Jeg faldt over artiklen Minimum viable blog af Manuel Moreale via et indlæg af Kev Quirk. Pointen er ganske enkelt, hvor meget der skal til, for at det er en blog. Han starter helt spartansk – webserver, domæne… tekstfiler? Okay, HTML. Struktur? tilpasning? Enkelte sider versus en ordentligt sygt lang en?
Og jeg kan jo ikke lade afvise, at det prikker en anelse til en fristelse til at lave tingene sådan.
Nu står der godt nok proudly powered by WordPress i bunden af denne her, men det ville jo være endnu mere proudly powered af mine egne kompetencer. Okay, det skal rimeligvis siges, at som enhver, der har besøgt mjjzf.eu, vil medgive, så er jeg ikke den store flashy web designer. Men det meste af det, jeg skriver, er jo alligevel tekst-rettet – jeg har billeder, men ikke til pynt og sådan.
En overvejelse, der taler imod, hvis man håndbygger tingene: Den mobile side af det. Lige nu sidder jeg godt nok og skriver på min rigtigt, rigtigt fine nyerhervede ThinkPad T13, som jeg købte brugt hos Refurb (og som udfra mine oplevelser med skærmen og tastaturet indtil nu godt kunne ende med at få mærkatet Bedste Maskine jeg har haft hidtil) – men sandheden er jo også, at den håndkodede tilgang lidt er et element fra en tid, hvor man havde én primær maskine, en enhed, som man bootede op og lavede sine ting. Jeg lever på min telefon, denne her computer, en af mine andre computere (jeg har en Lenovo-hoarding-ting, som jeg arbejder med), min arbejdsmaskine, min tablet… Og lidt rundt omkring.
Et af de alvorlige salgsargumenter for dette her WordPress-sjov er jo i den grad, at jeg kan køre WP-app’en på min OnePlus 10 Pro – og det er jo også meget sigende, at jeg har været villig til at anskaffe den telefon (vi skal finde et bedre udtryk for mobilcomputere) til en pris væsentligt højere end min nyanskaffede computer. Min telefon har mere RAM og diskplads, end denne T13 har. Så det er jo temmelig meget dér, prioriteringerne ligger. Og jeg har endnu ikke oplevet, at skrivning med tegn, der ikke lige ligger handy i telefonens keyboard, er en krig.
Men så kunne man jo gøre, hvad folk opfordrede til i sin tid: Man kan skrive det først og poste det senere. Nu er jeg jo ikke den store hade-blogger, så jeg er ikke en af dem, der har brug for at køle af først, men der er jo ikke noget i vejen med at tænke over tingene, mens jeg er on the go, skrive en tekst og lægge den et sted, og så oprette det som et indlæg senere. Når jeg finder interessante ting, jeg gerne vil skrive om senere, smider jeg det bare ind i en chat-med-mig-selv, jeg har på min installation af NextCloud Talk (hvis jeg skal være ærlig, bruger jeg mest den til at tale med mig selv, og det kan jeg jo også gøre med relevante billeder. Så kan det blive et blogindlæg senere… hvis det stadig føles vigtigt.
Det er jo med sådan noget som med en jobsamtale: Jeg er jo ikke utilfreds med det, jeg har. Det nuværende fungerer ret godt, og jeg er – for nu – tilfreds med temaet på siden her. Men jeg kan godt mærke, at det kan trække mig lidt at lave noget, der ikke er afhængigt af andet end en webserver, der kan vise ting…
En tanke om “Minimum viable blog – skal vi håndbygge igen?”