UforA – Udvikling for Alle

Der er nogle ting, der følger med folk, der har et stærkt bånd til bøger.
Det følgende er jo nok essentielt et moderne fænomen, eller i hvert fald en moderne form.

Men rigtigt mange mennesker, der har en stærk holdning til bøger, er ret anstrengende.

Nu er det jo ikke, fordi jeg på nogen måde er uskyldig i dette her. Men for en del bliver det en fetish. Altså, bogen får en betydning som objekt, som ikke har nogen relation til dens værdi som bog, om det så er litterært, fagligt eller hvad det nu måtte være.

Jeg troede længe at det var folk, der havde en baggrund ligesom min – som søn af en lærer og en bibliotekar – og det er også nogle gange tilfældet. I andre tilfælde er det netop folk, der ikke havde noget som helst i barndomshjemmet. Men jeg tror, at det ender i, at folk har behov for en form for tilhørsforhold, ikke mindst hvis man lidt har kluntet sig igennem en skoletid, og dér har jeg også en aktie eller to.
Måske er det derfor, jeg reagerer på dette her.

Jeg brugte en del tid i litterære fora på Facebook. Og man føler sig jo modtaget i familien. Men efter et stykke tid bliver det klart, at det for en dels vedkommende er det noget med at være der. Som når man hellere vil stå og sludre på sidelinien end ind på banen og spille. Og så deler folk shelfies – yep, det er præcist, hvad du tror; de humblebrag’er med alle de bøger, de allerede har fået læst i år, fordi de har sat et læsemål; de koketterer med, at de ikke kunne gå forbi en boghandel uden at tage fem nye med hjem; det bliver diskuteret, at man kun har skilt sig af med bøger, fordi dette eksemplar i serien ikke passer med andre, de har, fordi de er fra den udgave med farver og guldtryk. Man taler om bogreoler. Nogle mener, at de skal vende ryggen indad. Det ses som en finere design-overvejelse end at sætte bøger sammen efter størelse eller farve.

Begynder man at ane en glidning? Bliver andre tiders inspiration, oplevelser og følelser fra andre universer til – noget objekt-fokuseret?

Og ja, jeg kan selv begynde at glide ind i den stemning. Men det er jo skørt. Prøv at forestille sig folk prale af at anskafe sig ting, man aldrig når frem til – tøj, der bliver købt, men aldrig bliver båret, mad der bliver købt, men aldrig spist endsige tilberedt, flere biler end man kan køre i.
Hvem ville kunne tage det alvorligt? Det er hoarding og pjat.

Måske er det som med alle andre interesser. Folk, der godt kan lide at cykle som hobby, ender ikke sjældent med at købe en cykel til det maksimale, de har råd til. Jeg dyrkede fægtning i nogle år, og det er også en sport, der er klar til at absorbere ligeså mange penge, som man er villig til at proppe ind i det.

Men som sagt: Det kan stadig trække i én. Jeg havde i sin tid en kollega, som købte bøger brugt, læste dem og gav dem videre. Ejede generelt én bog, nemlig den, der var i gang. Og det virkede også en anelse fattigt på mig, selv om det vel giver den bedste slags mening. Hun brugte den i de fleste pauser i sin dag og læste væsentligt mere end mig.
Da jeg flyttede ud af Danmark ved udgangen af 2009, forærede jeg de fleste af mine Ruslands-bøger til Dansk-Russisk Forening for at være sikker på, at de endte i interesserede hænder. Men det føltes også sært at give det væk, fordi det havde fyldt så meget i så lang tid. Det var måske noget lidt andet, fordi de var bøger, jeg havde levet i i perioder, men til gengæld var jeg ret meget ovre dem. Så det gav mening, men det var en følelse, jeg ikke havde haft før.

