| David Robson: ‘I couldn’t believe the data’: how thinking in a foreign language improves decision-making The Guardian 17. september 2023 – link til artiklen |
Man læser jo mange ting, som bærer en idé. Men denne artikel kom til at sætte en del tanker i gang, som klikker ind i andre overvejelser om, hvad sprog er, kan og gør.
Artiklen beskriver, hvordan éns modersmål binder og er bundet op på følelser – men analyseret fra den modsatte side, altså således at man tænker tingene mere – jeg drister mig til at sige objektivt, og det er jo altid et farligt udtryk at luske ind i en diskussion om sprog – men i hvert fald mindre behæftet med følelser.
Eksemplet med Nabokovs oversættelse af sine egne erindringer fra et fremmedsprog til sit modersmål er interessant, at det udløste en rigdom af erindringer, der måske endda blev formet samtidig med hans eget sprog. Senere eksempler i artiklen beskriver, hvordan det dels kan være svært at ramme den rette tone i beskrivelsen af en barndomsoplevelse, når det er et sprog, man har lært senere; og på samme vis mere beskrivende og mindre følelsesladet, når der beskrives en traumatisk oplevelse i barndommen.
Min tidligere hustru gjorde det tydeligt for mig, fordi vi mødtes i Danmark og talte dansk med hinanden, men mine udtrykte følelser på dansk kunne have svært ved at nå frem på grund af den sproglige fornemmelse; nogle gange brugte vi mellemlandinger på engelsk, og jeg begyndte senere at lære hendes modersmål ungarsk – men det led jo under samme problem den anden vej, og måske endnu værre: Det var ikke mit følelsessprog, og det gjorde det svært for mig helt at smage dybden i det, der blev udtrykt. Men samtidig er der jo også en sproglig fintfølelse i den måde, man siger tingene på, så selv med den bedste forberedelse blev det en klodset formidling.
Vi viste os senere at skulle forskellige retninger, men jeg tror, at vi sprogligt var synkroniseret ganske godt op – og på mange måder betød det jo nok, at vi skabte vort eget sprog, hvor udtryk på hendes eller mit sprog fik netop vores betydning – men det har lært mig en del om, hvor meget finmekanik der er i det sproglige møde.
Min gode søn begyndte for alvor at få sprog, da vi boede i USA. Og da vi flyttede tilbage til Danmark, talte han fortsat engelsk, og pædagogerne i hans nye børnehave kunne være tilbøjelige til at svare ham på engelsk, fordi det var ret nemt for ham. Men han havde også mange sproglige frustrationer, og det blev i en samtale diskuteret, at det nok ville være hensigtsmæssigt at kunne fokusere på et sprog, så han kunne få et indre primærsprog, et kernesprog, for det er dette indre sprog, man hæfter sine følelser op på. Så det var den vinkel, vi lagde på det sproglige, og den tanke om det centralte reflektionssprog har jeg tænkt meget på.
Det er også tankevækkende for mig, at jeg i mine dansksprogede indlæg bruger ordet jeg væsentligt mere, end jeg gør i mine engelsksprogede, som hurtigt bliver mere beskrivende.
Artiklens konklusion fik mig også til at tænke på rationalet for Esperanto. Det blev jo skabt for at kunne have en samarbejdsplatform, et kunstigt ekstrasprog – som det beskrives på engelsk, an auxiliary language – og netop stiftet af en person, der voksede op i en by med flere sproggrupper, og således fik en forståelse for at mødes på neutral grund. Eftersom ingen ville have det som modersmål1, og alle ville skulle lære det bevidst, så ville man mødes på neutral grund. Det er jo også et sprog, der er ret struktureret, så det er enkelt at lære byggestenene. Naturligvis udvikler det en stil – i den forstand, at de enkelte esperantister har deres stil, måske påvirket af deres lærer, måske påvirket af deres modersmål, og sprogets brug har også udviklet sig siden Zamenhof introducerede det – men det er stadig en måde at mødes på en uafhængig platform. Og selv om Esperanto ikke har den samme hjertelige filosofi som Toki Pona, så er det stadig bygget på et fundament af behovet for en tværkulturel base – og det spiller jo ret godt ind i ovenstående artikels fokus.
Så jeg kan grundlæggende se en troværdig pointe i det beskrevne. Det eneste, der lige sætter sig fast som et potentielt forbehold, er at man kan have lært sprog i forskellige kontekster, som farver dets reflektion i én selv. Som sagt lærte jeg (mit spartanske) ungarsk for sprogligt at møde min tidligere hustru. 14-årige jeg havde et engelsk, der tydeligt bar præg af at være skabt af at se en masse Robotech og anden action og læse en masse Dragonlance.
Hvis man lærer sprog som del af fortællinger, så farver det også éns perception og brug af sprogene, så det er måske ikke entydigt det utilitaristiske værktøj, som artiklen lægger op til. Det er jo næppe heller intentionen hos nogen sprogforskere, som er et folkefærd, der altid søger mere nuance – artiklen præsenterer jo også blot en distance mellem den intellektuelle reflektion i éns kernesprog og det tillærte.
Måske skal man tage idéen med som et helt banalt, basalt værktøj til at tage et personligt eller professionelt emne, som man har svært ved at få et greb om og nå en konklusion på, så man skaber en sproglig cordon sanitaire til at kunne angribe tingene med den distance, der kan gøre tankerne lidt klarere.
- Og så tales der alligevel om folk, der mødes i Esperanto-sammenhæng og får børn, der vokser op med det. Det er jo et kulturmøde, men ikke i min optik pointen i eller styrken ved sproget. ↩︎
