Ebøger og lydbøger: Bubs and Makers

Indledningsvist må jeg jo nok give den grundlæggende disclaimer, at jeg er med på, at Amazon har status som ikon for flere slags ondskab.
Det har jeg så bidt i mig tilstrækkeligt til at eje en Kindle alligevel. Den første fik jeg rimeligvis som en gave… den nuværende har jeg selv anskaffet. Den er fiks. Og jeg sætter pris på, at hvis jeg ikke lige har fået min Kindle med, så kan jeg også læse videre på min telefon eller tablet – de holder alle styr på, hvor langt jeg er nået.

Jeg havde en sjat bøger og anskaffede mig en gang imellem en ny, hvis der var noget. Jeg var for eksempel en trofast discipel af Nathan Lowell og hans Traders’ tales, som på en eller anden måde lykkedes med at være fredsommelig rumopera. Jeg hørte dem først som lydbog på Podiobooks, som ikke længere findes, men de kan for de interesserede stadig findes på Scribl (link til første bog Quarter Share).

Anyway: Jeg endte senere med at anskaffe en del bøger, fordi jeg følger nyhedsbrevet fra Bookbub. Det sendes ud hver dag (eller ugentligt, hvis man foretrækker den form) med tilbud på ebøger indenfor de kategorier, som man er interesseret i – det kan man sætte på bookbub.com – og hvilke tjenester, man bruger. Jeg abonnerer på nyheder på Amazon Kindle, Google Books og Kobo, men det er også muligt at tilføje Apple Books og Barnes and Noble Nook.
Sidstnævnte app er ikke uden tricks tilgængelig i Danmark.
Her et eksempel:

Der er altid nedsatte ting – og også næsten dagligt gratis udgivelser. Sidstnævnte er typisk første bog i en serie eller fra en forfatter, der netop har udgivet en efterfølger til den gratis bog. Det virker som markedsføring – der er flere serier, jeg er startet på ved at have anskaffet en smagsprøve på denne måde.
Som man kan se ovenfor, så er Bookbub også rigtigt gode til mundrette præsentationer. Jeg ville faktisk ønske, at man kunne se de præsentationer, når jeg kigger igennem min liste over bøger på min Kindle.
Man kan også sætte tjenesten til at sende en email, når der lander noget på tilbudslisten fra en forfatter, man er interesseret i.

Så langt for ebøger. Jeg har efterhånden akkumuleret en del bøger på min Kindle.
Men jeg lytter jo også gerne til lydbøger. Faktisk nærmest altid, når jeg er på vej fra A til B, køber ind, gør rent og så videre. Dem eller podcasts.
Lydbøger gør jeg på flere måder – jeg har blandt andet tidligere haft et abonnement på Audible, hvorfra jeg har købt nogle bøger, og så har Bookbub en nabo-kanal med lydbøger, der hedder Chirp.
Sidstnævnte app kan godt nok ikke installeres her i Danmark fra Play Store, men jeg fandt den til installation ved at søge på “apk chirp”. Betaler man med kreditkort, kræver den et amerikansk eller engelsk – men den tager til gengæld Paypal, så det løser jo det problem.

Men tilbage til Audible. Som sagt har jeg jo i forvejen en del Kindle-bøger. Og Audible er også ejet af Amazon. Men Audible-bøger er billigere, hvis man allerede har den på Kindle, eller man køber dem sammen med en Kindle-bog.
Derfor var jeg glad for at opdage Amazon Matchmaker. Ikke en romantik-app, men en side, der slår op, om der findes en ledsager-lydbog til de bøger, man har.
Det er også ret fikst:

Som man ser, er der en standardpris – men disse priser kan også svinge lidt med udsalg, så det kan give mening at kigge forbi en gang imellem, hvis budgettet er stramt.

Citat uden kommentar

Jeg har en side med citater – citat.ufora.dk – og jeg begyndte jo at skrive overskrifter på hvert enkelt indlæg. Jeg kom i tvivl, om den kom til at fylde lidt lovligt meget, når jeg laver en lidt bastant overskrift til en lille spinkel linie.
Så som det er nu, ser det sådan ud:

Jeg opdagede så, at man faktisk kan fjerne overskriften med en lille stump CSS i WordPress’ indstillinger for indlæg:

.post .entry-title {
display: none;
}

Det giver mening. Så den prøvede jeg. Så fik jeg i stedet:

… og altså… det er jo meget fint. Men det kommer bare til at virke lidt blodfattigt, bare en lang liste uden en skillelinie og en overskrift, som danner det naturlige sted at fange et link.

