Sprog: Neutral platform eller reflektion af et jeg

David Robson: ‘I couldn’t believe the data’: how thinking in a foreign language improves decision-making
The Guardian 17. september 2023 – link til artiklen

Man læser jo mange ting, som bærer en idé. Men denne artikel kom til at sætte en del tanker i gang, som klikker ind i andre overvejelser om, hvad sprog er, kan og gør.

Artiklen beskriver, hvordan éns modersmål binder og er bundet op på følelser – men analyseret fra den modsatte side, altså således at man tænker tingene mere – jeg drister mig til at sige objektivt, og det er jo altid et farligt udtryk at luske ind i en diskussion om sprog – men i hvert fald mindre behæftet med følelser.

Eksemplet med Nabokovs oversættelse af sine egne erindringer fra et fremmedsprog til sit modersmål er interessant, at det udløste en rigdom af erindringer, der måske endda blev formet samtidig med hans eget sprog. Senere eksempler i artiklen beskriver, hvordan det dels kan være svært at ramme den rette tone i beskrivelsen af en barndomsoplevelse, når det er et sprog, man har lært senere; og på samme vis mere beskrivende og mindre følelsesladet, når der beskrives en traumatisk oplevelse i barndommen.

Min tidligere hustru gjorde det tydeligt for mig, fordi vi mødtes i Danmark og talte dansk med hinanden, men mine udtrykte følelser på dansk kunne have svært ved at nå frem på grund af den sproglige fornemmelse; nogle gange brugte vi mellemlandinger på engelsk, og jeg begyndte senere at lære hendes modersmål ungarsk – men det led jo under samme problem den anden vej, og måske endnu værre: Det var ikke mit følelsessprog, og det gjorde det svært for mig helt at smage dybden i det, der blev udtrykt. Men samtidig er der jo også en sproglig fintfølelse i den måde, man siger tingene på, så selv med den bedste forberedelse blev det en klodset formidling.
Vi viste os senere at skulle forskellige retninger, men jeg tror, at vi sprogligt var synkroniseret ganske godt op – og på mange måder betød det jo nok, at vi skabte vort eget sprog, hvor udtryk på hendes eller mit sprog fik netop vores betydning – men det har lært mig en del om, hvor meget finmekanik der er i det sproglige møde.

Min gode søn begyndte for alvor at få sprog, da vi boede i USA. Og da vi flyttede tilbage til Danmark, talte han fortsat engelsk, og pædagogerne i hans nye børnehave kunne være tilbøjelige til at svare ham på engelsk, fordi det var ret nemt for ham. Men han havde også mange sproglige frustrationer, og det blev i en samtale diskuteret, at det nok ville være hensigtsmæssigt at kunne fokusere på et sprog, så han kunne få et indre primærsprog, et kernesprog, for det er dette indre sprog, man hæfter sine følelser op på. Så det var den vinkel, vi lagde på det sproglige, og den tanke om det centralte reflektionssprog har jeg tænkt meget på.
Det er også tankevækkende for mig, at jeg i mine dansksprogede indlæg bruger ordet jeg væsentligt mere, end jeg gør i mine engelsksprogede, som hurtigt bliver mere beskrivende.

Artiklens konklusion fik mig også til at tænke på rationalet for Esperanto. Det blev jo skabt for at kunne have en samarbejdsplatform, et kunstigt ekstrasprog – som det beskrives på engelsk, an auxiliary language – og netop stiftet af en person, der voksede op i en by med flere sproggrupper, og således fik en forståelse for at mødes på neutral grund. Eftersom ingen ville have det som modersmål1, og alle ville skulle lære det bevidst, så ville man mødes på neutral grund. Det er jo også et sprog, der er ret struktureret, så det er enkelt at lære byggestenene. Naturligvis udvikler det en stil – i den forstand, at de enkelte esperantister har deres stil, måske påvirket af deres lærer, måske påvirket af deres modersmål, og sprogets brug har også udviklet sig siden Zamenhof introducerede det – men det er stadig en måde at mødes på en uafhængig platform. Og selv om Esperanto ikke har den samme hjertelige filosofi som Toki Pona, så er det stadig bygget på et fundament af behovet for en tværkulturel base – og det spiller jo ret godt ind i ovenstående artikels fokus.

