Kategori: Læses og læst

Mens jeg skriver på duodi 2 Prairial i det republikanske år CCXXXI

Jeg faldt over et massivt kuriosum i form af den republikanske kalender.

Et fransk fænomen fra revolutionens tid, hvor man omdøbte måneder og dage – jeg opdagede det, fordi der er en Mastodon-konto om den republikanske kalender, der dagligt fortæller, hvilken dag det er

Det lykkedes mig at finde en side på napoleon.org, hvor man kan konvertere en dato til den republikanske kalender, og man kan læse mere på Britannica-siden om den republikanske kalender.

Napoleon afskaffede den igen – men det er et kuriosum fra en tid, hvor man var ivrige efter, at alt skulle kuldkastes og gentænkes.

Podiobooks: Forud for sin tid, men ikke min

Jeg har et voldsomt nostalgisk forhold til Podiobooks.com – det nu hedengangne Podiobooks, som nu er foldet ind i Scribl. Jeg blev faktisk gjort opmærksom på den på Chess Griffins Linux Reality-podcast, som nu også kun lever som et minde – på archive.org.

Det sjove er, at Podiobooks gjorde, hvad en masse andre producenter gør nu, og som folk lytter til i hobetal – den serielle lydbog. Podcast audiobooks, som man sagde.

Det var en side, hvor jeg dels kunne finde anbefalingerne, dels opdagede nogle nye ting, som var meget anderledes for mig og meget spændende.

Nathan Lowell: The golden age of the solar clipper

Det, jeg nok har brugt mest tid i selskab med, var Nathan Lowells bøger om Ishmael Wang i serien The golden age of the solar clipper. De kan måske bedst beskrives som Hornblower i rummet og uden krig? Den starter med, at Ishmaels mor dør, mens han er teenager, og det er hendes arbejdsplads’ bolig på planeten Neris, de bor i – så han skal finde en måde at klare sig på uden hjem eller indtægt. Han beslutter sig til at gå til handelsflådens kontor og får en plads på fragtskibet Lois McKendrick – og derfra går fortællingen, til han bliver tyndhåret. Der er en masse ung-mand-dannes i fortællingerne, og de hælder måske mest til YA, men de er værd at læse.
Jeg købte de trykte bøger, men nu hvor jeg har hørt lydbøgerne, vil jeg aldrig kunne læse dem uden at høre Nathan Lowells rolige stemme.
De kan findes på lyd ved at søge på Nathan Lowell-podcasts på Scribl.
Han har også skrevet bøgerne/serierne i samme univers A Seeker’s Tale og Smugglers’ Run, som findes som lydbøger på Audible.
Man kan kigge på hans udgivelser for detaljer.

Phil Rossi: Crescent

Crescent er et sært bekendtskab, som jeg kom tilbage til flere omgange.
En blanding af flere temaer – det foregår på Crescent Station, som er en lidt slidt rumstation langt ude. Beskrivelsen på Goodreads beskriver den som en frontier town som i det vilde vesten, og det rammer stemningen ret godt. Men der begynder at vise sig noget diabolsk, noget grådigt sultent i skyggerne… en følelse af noget måske Stephen King- eller Dan Simmons-agtigt med et strejf af Lovecraft. Velfortalt med lydeffekter.

Find C på Scribl eller RSS på Libsyn.

Alex White: The Gearheart

The Gearheart var et imponerende projekt. Det er en fortælling med en omfattende historie med steampunk og magi – hovedpersonen er medlem af et selskab, Seekers of the Arcane Unknown, og man hører om hvordan de væver magi og maskiner sammen; men der er også en skjult fjende, der jager disse seekers – og det udvikler sig til en stor fortælling.
Den er særligt imponerende, fordi den har et ret omfattende stemmeskuespil og lydeffekter i ret høj kvalitet. 4,12 ud af 5 stjerner på Goodreads i skrivende stund.

Find The Gearheart på Scribl eller RSS på Libsyn.

The Leviathan Chronicles

The Leviathan Chronicles starter med, at den unge genetikforsker Macalan Orsel opdager, at hun er beslægtet med et folk af udødelige, som hører til i den undersøiske by Leviathan – et forsøg på at skabe et utopia på bunden af Stillehavet. Denne fortælling er baggrund for en række hemmelige alliancer og historiske og poltiske forviklinger blandt disse immortals, som nærmere får fortællingen til at virke som en spionthriller, der både trækker spor til noget gammelt, noget hypermoderne og noget samtidigt.