Så kort sagt, et eksperiment blev til ingenting. Jeg vil foretrække at have det, som jeg havde det i forvejen. Men nu ved jeg det.

Julemandens værksted for fortællere – Bibisco

Jeg skriver jo altid lidt (men er også altid 300 sider fra en roman, fordi det er en fritidsbeskæftigelse for mig, der aldrig når længere end læsrevne ideer). Jeg flirter med purisme af den art, som kunne få mig til at skrive alt i Focuswriter – alt i et program, der dybest set bare er en blank flade at skrive tekst på.

Jeg erkender samtidig, at det nok ville kræve erfaring, arbejdsdisciplin og planlægning, hvoraf jeg indtil videre har nul ud af tre. Men – jeg kender heller ikke mange håndværkere, der påtænker at lave alt med ét enkelt værktøj (og i så fald vil det blive karakteriseret som et koket hobbyprojekt med intentionelle benspænd). Så derfor giver det mening at bruge noget lidt mere smart og hjælpe lidt med at få afdækket de blinde vinkler. Derfor vil jeg gerne tale om forfatterværktøjet Bibisco.

Det føles mere som et værksted end et værktøj. Det beskrives på siden også som et toolkit. Der er en sektion til at beskrive de enkelte personer, en til at beskrive locations, et tidslinie -værktøj, funktioner til at beskrive relationer imellem personerne og en masse note-funktioner overalt. Der er desuden en indbygget ganske avanceret guide, når man eksempelvis opretter en ny person, så man lægger detaljer ind i den person fra starten eller efterhånden, og man kan markere alle de ovenstående ting som in progress eller klar.

Der er en fin lille introduktion til tilgangen her – overvej at droppe den lidt overvældende baggrundsmusik, men videoen er ellers fin:

Der er en officiel Bibisco-tutorial på tre kvarter(!), hvor den i øvrigt meget karismatiske værktøjsmager Andrea Feccomandi beskriver, hvordan det hele bygges om omkring et projekt, alt udenom, kapitler, scener og så videre. Og det er faktisk med til at gøre det ekstra interessant – der er en blog på bibisco.com, som er mindre hyppig, men han har også en blog på Medium, hvor han beskriver emner som at få dybde i personlighederne, første kontra tredje persons perspektiv, den upålidelige fortæller, tidsrejser som narrativ og meget andet. Der er meget materiale, og det virker teknisk meget interessant – i sidstnævnte eksempel med tidsrejse taler han om ‘closing narrative gaps’, for eksempel.

Licensen er interessant. Der er en Community-udgave og en Supporters-udgsve. Der er lidt flere funktioner i sidstnævnte, men de er aktiveret i Community-versionen 30 dage efter at man tager den i brug, så man kan få smagsprøven. Man bestemmer selv prisen på Supporters-udgaven, men den starter ved €28 med en anbefalet betaling på €33 – i skrivende stund 208/245 kroner – og jo altså ikke et dødsstød, medmindre man lever på det helt stramme budget.

Programmet findes til Windows, Mac og Linux. Man udleverer sin/en emailadresse ved registrering. Programmet er udgivet under GPLv3. Den seneste version er fra juni 2022, men der kommer en udgivelse eller to om året gennem en længere årrække, så det er et aktivt produkt.

The Magnus Archive – for et Lovecraftian touch

Jeg er faldet over podcasten/serien/programmet/showet The Magnus Archive fra Rusty Quill.

Det er en række episoder af afsluttede gyser-fortællinger – okay, jeg er i gang med episode 7, så jeg ved ikke, om noget looper tilbage, når jeg når længere.
Formatet er, at en form for arkivar, agent eller betjent gennemgår optagede rapporter, som er en række found footage-agtige bånd, der afspilles.
Noget lidt kuriøst er, at arkivar-fortællerens korrekte britiske kancellisprog kunne være fra mange perioder – Jonathan Simms, Head Archivist of The Magnus Institute, London – den minder mig i stilen lidt om formen fra Yes, Minister (men jo altså mindre fjollet) – men nogle af optagelserne er dateret i 2000-tallet og lige nu lytter jeg til en beretning fra 1922 – så det spænder fra det ældre til det moderne.

Temaerne er (indtil videre) ikke meget originale – bøger, der bliver en besættelse, personer, der er talt med, som viser sig at være gået bort for længst, og så videre. Nogle ting er tydeligt Lovecraft-inspirerede – hypnotiske mosaikker, der synes at bevæge sig, gøre én utilpas og suge én ind. Så der er også et element af noget genkendeligt, en stil.