Så jeg kan grundlæggende se en troværdig pointe i det beskrevne. Det eneste, der lige sætter sig fast som et potentielt forbehold, er at man kan have lært sprog i forskellige kontekster, som farver dets reflektion i én selv. Som sagt lærte jeg (mit spartanske) ungarsk for sprogligt at møde min tidligere hustru. 14-årige jeg havde et engelsk, der tydeligt bar præg af at være skabt af at se en masse Robotech og anden action og læse en masse Dragonlance.
Hvis man lærer sprog som del af fortællinger, så farver det også éns perception og brug af sprogene, så det er måske ikke entydigt det utilitaristiske værktøj, som artiklen lægger op til. Det er jo næppe heller intentionen hos nogen sprogforskere, som er et folkefærd, der altid søger mere nuance – artiklen præsenterer jo også blot en distance mellem den intellektuelle reflektion i éns kernesprog og det tillærte.

Måske skal man tage idéen med som et helt banalt, basalt værktøj til at tage et personligt eller professionelt emne, som man har svært ved at få et greb om og nå en konklusion på, så man skaber en sproglig cordon sanitaire til at kunne angribe tingene med den distance, der kan gøre tankerne lidt klarere.

  1. Og så tales der alligevel om folk, der mødes i Esperanto-sammenhæng og får børn, der vokser op med det. Det er jo et kulturmøde, men ikke i min optik pointen i eller styrken ved sproget. ↩︎

Mens jeg skriver på duodi 2 Prairial i det republikanske år CCXXXI

Jeg faldt over et massivt kuriosum i form af den republikanske kalender.

Et fransk fænomen fra revolutionens tid, hvor man omdøbte måneder og dage – jeg opdagede det, fordi der er en Mastodon-konto om den republikanske kalender, der dagligt fortæller, hvilken dag det er

Det lykkedes mig at finde en side på napoleon.org, hvor man kan konvertere en dato til den republikanske kalender, og man kan læse mere på Britannica-siden om den republikanske kalender.

Napoleon afskaffede den igen – men det er et kuriosum fra en tid, hvor man var ivrige efter, at alt skulle kuldkastes og gentænkes.

Podiobooks: Forud for sin tid, men ikke min

Jeg har et voldsomt nostalgisk forhold til Podiobooks.com – det nu hedengangne Podiobooks, som nu er foldet ind i Scribl. Jeg blev faktisk gjort opmærksom på den på Chess Griffins Linux Reality-podcast, som nu også kun lever som et minde – på archive.org.

Det sjove er, at Podiobooks gjorde, hvad en masse andre producenter gør nu, og som folk lytter til i hobetal – den serielle lydbog. Podcast audiobooks, som man sagde.

Det var en side, hvor jeg dels kunne finde anbefalingerne, dels opdagede nogle nye ting, som var meget anderledes for mig og meget spændende.

Nathan Lowell: The golden age of the solar clipper

Det, jeg nok har brugt mest tid i selskab med, var Nathan Lowells bøger om Ishmael Wang i serien The golden age of the solar clipper. De kan måske bedst beskrives som Hornblower i rummet og uden krig? Den starter med, at Ishmaels mor dør, mens han er teenager, og det er hendes arbejdsplads’ bolig på planeten Neris, de bor i – så han skal finde en måde at klare sig på uden hjem eller indtægt. Han beslutter sig til at gå til handelsflådens kontor og får en plads på fragtskibet Lois McKendrick – og derfra går fortællingen, til han bliver tyndhåret. Der er en masse ung-mand-dannes i fortællingerne, og de hælder måske mest til YA, men de er værd at læse.
Jeg købte de trykte bøger, men nu hvor jeg har hørt lydbøgerne, vil jeg aldrig kunne læse dem uden at høre Nathan Lowells rolige stemme.
De kan findes på lyd ved at søge på Nathan Lowell-podcasts på Scribl.
Han har også skrevet bøgerne/serierne i samme univers A Seeker’s Tale og Smugglers’ Run, som findes som lydbøger på Audible.
Man kan kigge på hans udgivelser for detaljer.