Find The Leviathan Chronices som RSS på Libsyn.

Bill DeSmedt: Singularity

En fysik-thriller. Det virker.
En hypotese ruller – at meteor-eksplosionen i Tunguska i 1908 faktisk var et mikroskopisk sort hul, som nu er jordens midte. Perspektivet får begivenheder til at rulle med en ung agent, en forsker og en russisk milliardær som omdrejningspunkter…

Find Singularity som RSS på Libsyn.

The Magnus Archive – for et Lovecraftian touch

Jeg er faldet over podcasten/serien/programmet/showet The Magnus Archive fra Rusty Quill.

Det er en række episoder af afsluttede gyser-fortællinger – okay, jeg er i gang med episode 7, så jeg ved ikke, om noget looper tilbage, når jeg når længere.
Formatet er, at en form for arkivar, agent eller betjent gennemgår optagede rapporter, som er en række found footage-agtige bånd, der afspilles.
Noget lidt kuriøst er, at arkivar-fortællerens korrekte britiske kancellisprog kunne være fra mange perioder – Jonathan Simms, Head Archivist of The Magnus Institute, London – den minder mig i stilen lidt om formen fra Yes, Minister (men jo altså mindre fjollet) – men nogle af optagelserne er dateret i 2000-tallet og lige nu lytter jeg til en beretning fra 1922 – så det spænder fra det ældre til det moderne.

Temaerne er (indtil videre) ikke meget originale – bøger, der bliver en besættelse, personer, der er talt med, som viser sig at være gået bort for længst, og så videre. Nogle ting er tydeligt Lovecraft-inspirerede – hypnotiske mosaikker, der synes at bevæge sig, gøre én utilpas og suge én ind. Så der er også et element af noget genkendeligt, en stil.

Men stemmearbejdet er udmærket, og det giver en god stemning. Man skal aldrig undervurdere, hvor meget arbejde, der går i god lyd, men produktionen føles nærmest spartansk i den forstand, at det hver gang er en beretning, der fortælles.

Det er altså et godt produkt, jeg er underholdt og vil fortsætte med at lytte til dem. Der er 5 sæsoner, så de er godt i gang. Episoderne er 20-30 minutter lange, så de føles som korte bidder, men man kan hurtigt bruge et par timer på dem.

Jeg lytter til The Magnus Archives på Spotify, men der findes også et The Magnus Archives RSS-feed, og er også på Stitcher og Apple Podcats.
Rusty Quill har flere shows i gang, og der er en Rusty Quill Patreon, hvor man kan give et bidrag,

Fatale forandringer

Christian Ørsted hørte jeg først om til et arrangement hos HK, hvor han talte om nogle af de tanker og konklusioner han havde haft i forbindelse med arbejdet med den fantastiske Livsfarlig Ledelse. Jeg er ikke ellers meget orienteret om ledelseslitteratur, men han og hans form var meget tilgængelig med mange stærke eksempler, og den har inspireret mig, jeg tænker ofte på den og nævner ting derfra.

Nu har han så udgivet en bog om forandringer. Han fortsætter stilen med de livstruende overskrifter med Fatale Forandringer. Han lader fortsat til at gå ud og stille spørgsmål til vedtagne principper, og får gode ord med på vejen. Den er næste skridt på vejen.

Ikke mindst fordi jeg skifter arbejde! Efter at jeg i en årrække har været koordinator i den administrative del af Købehavns Ungecenter har jeg søgt og fået en stilling i samme forvaltning – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen – i kontoret for udvikling og support, hvor jeg skal være med til at understøtte arbejdet med fagsystemerne. Det bliver jo noget af en ændring – i stedet for at holde styr på, hvad der foregår i et team, fra opgaver til velbefindende, skal jeg supportere og med tiden havde en rolle i udvikling og samarbejde med leverandører, overblik over hvad lovændring betyder, og sikkert også lave oplæg og undervisning. Jeg tror ikke, at det er dårligt at have overvejelser om implikationer ved forandringer med på radaren…

Litterær lyn-lyd-anbefaling

Nu har jeg jo for ikke så længe siden her talt om litteratur – i den anledning en hurtig anbefaling.

Jeg er med i en Facebook-gruppe om russisk litteratur. Den består for godt halvdelens vedkommende om at besynge Dostojevskij og Tolstoj, hvilket naturligvs er fint – men en gang imellem kommer der også gode anbefalinger.

