alligevel er kærlighed og hengivenhed. Nogle af hans fortællinger har mere romantisk stil, mens flere af hans romaner beskæftiger sig med samfundsomvæltningerne i Rusland efter midten af 1800-tallet. Men fremfor alt er alle hans personer tegnet med en vis hengivenhed, som gør dem troværdige – om de så tegnes som sympatiske eller det modsatte. [W]
  • Anton P. Tjekhov forstår mennesker. Det er der nogle, der gør, men ikke mange, der kan beskrive det – og med få adjektiver i ultra-korte fortællinger. Relationerne i Den tykke og den tynde (Толстый и тонкий), for eksempel (her i engelsk oversættelse). Han er også med fuld ret kendt som skuespilforfatter, og Kirsebærhaven, Onkel Vanja, Mågen og De Tre Søstre bliver opsat jævnligt nu til dags også. [FW]

Meget interessant på denne liste er jo, at de alle er ret gamle, men fantastisk holdbare. Det er meget nemt at finde lydbøger med Asimov, Dune, Lovecraft, Turgenjev & Tjekhov – nu har jeg fremhævet Dune som noget særligt – jeg har ikke ellers gået så meget ind i, hvad Herbert ellers havde lavet; men de andre forfattere var sindssygt, som i voldsomt, produktive. Hvis man ikke læste andet end disse forfattere, ville man stadig være booket i lang tid.

Nyere –

  • Peter Høegs novellesamling Fortællinger om Natten gjorde et utroligt stort indtryk på mig.
    Alle historierne foregår samme dag, den 19. marts 1929 – men forskellige steder i verden, og de har kolonierne, balletdansere, jurister, fascister og meget andet godt. Han har en let og drømmende stil – der er et strejf af magisk realisme over hans stil, noget blidt og samtidig slagkraftigt.
    Det er denne bog, jeg omtaler som min yndlingsbog, når det kommer op. Af de bøger, der er nævnt her, er det denne, hvor der kommer mindst beskrivelse, anmeldelse og omtale op – selv om jeg fra første gang blev opslugt af den og nu, næsten 30 år efter at jeg læste den første gang, ser den som et sublimt værk.
  • Luke Rhinehart – hvis rigtige navn var George Cockcroft – skrev Terningemanden, The Dice Man (1971). Han giver hovedpersonen sit eget pseudonyn, Luke Rhinehart. Rhinehart lever et kedsommeligt liv og begynder at eksperimentere med at overlade beslutninger til at kaste med terninger. I starten trivialiteter, men med tiden dybere beslutninger, som leder til en udflydende personlighed og nogle ret vilde ting, der sker omkring ham, efterhånden som han også inkluderer vilde beslutninger, og andre ser hans tilgang som en måde at sætte sig fri på. I modsætning til den ovenstående har jeg ikke stærke følelser om denne bog – men den er meget original og har sat nogle tanker i gang. [W]
  • Haruki Murakami har jeg læst meget af. Han er svær at beskrive – vi har en tendens til at beskrive ham som japansk, men jeg har ladet mig fortælle, at japanere opfatter ham som vestlig. Måske er han lige præcist vestlig nok til at gøre ham tilgængelig for os! Under alle omstændigheder har han et talent for beskrivelse af stemninger og en evne til at lave magisk realisme på en glidende skala, hvor det realistiske kommer til at virke magisk og det magiske bliver sat ind i en ramme, hvor det føles som en del af hverdagen. Skulle jeg anbefale et primært værk, der krystalliserede hans stil for mig, så ville det nok være Kafka på Stranden.
    Hans stil er original og meget genkendelig. [W]
  • Charles Stross finder jeg fantastisk inspirerende. Højt, højt intelligent i sine beskrivelser. Jeg har med stor fascination og fornøjelse læst hans Laundry Files-serie, hvor han nonchalant og uden at ryste på hånden krydser teknologiforståelse, Lovecraft-magi og et strejf af en antihelt-James Bond – computersimuleret dæmonologisk symbolik er bare et af de mange principper, han ryster ud af ærmet – men han har også skrevet futuristiske bøger som Singularity Sky og Accelerando, hvor alle filtre er væk, for eksempel langrejse med rumskibet på størrelse med en skoæske, fordi det er mere praktisk, at alle deltagere er indlæst i computeren og kan få nye kroppe ved ankomsten; og så har han en svaghed for at kaste kvantemekanik og kvantefysik ind på en måde, hvor man kommer i tvivl om. hvorvidt man egentlig har forstået dels de to ting og dels hans forklaring af dem. Rasende originalt – men det kræver nok, at man er til ham. Ikke for alle. [W]
  • Kaspar Colling Nielsen gjorde enormt indtryk på mig med sin roman Den Danske Borgerkrig 2018-24. Han beskriver en fremtid – eller rettere, en nutid beskrevet fra fremtiden – hvor brudte løfter, spin og andre ting, som man godt kan se være virkelighed i dag, fører til borgerkrig i Danmark. Den er ikke blodig og brutal, men troværdig og detaljeret de rigtige steder – han skjuler sig i en opgang på Strøget, for eksempel, og beskriver voldsomme begivenheder fra andre steder, man kender fra hverdagen. Det er lige præcist ægte nok til at man tror på, at dette her kunne være en virkelighed, der var indtruffet i stedet for den, der er i dag. Stærke scenarier og gode beskrivelser af personernes tanker og følelser gør det godt. [LS]
    Han har skrevet andre kontrafaktiske romaner – eller i hvert fald med alternativ historie; også Det Europæiske Forår er interessant med en beskrivelse af hvordan man skiller en del af Danmark fra i et stort udviklingseksperiment. [LS]

