Podiobooks: Forud for sin tid, men ikke min

Jeg har et voldsomt nostalgisk forhold til Podiobooks.com – det nu hedengangne Podiobooks, som nu er foldet ind i Scribl. Jeg blev faktisk gjort opmærksom på den på Chess Griffins Linux Reality-podcast, som nu også kun lever som et minde – på archive.org.

Det sjove er, at Podiobooks gjorde, hvad en masse andre producenter gør nu, og som folk lytter til i hobetal – den serielle lydbog. Podcast audiobooks, som man sagde.

Det var en side, hvor jeg dels kunne finde anbefalingerne, dels opdagede nogle nye ting, som var meget anderledes for mig og meget spændende.

Nathan Lowell: The golden age of the solar clipper

Det, jeg nok har brugt mest tid i selskab med, var Nathan Lowells bøger om Ishmael Wang i serien The golden age of the solar clipper. De kan måske bedst beskrives som Hornblower i rummet og uden krig? Den starter med, at Ishmaels mor dør, mens han er teenager, og det er hendes arbejdsplads’ bolig på planeten Neris, de bor i – så han skal finde en måde at klare sig på uden hjem eller indtægt. Han beslutter sig til at gå til handelsflådens kontor og får en plads på fragtskibet Lois McKendrick – og derfra går fortællingen, til han bliver tyndhåret. Der er en masse ung-mand-dannes i fortællingerne, og de hælder måske mest til YA, men de er værd at læse.
Jeg købte de trykte bøger, men nu hvor jeg har hørt lydbøgerne, vil jeg aldrig kunne læse dem uden at høre Nathan Lowells rolige stemme.
De kan findes på lyd ved at søge på Nathan Lowell-podcasts på Scribl.
Han har også skrevet bøgerne/serierne i samme univers A Seeker’s Tale og Smugglers’ Run, som findes som lydbøger på Audible.
Man kan kigge på hans udgivelser for detaljer.

Phil Rossi: Crescent

Crescent er et sært bekendtskab, som jeg kom tilbage til flere omgange.
En blanding af flere temaer – det foregår på Crescent Station, som er en lidt slidt rumstation langt ude. Beskrivelsen på Goodreads beskriver den som en frontier town som i det vilde vesten, og det rammer stemningen ret godt. Men der begynder at vise sig noget diabolsk, noget grådigt sultent i skyggerne… en følelse af noget måske Stephen King- eller Dan Simmons-agtigt med et strejf af Lovecraft. Velfortalt med lydeffekter.

Find C på Scribl eller RSS på Libsyn.

Alex White: The Gearheart

The Gearheart var et imponerende projekt. Det er en fortælling med en omfattende historie med steampunk og magi – hovedpersonen er medlem af et selskab, Seekers of the Arcane Unknown, og man hører om hvordan de væver magi og maskiner sammen; men der er også en skjult fjende, der jager disse seekers – og det udvikler sig til en stor fortælling.
Den er særligt imponerende, fordi den har et ret omfattende stemmeskuespil og lydeffekter i ret høj kvalitet. 4,12 ud af 5 stjerner på Goodreads i skrivende stund.

Find The Gearheart på Scribl eller RSS på Libsyn.

The Leviathan Chronicles

The Leviathan Chronicles starter med, at den unge genetikforsker Macalan Orsel opdager, at hun er beslægtet med et folk af udødelige, som hører til i den undersøiske by Leviathan – et forsøg på at skabe et utopia på bunden af Stillehavet. Denne fortælling er baggrund for en række hemmelige alliancer og historiske og poltiske forviklinger blandt disse immortals, som nærmere får fortællingen til at virke som en spionthriller, der både trækker spor til noget gammelt, noget hypermoderne og noget samtidigt.

Find The Leviathan Chronices som RSS på Libsyn.

Bill DeSmedt: Singularity

En fysik-thriller. Det virker.
En hypotese ruller – at meteor-eksplosionen i Tunguska i 1908 faktisk var et mikroskopisk sort hul, som nu er jordens midte. Perspektivet får begivenheder til at rulle med en ung agent, en forsker og en russisk milliardær som omdrejningspunkter…

Find Singularity som RSS på Libsyn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.