Jeg er faldet over podcasten/serien/programmet/showet The Magnus Archive fra Rusty Quill.
Det er en række episoder af afsluttede gyser-fortællinger – okay, jeg er i gang med episode 7, så jeg ved ikke, om noget looper tilbage, når jeg når længere.
Formatet er, at en form for arkivar, agent eller betjent gennemgår optagede rapporter, som er en række found footage-agtige bånd, der afspilles.
Noget lidt kuriøst er, at arkivar-fortællerens korrekte britiske kancellisprog kunne være fra mange perioder – Jonathan Simms, Head Archivist of The Magnus Institute, London – den minder mig i stilen lidt om formen fra Yes, Minister (men jo altså mindre fjollet) – men nogle af optagelserne er dateret i 2000-tallet og lige nu lytter jeg til en beretning fra 1922 – så det spænder fra det ældre til det moderne.
Temaerne er (indtil videre) ikke meget originale – bøger, der bliver en besættelse, personer, der er talt med, som viser sig at være gået bort for længst, og så videre. Nogle ting er tydeligt Lovecraft-inspirerede – hypnotiske mosaikker, der synes at bevæge sig, gøre én utilpas og suge én ind. Så der er også et element af noget genkendeligt, en stil.
Men stemmearbejdet er udmærket, og det giver en god stemning. Man skal aldrig undervurdere, hvor meget arbejde, der går i god lyd, men produktionen føles nærmest spartansk i den forstand, at det hver gang er en beretning, der fortælles.
Det er altså et godt produkt, jeg er underholdt og vil fortsætte med at lytte til dem. Der er 5 sæsoner, så de er godt i gang. Episoderne er 20-30 minutter lange, så de føles som korte bidder, men man kan hurtigt bruge et par timer på dem.
Jeg lytter til The Magnus Archives på Spotify, men der findes også et The Magnus Archives RSS-feed, og er også på Stitcher og Apple Podcats.
Rusty Quill har flere shows i gang, og der er en Rusty Quill Patreon, hvor man kan give et bidrag,