Men stemmearbejdet er udmærket, og det giver en god stemning. Man skal aldrig undervurdere, hvor meget arbejde, der går i god lyd, men produktionen føles nærmest spartansk i den forstand, at det hver gang er en beretning, der fortælles.

Det er altså et godt produkt, jeg er underholdt og vil fortsætte med at lytte til dem. Der er 5 sæsoner, så de er godt i gang. Episoderne er 20-30 minutter lange, så de føles som korte bidder, men man kan hurtigt bruge et par timer på dem.

Jeg lytter til The Magnus Archives på Spotify, men der findes også et The Magnus Archives RSS-feed, og er også på Stitcher og Apple Podcats.
Rusty Quill har flere shows i gang, og der er en Rusty Quill Patreon, hvor man kan give et bidrag,

Litteratur med tung last

Der er nogle ting, der følger med folk, der har et stærkt bånd til bøger.
Det følgende er jo nok essentielt et moderne fænomen, eller i hvert fald en moderne form.

Men rigtigt mange mennesker, der har en stærk holdning til bøger, er ret anstrengende.

Nu er det jo ikke, fordi jeg på nogen måde er uskyldig i dette her. Men for en del bliver det en fetish. Altså, bogen får en betydning som objekt, som ikke har nogen relation til dens værdi som bog, om det så er litterært, fagligt eller hvad det nu måtte være.

Jeg troede længe at det var folk, der havde en baggrund ligesom min – som søn af en lærer og en bibliotekar – og det er også nogle gange tilfældet. I andre tilfælde er det netop folk, der ikke havde noget som helst i barndomshjemmet. Men jeg tror, at det ender i, at folk har behov for en form for tilhørsforhold, ikke mindst hvis man lidt har kluntet sig igennem en skoletid, og dér har jeg også en aktie eller to.
Måske er det derfor, jeg reagerer på dette her.

Jeg brugte en del tid i litterære fora på Facebook. Og man føler sig jo modtaget i familien. Men efter et stykke tid bliver det klart, at det for en dels vedkommende er det noget med at være der. Som når man hellere vil stå og sludre på sidelinien end ind på banen og spille. Og så deler folk shelfies – yep, det er præcist, hvad du tror; de humblebrag’er med alle de bøger, de allerede har fået læst i år, fordi de har sat et læsemål; de koketterer med, at de ikke kunne gå forbi en boghandel uden at tage fem nye med hjem; det bliver diskuteret, at man kun har skilt sig af med bøger, fordi dette eksemplar i serien ikke passer med andre, de har, fordi de er fra den udgave med farver og guldtryk. Man taler om bogreoler. Nogle mener, at de skal vende ryggen indad. Det ses som en finere design-overvejelse end at sætte bøger sammen efter størelse eller farve.

Begynder man at ane en glidning? Bliver andre tiders inspiration, oplevelser og følelser fra andre universer til – noget objekt-fokuseret?

Og ja, jeg kan selv begynde at glide ind i den stemning. Men det er jo skørt. Prøv at forestille sig folk prale af at anskafe sig ting, man aldrig når frem til – tøj, der bliver købt, men aldrig bliver båret, mad der bliver købt, men aldrig spist endsige tilberedt, flere biler end man kan køre i.
Hvem ville kunne tage det alvorligt? Det er hoarding og pjat.

Måske er det som med alle andre interesser. Folk, der godt kan lide at cykle som hobby, ender ikke sjældent med at købe en cykel til det maksimale, de har råd til. Jeg dyrkede fægtning i nogle år, og det er også en sport, der er klar til at absorbere ligeså mange penge, som man er villig til at proppe ind i det.

Men som sagt: Det kan stadig trække i én. Jeg havde i sin tid en kollega, som købte bøger brugt, læste dem og gav dem videre. Ejede generelt én bog, nemlig den, der var i gang. Og det virkede også en anelse fattigt på mig, selv om det vel giver den bedste slags mening. Hun brugte den i de fleste pauser i sin dag og læste væsentligt mere end mig.
Da jeg flyttede ud af Danmark ved udgangen af 2009, forærede jeg de fleste af mine Ruslands-bøger til Dansk-Russisk Forening for at være sikker på, at de endte i interesserede hænder. Men det føltes også sært at give det væk, fordi det havde fyldt så meget i så lang tid. Det var måske noget lidt andet, fordi de var bøger, jeg havde levet i i perioder, men til gengæld var jeg ret meget ovre dem. Så det gav mening, men det var en følelse, jeg ikke havde haft før.