You Lit? KulturCoaching for eksistentielt viderekomne

Har lige været engageret i en diskussion om personlighedstests.
Det viser sig, at alle er tilhængere af det, de selv sælger, hvilket man nok kunne have mistænkt.
Det bliver ligeså stille kogt ind til at tolke på, hvad folk giver som feedback på whatever.
Så jeg tror, at jeg vil introducere KulturCoaching. Du skal læse Holberg, Dickens, Dostojevskij, Goethe og Gogol.
Derefter får du 8 spørgsmål om hver, og derefter vil jeg kunne beskrive dig mere præcist end de fleste tests.

At bokse med en fetish

Kender du dem, der beslutter sig for at løbe, men ikke kommer på gaderne før de har brugt 8.000 kroner på sko, tøj, løbeur og de der små flasker, man kan sætte på ryggen?

Sådan har jeg det med værktøj til at skrive med. Da jeg var yngre var kuglepenne, fyldepenne og papir – Cross? Parker? KaWeCo? Rent papir, linieret papir, store eller små notesbøger? Nu er det programmer og systemer.

Jeg har tidligere nævnt Gitbook, som er smart til udgivelse. Men måske ikke til skriveproces? Jeg elsker Focuswriter til skrivning. Men den gemmer på computeren. Er en online-løsning alligevel bedre? Nextcloud har jeg i forvejen installeret på en server. Nextcloud har et program til at skrive i Markdown, så der er basal formattering – men man kan også bruge meget energi på at få Markdown til at spille. Og i virkeligheden er det hele jo tekst! Så jeg kunne også vælge bare at knalde det hele ind i WordPress ligesom denne tekst. Så kunne det hele lægges ind lidt efter lidt uden at publicere teksten, og så kunne man komme ud med det hele til sidst.

I forlængelse af det: Man kan jo godt have en svaghed for en mobil løsning. Det kan jeg for eksempel med WordPress på Android. Så kan man tage det på computeren, når man har den ved hånden, og på telefonen, når man er hjemmefra. Nextcloud har også en note-app, som har en ledsagende Android Notes-app. Endelig er der et nyere værktøj, som ikke er uinteressant: Joplin. Et note-program, som kan gemme noterne i Dropbox, Onedrive og lignende – også Joplin har en Android-app.

Alt det her… er komplet ligegyldigt. Jeg kunne skrive på en papirspose fra Lagkagehuset, hvis det var det. De redskaber, jeg har nævnt, er glimrende. Men hvis man lader dem afgøre, hvornår man tager hul på opgaven, så er det bare undskyldninger.

Grublerier fra scriptoriet

Jeg har skrevet historier, siden jeg var barn. Min far har et billede, hvor jeg skriver på hans skrivemaskine, hvor jeg er – måske 12 år? Jeg skrev korte eventyr- og fantasihistorier. Det husker jeg som ret fantastisk.

Kender du den type, som var dygtige til at tegne i skolen, og når de så bliver voksne og bliver telefonsælgere, kirkeministre, kostvejledere eller hvor det nu ender, så går de alligevel rundt med en følelse af, at de kunne være blevet kunstnere, hvis de bare havde fokuseret lidt mere, blevet opdaget af én, der kunne hjælpe talentet på vej, havde satset lidt mindre på fodbold eller hvad det nu end var, der manglede. På den måde kan man gå rundt med en mere eller mindre abstrakt idé om talent.

Da jeg skrev historier som barn var de historier små. Sådan nogle, som man kan have i hovedet, mere eller mindre hele fortællingen fra start til slut. Nu undrer jeg mig til gengæld over, hvad det er, forfattere kan. Det virker åbenlyst, men jeg har faktisk svært ved at knække koden.

Jeg har mødt flere, der har skrevet bøger, og som man ikke ville vente det af. Folk som hverken virker specielt intelligente eller strukturerede, men som det alligevel er lykkedes at strikke flere hundrede sider sammen i et mere eller mindre sammenhængende slutprodukt.

Men når jeg tænker over idéer, der kunne blive historier, så kan jeg mærke, hvor hurtigt jeg kommer til kort. Dette her kunne blive en fantastisk fortælling! Men så skulle jeg skrive dialog, som virker ægte. Og indtil videre har jeg aldrig skrevet dialog, der virker mere overbevisende end en synkroniseret tysk slikreklame. Så er der også folk, der bruger mange ressourcer på at beskrive personerne og deres reaktioner som forberedelse. Det har jeg lidt svært ved at forholde mig til…

Men jeg har tænkt meget i den seneste tid på at skrive noget mere. Og måske er det ligeså meget spørgsmålet om at slå et lidt større brød op! Men en roman er meget omfattende. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv skrive noveller.

Nå ja, det er indledende tanker – og der er et behov for at komme ind i rutinen.