Men hele denne her overvejelse fik mig jo til at tænke over, hvad der ligesom startede dette her for mig. Jeg havde som sagt en barndom med bøger på hylder. Min far tog store bunker tegneserier med hjem, mens jeg var i gang med at komme i gang med at læse. En pose med 20 tegneserier gør indtryk, hvis man er lidt nysgerrig.
Jeg kom over i Tolkien-segmentet, noget sci-fi, noget magisk, og så gik det på den måde over i… alt muligt andet. Og det var rart. Og jeg brugte mange timer dér og lod mig føre ind og rive med. I bakspejlet var der nok lige dele eskapisme og inspiration – måske giver det ikke engang mening at skille dem ad – men det er i hvert fald en sandhed, at det blev lidt mindre, da jeg fik smag for den ydre verden (ikke bare piger, forstås – dem nøjedes jeg med at læse om meget længe), og til sidst fandt tingene ligesom et leje. Men når man først har bogorm som en del af sit selvbillede (omend jeg tror, at det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har sagt det ord), så bliver det på en måde liggende som en undertone.

Det er måske meget sigende, at jeg på et tidspunkt havde registreret domænet literatelifestyle.net, men endte med at nedlægge det, fordi jeg faktisk ikke læste nok til at have det som en blog, der gav mening…

For få år siden var der en batalje om den positive journalistik – en holdning om, at der ville blive lagt et værdifilter over den, som ikke var til gavn for, nå ja, sandheden. Det gik over i en diskussion om konstruktiv journalistik.

Intet af det har noget med med mig at gøre, på nær at det efterlod en følelse af kryb, som jeg altid får, når noget skal klemmes ind i en positiv form, uanset hvor mange modhager det så i øvrigt har.

Jeg blev så i et opslag på Mastodon peget i retning af Toki Pona – det godes sprog.
Og det indrømmer jeg er en anelse betagende.
De, der kender mig (godt og fra sære vinkler), ved at jeg har en tilbagevendende flirt med Esperanto – det primære sekundære sprog, der blev skabt som et brobyggersprog. Kunstsprog har noget, just fordi der ligger et værdisæt bag. Esperanto er den håbendes sprog.

Toki Pona (som jeg kender i det omfang, at jeg har læst Wikipedia-artiklen Toki Pona). Har man brugt lidt tid som esperantist morer man sig over tanken om, at et sprog kan finde sin endelige form – men dette her har faktisk en indlagt restriktion.
Pointen (og ja, her er faktisk et sprog med et formål; tankevækkende, når man har brugt en del tid med sprogs udvikling) er at nå frem til at reducere det komplekse til tingenes essentielle elementer. Sproget har 137 ord. Make it work. Det har fra starten af 2022 faktisk sin egen ISO-sprogkode, så det er et formelt anerkendt sprog.

Det kan udgøres med 14 af vore bogstaver – a e i j k l m n o p s t u w – hvis lydudtale læner sig op ad det fonetiske alfabets. Store bogstaver bruges til egennavne.
Men… hvorfor skulle man ikke bare lave sit eget? Kunstsprog hele vejen? Her er Langs eget sitelen pona, det gode skrivesystem:

Sproget/projektet bor på tokipona.org, som har henvisning til forskellige ressourcer.
Guardian havde i 2015 artiklen What happened when I tried to learn Toki Pona in 48 hours using memes, som åbner med en sætning på Toki Pona og kommentaren Only around 100 people in the world understand this language. Så ved vi, at vi ikke bare har forladt den brede vej, men også er nået et stykke ned ad sidevejene og ud i stisystemet.

Esperanto har jo sin interna ideo – den indre tanke, som ligger til grund for sproget, at man skal ønske at være åben for kulturer og ønske at kommunikere på – en fælled, et tingsted. Et sted på lige og fælles fod.
Toki Pona lever mere indeni – det beskrives, at det blev til, da lingvist Sonja Lang ønskede at skabe et forenklende sprog til at udtrykke sine tanker klart under depression. Med en henvisning til Sapir-Whorf-hypotesen blev et sprog til, som kunne forme tanker og adfærd hos de udøvende. Der er altså et fokus på positiv tænkning og positiv opmærksomhed på nuet og sine omgivelser – nærmest som et mindfulness-sprog.
Dets skaber sammenfatter det dog blot – it is meant to be fun and cute.