Phil Rossi: Crescent

Crescent er et sært bekendtskab, som jeg kom tilbage til flere omgange.
En blanding af flere temaer – det foregår på Crescent Station, som er en lidt slidt rumstation langt ude. Beskrivelsen på Goodreads beskriver den som en frontier town som i det vilde vesten, og det rammer stemningen ret godt. Men der begynder at vise sig noget diabolsk, noget grådigt sultent i skyggerne… en følelse af noget måske Stephen King- eller Dan Simmons-agtigt med et strejf af Lovecraft. Velfortalt med lydeffekter.

Find C på Scribl eller RSS på Libsyn.

Alex White: The Gearheart

The Gearheart var et imponerende projekt. Det er en fortælling med en omfattende historie med steampunk og magi – hovedpersonen er medlem af et selskab, Seekers of the Arcane Unknown, og man hører om hvordan de væver magi og maskiner sammen; men der er også en skjult fjende, der jager disse seekers – og det udvikler sig til en stor fortælling.
Den er særligt imponerende, fordi den har et ret omfattende stemmeskuespil og lydeffekter i ret høj kvalitet. 4,12 ud af 5 stjerner på Goodreads i skrivende stund.

Find The Gearheart på Scribl eller RSS på Libsyn.

The Leviathan Chronicles

The Leviathan Chronicles starter med, at den unge genetikforsker Macalan Orsel opdager, at hun er beslægtet med et folk af udødelige, som hører til i den undersøiske by Leviathan – et forsøg på at skabe et utopia på bunden af Stillehavet. Denne fortælling er baggrund for en række hemmelige alliancer og historiske og poltiske forviklinger blandt disse immortals, som nærmere får fortællingen til at virke som en spionthriller, der både trækker spor til noget gammelt, noget hypermoderne og noget samtidigt.

Find The Leviathan Chronices som RSS på Libsyn.

Bill DeSmedt: Singularity

En fysik-thriller. Det virker.
En hypotese ruller – at meteor-eksplosionen i Tunguska i 1908 faktisk var et mikroskopisk sort hul, som nu er jordens midte. Perspektivet får begivenheder til at rulle med en ung agent, en forsker og en russisk milliardær som omdrejningspunkter…

Find Singularity som RSS på Libsyn.

The Magnus Archive – for et Lovecraftian touch

Jeg er faldet over podcasten/serien/programmet/showet The Magnus Archive fra Rusty Quill.

Det er en række episoder af afsluttede gyser-fortællinger – okay, jeg er i gang med episode 7, så jeg ved ikke, om noget looper tilbage, når jeg når længere.
Formatet er, at en form for arkivar, agent eller betjent gennemgår optagede rapporter, som er en række found footage-agtige bånd, der afspilles.
Noget lidt kuriøst er, at arkivar-fortællerens korrekte britiske kancellisprog kunne være fra mange perioder – Jonathan Simms, Head Archivist of The Magnus Institute, London – den minder mig i stilen lidt om formen fra Yes, Minister (men jo altså mindre fjollet) – men nogle af optagelserne er dateret i 2000-tallet og lige nu lytter jeg til en beretning fra 1922 – så det spænder fra det ældre til det moderne.

Temaerne er (indtil videre) ikke meget originale – bøger, der bliver en besættelse, personer, der er talt med, som viser sig at være gået bort for længst, og så videre. Nogle ting er tydeligt Lovecraft-inspirerede – hypnotiske mosaikker, der synes at bevæge sig, gøre én utilpas og suge én ind. Så der er også et element af noget genkendeligt, en stil.