Der var et Youtube-link til en ældre sovjetisk filmatisering af Krig og Fred med undertekster, som faktisk var rigtigt nydelig. Men i den anledning fik jeg lyst til at læse den igen. Imidertid er der ikke så mange ledige stunder, selv om jeg har bogen liggende.

Jeg ved, at jeg bliver ved med at tale om, at Youtube er den legale piratkanal – der ligger jo en masse ting. Men i denne sammenhæng søgte jeg på War and Peace og fandt – ikke bare et lydbogs-link, men faktisk en henvisning til, at den jeg fandt kom fra Librivox. For dem af jer, der ikke har tidligere kendskab til Librivox, så er det en tjeneste, hvor frivillige indlæser bøger, der ikke længere er dækket af copyright, så man kan downloade og lytte til dem.

Der er et rigt udvalg – men igen, fordi det er frivillige, er lydkvaliteten og oplæserens erfaring meget svingende. Det er jo ikke noget at kritisere, men i dette tilfælde var jeg ret imponeret.

Så jeg vil gerne benytte mig af muligheden til at anbefale – udover Librivox.org i det hele taget – War and Peace Vol. 1 (Dole Translation), oplæst af MaryAnn, som ser ud til at være overordentligt produktiv. Godt tempo, klar oplæsning og god lydkvalitet.

Inspirationer

Jeg åbnede et nyt projekt. Slow burn, men alligevel. Jeg har genoplivet et ældre projekt, fordi jeg ligesom følte, at der manglede et hjørne til, når jeg blev litterær.

Anyway, i den anledning gjorde jeg mig nogle tanker om hvilke forfattere, der har gjort indtryk. Og jeg bliver ved med at tænke på, at jeg ikke kan pege på en bestemt, der har været ledestjernen.
Men:

  • Isaac Asimov var den forfatter, der med Foundation-bøgerne tog mig fra børne- og YA-fiktionen til nogle meget ægte og virkelige fremtidsscenarier. De er så intelligente og velskrevne. [W]
  • Frank Herbert gav med Dune et fantastisk veludviklet univers med historie, religioner, sociologi – et mesterværk i world building, hvor unge Paul Atreides må klare sig på ørkenverdenen Arrakis efter at hans familie bliver udryddet af baron Harkonnen. [W]
  • H. P. Lovecraft var med adskillige af sine fortællinger den første forfatter, jeg oplevede, som lavede et gys, hvor det ikke bare endte lykkeligt eller med at nogle få fik skrammer i livet – men som gav følelsen af at være uendelig lille, og at ubehaget, som man anede, kun var spidsen af et uendeligt gammelt, dybt ondt isbjerg, og at man var prisgivet – ikke som en besejret kriger, men som et fnug på en myre under en støvle… [W]
  • George Orwell læste jeg sent – 1984 er en samfundsdystopi, som man tror på, men ikke mindst interessant i sin måde at være på en gang klassisk og utroligt moderne for en roman fra 1949. Der er tale om, hvordan man manipulerer befolkningen, omskriver historien, skaber et nyt sprog. Doublethink og newspeak er blevet en del af det sproget efter Orwells roman, som har fortjent en plads i sociologien for sine beskrivelser. [W]
  • Ivan S. Turgenjev ramte noget med Fædre og Sønner. Som så meget andet i russisk guldalder er det både et samfund i omstilling, brydning mellem generationer i det hele taget og personligheder i det hele taget. Han kan noget med forskellige livsfilosofier, hvor der alligevel er kærlighed og hengivenhed. Nogle af hans fortællinger har mere romantisk stil, mens flere af hans romaner beskæftiger sig med samfundsomvæltningerne i Rusland efter midten af 1800-tallet. Men fremfor alt er alle hans personer tegnet med en vis hengivenhed, som gør dem troværdige – om de så tegnes som sympatiske eller det modsatte. [W]
  • Anton P. Tjekhov forstår mennesker. Det er der nogle, der gør, men ikke mange, der kan beskrive det – og med få adjektiver i ultra-korte fortællinger. Relationerne i Den tykke og den tynde (Толстый и тонкий), for eksempel (her i engelsk oversættelse). Han er også med fuld ret kendt som skuespilforfatter, og Kirsebærhaven, Onkel Vanja, Mågen og De Tre Søstre bliver opsat jævnligt nu til dags også. [FW]

Meget interessant på denne liste er jo, at de alle er ret gamle, men fantastisk holdbare. Det er meget nemt at finde lydbøger med Asimov, Dune, Lovecraft, Turgenjev & Tjekhov – nu har jeg fremhævet Dune som noget særligt – jeg har ikke ellers gået så meget ind i, hvad Herbert ellers havde lavet; men de andre forfattere var sindssygt, som i voldsomt, produktive. Hvis man ikke læste andet end disse forfattere, ville man stadig være booket i lang tid.