Men hele denne her overvejelse fik mig jo til at tænke over, hvad der ligesom startede dette her for mig. Jeg havde som sagt en barndom med bøger på hylder. Min far tog store bunker tegneserier med hjem, mens jeg var i gang med at komme i gang med at læse. En pose med 20 tegneserier gør indtryk, hvis man er lidt nysgerrig.
Jeg kom over i Tolkien-segmentet, noget sci-fi, noget magisk, og så gik det på den måde over i… alt muligt andet. Og det var rart. Og jeg brugte mange timer dér og lod mig føre ind og rive med. I bakspejlet var der nok lige dele eskapisme og inspiration – måske giver det ikke engang mening at skille dem ad – men det er i hvert fald en sandhed, at det blev lidt mindre, da jeg fik smag for den ydre verden (ikke bare piger, forstås – dem nøjedes jeg med at læse om meget længe), og til sidst fandt tingene ligesom et leje. Men når man først har bogorm som en del af sit selvbillede (omend jeg tror, at det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har sagt det ord), så bliver det på en måde liggende som en undertone.

Det er måske meget sigende, at jeg på et tidspunkt havde registreret domænet literatelifestyle.net, men endte med at nedlægge det, fordi jeg faktisk ikke læste nok til at have det som en blog, der gav mening…

Det godes sprog – Toki Pona

For få år siden var der en batalje om den positive journalistik – en holdning om, at der ville blive lagt et værdifilter over den, som ikke var til gavn for, nå ja, sandheden. Det gik over i en diskussion om konstruktiv journalistik.

Intet af det har noget med med mig at gøre, på nær at det efterlod en følelse af kryb, som jeg altid får, når noget skal klemmes ind i en positiv form, uanset hvor mange modhager det så i øvrigt har.

Jeg blev så i et opslag på Mastodon peget i retning af Toki Pona – det godes sprog.
Og det indrømmer jeg er en anelse betagende.
De, der kender mig (godt og fra sære vinkler), ved at jeg har en tilbagevendende flirt med Esperanto – det primære sekundære sprog, der blev skabt som et brobyggersprog. Kunstsprog har noget, just fordi der ligger et værdisæt bag. Esperanto er den håbendes sprog.

Toki Pona (som jeg kender i det omfang, at jeg har læst Wikipedia-artiklen Toki Pona). Har man brugt lidt tid som esperantist morer man sig over tanken om, at et sprog kan finde sin endelige form – men dette her har faktisk en indlagt restriktion.
Pointen (og ja, her er faktisk et sprog med et formål; tankevækkende, når man har brugt en del tid med sprogs udvikling) er at nå frem til at reducere det komplekse til tingenes essentielle elementer. Sproget har 137 ord. Make it work. Det har fra starten af 2022 faktisk sin egen ISO-sprogkode, så det er et formelt anerkendt sprog.

Det kan udgøres med 14 af vore bogstaver – a e i j k l m n o p s t u w – hvis lydudtale læner sig op ad det fonetiske alfabets. Store bogstaver bruges til egennavne.
Men… hvorfor skulle man ikke bare lave sit eget? Kunstsprog hele vejen? Her er Langs eget sitelen pona, det gode skrivesystem:

Via Toki Pona: Writing systems

Sproget/projektet bor på tokipona.org, som har henvisning til forskellige ressourcer.
Guardian havde i 2015 artiklen What happened when I tried to learn Toki Pona in 48 hours using memes, som åbner med en sætning på Toki Pona og kommentaren Only around 100 people in the world understand this language. Så ved vi, at vi ikke bare har forladt den brede vej, men også er nået et stykke ned ad sidevejene og ud i stisystemet.

Esperanto har jo sin interna ideo – den indre tanke, som ligger til grund for sproget, at man skal ønske at være åben for kulturer og ønske at kommunikere på – en fælled, et tingsted. Et sted på lige og fælles fod.
Toki Pona lever mere indeni – det beskrives, at det blev til, da lingvist Sonja Lang ønskede at skabe et forenklende sprog til at udtrykke sine tanker klart under depression. Med en henvisning til Sapir-Whorf-hypotesen blev et sprog til, som kunne forme tanker og adfærd hos de udøvende. Der er altså et fokus på positiv tænkning og positiv opmærksomhed på nuet og sine omgivelser – nærmest som et mindfulness-sprog.
Dets skaber sammenfatter det dog blot – it is meant to be fun and cute.