Men stemmearbejdet er udmærket, og det giver en god stemning. Man skal aldrig undervurdere, hvor meget arbejde, der går i god lyd, men produktionen føles nærmest spartansk i den forstand, at det hver gang er en beretning, der fortælles.

Det er altså et godt produkt, jeg er underholdt og vil fortsætte med at lytte til dem. Der er 5 sæsoner, så de er godt i gang. Episoderne er 20-30 minutter lange, så de føles som korte bidder, men man kan hurtigt bruge et par timer på dem.

Jeg lytter til The Magnus Archives på Spotify, men der findes også et The Magnus Archives RSS-feed, og er også på Stitcher og Apple Podcats.
Rusty Quill har flere shows i gang, og der er en Rusty Quill Patreon, hvor man kan give et bidrag,

Fatale forandringer

Christian Ørsted hørte jeg først om til et arrangement hos HK, hvor han talte om nogle af de tanker og konklusioner han havde haft i forbindelse med arbejdet med den fantastiske Livsfarlig Ledelse. Jeg er ikke ellers meget orienteret om ledelseslitteratur, men han og hans form var meget tilgængelig med mange stærke eksempler, og den har inspireret mig, jeg tænker ofte på den og nævner ting derfra.

Nu har han så udgivet en bog om forandringer. Han fortsætter stilen med de livstruende overskrifter med Fatale Forandringer. Han lader fortsat til at gå ud og stille spørgsmål til vedtagne principper, og får gode ord med på vejen. Den er næste skridt på vejen.

Ikke mindst fordi jeg skifter arbejde! Efter at jeg i en årrække har været koordinator i den administrative del af Købehavns Ungecenter har jeg søgt og fået en stilling i samme forvaltning – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen – i kontoret for udvikling og support, hvor jeg skal være med til at understøtte arbejdet med fagsystemerne. Det bliver jo noget af en ændring – i stedet for at holde styr på, hvad der foregår i et team, fra opgaver til velbefindende, skal jeg supportere og med tiden havde en rolle i udvikling og samarbejde med leverandører, overblik over hvad lovændring betyder, og sikkert også lave oplæg og undervisning. Jeg tror ikke, at det er dårligt at have overvejelser om implikationer ved forandringer med på radaren…

Litterær lyn-lyd-anbefaling

Nu har jeg jo for ikke så længe siden her talt om litteratur – i den anledning en hurtig anbefaling.

Jeg er med i en Facebook-gruppe om russisk litteratur. Den består for godt halvdelens vedkommende om at besynge Dostojevskij og Tolstoj, hvilket naturligvs er fint – men en gang imellem kommer der også gode anbefalinger.

Der var et Youtube-link til en ældre sovjetisk filmatisering af Krig og Fred med undertekster, som faktisk var rigtigt nydelig. Men i den anledning fik jeg lyst til at læse den igen. Imidertid er der ikke så mange ledige stunder, selv om jeg har bogen liggende.

Jeg ved, at jeg bliver ved med at tale om, at Youtube er den legale piratkanal – der ligger jo en masse ting. Men i denne sammenhæng søgte jeg på War and Peace og fandt – ikke bare et lydbogs-link, men faktisk en henvisning til, at den jeg fandt kom fra Librivox. For dem af jer, der ikke har tidligere kendskab til Librivox, så er det en tjeneste, hvor frivillige indlæser bøger, der ikke længere er dækket af copyright, så man kan downloade og lytte til dem.

Der er et rigt udvalg – men igen, fordi det er frivillige, er lydkvaliteten og oplæserens erfaring meget svingende. Det er jo ikke noget at kritisere, men i dette tilfælde var jeg ret imponeret.

Så jeg vil gerne benytte mig af muligheden til at anbefale – udover Librivox.org i det hele taget – War and Peace Vol. 1 (Dole Translation), oplæst af MaryAnn, som ser ud til at være overordentligt produktiv. Godt tempo, klar oplæsning og god lydkvalitet.