Nyere –

  • Peter Høegs novellesamling Fortællinger om Natten gjorde et utroligt stort indtryk på mig.
    Alle historierne foregår samme dag, den 19. marts 1929 – men forskellige steder i verden, og de har kolonierne, balletdansere, jurister, fascister og meget andet godt. Han har en let og drømmende stil – der er et strejf af magisk realisme over hans stil, noget blidt og samtidig slagkraftigt.
    Det er denne bog, jeg omtaler som min yndlingsbog, når det kommer op. Af de bøger, der er nævnt her, er det denne, hvor der kommer mindst beskrivelse, anmeldelse og omtale op – selv om jeg fra første gang blev opslugt af den og nu, næsten 30 år efter at jeg læste den første gang, ser den som et sublimt værk.
  • Luke Rhinehart – hvis rigtige navn var George Cockcroft – skrev Terningemanden, The Dice Man (1971). Han giver hovedpersonen sit eget pseudonyn, Luke Rhinehart. Rhinehart lever et kedsommeligt liv og begynder at eksperimentere med at overlade beslutninger til at kaste med terninger. I starten trivialiteter, men med tiden dybere beslutninger, som leder til en udflydende personlighed og nogle ret vilde ting, der sker omkring ham, efterhånden som han også inkluderer vilde beslutninger, og andre ser hans tilgang som en måde at sætte sig fri på. I modsætning til den ovenstående har jeg ikke stærke følelser om denne bog – men den er meget original og har sat nogle tanker i gang. [W]
  • Haruki Murakami har jeg læst meget af. Han er svær at beskrive – vi har en tendens til at beskrive ham som japansk, men jeg har ladet mig fortælle, at japanere opfatter ham som vestlig. Måske er han lige præcist vestlig nok til at gøre ham tilgængelig for os! Under alle omstændigheder har han et talent for beskrivelse af stemninger og en evne til at lave magisk realisme på en glidende skala, hvor det realistiske kommer til at virke magisk og det magiske bliver sat ind i en ramme, hvor det føles som en del af hverdagen. Skulle jeg anbefale et primært værk, der krystalliserede hans stil for mig, så ville det nok være Kafka på Stranden.
    Hans stil er original og meget genkendelig. [W]
  • Charles Stross finder jeg fantastisk inspirerende. Højt, højt intelligent i sine beskrivelser. Jeg har med stor fascination og fornøjelse læst hans Laundry Files-serie, hvor han nonchalant og uden at ryste på hånden krydser teknologiforståelse, Lovecraft-magi og et strejf af en antihelt-James Bond – computersimuleret dæmonologisk symbolik er bare et af de mange principper, han ryster ud af ærmet – men han har også skrevet futuristiske bøger som Singularity Sky og Accelerando, hvor alle filtre er væk, for eksempel langrejse med rumskibet på størrelse med en skoæske, fordi det er mere praktisk, at alle deltagere er indlæst i computeren og kan få nye kroppe ved ankomsten; og så har han en svaghed for at kaste kvantemekanik og kvantefysik ind på en måde, hvor man kommer i tvivl om. hvorvidt man egentlig har forstået dels de to ting og dels hans forklaring af dem. Rasende originalt – men det kræver nok, at man er til ham. Ikke for alle. [W]
  • Kaspar Colling Nielsen gjorde enormt indtryk på mig med sin roman Den Danske Borgerkrig 2018-24. Han beskriver en fremtid – eller rettere, en nutid beskrevet fra fremtiden – hvor brudte løfter, spin og andre ting, som man godt kan se være virkelighed i dag, fører til borgerkrig i Danmark. Den er ikke blodig og brutal, men troværdig og detaljeret de rigtige steder – han skjuler sig i en opgang på Strøget, for eksempel, og beskriver voldsomme begivenheder fra andre steder, man kender fra hverdagen. Det er lige præcist ægte nok til at man tror på, at dette her kunne være en virkelighed, der var indtruffet i stedet for den, der er i dag. Stærke scenarier og gode beskrivelser af personernes tanker og følelser gør det godt. [LS]
    Han har skrevet andre kontrafaktiske romaner – eller i hvert fald med alternativ historie; også Det Europæiske Forår er interessant med en beskrivelse af hvordan man skiller en del af Danmark fra i et stort udviklingseksperiment. [LS]