Whovian woes

(This was first posted on the discontinued blog at mjjzf.eu)

Finishing the 11th Series of Doctor Who.
so much wanted to like Jodie Whittaker, but she is just so unimpressive. If I imagine her up against Michelle Gomez as Missy, you would expect her to get creamed. The companions are nice, though – not individually, but as a group.
It is now midnight, and I should sleep, but now my mind cannot let go of who would be the better first female doctor. Apart Apart from the obvious choice Judi Dench, of course. Hmmm.
Cate Blanchett, Tilda Swinton, Emma Thompson.
Helen Mirren would be brilliant.
Rachel Weisz?
Minnie Driver would be interesting.
Coming after Capaldi, imagine Charlotte Rampling! She would make him seem almost cheerful.
I know: I would love Kristin Scott Thomas. She is my suggestion. Cool, hot and credibly intelligent.

Inspirationer

Jeg åbnede et nyt projekt. Slow burn, men alligevel. Jeg har genoplivet et ældre projekt, fordi jeg ligesom følte, at der manglede et hjørne til, når jeg blev litterær.

Anyway, i den anledning gjorde jeg mig nogle tanker om hvilke forfattere, der har gjort indtryk. Og jeg bliver ved med at tænke på, at jeg ikke kan pege på en bestemt, der har været ledestjernen.
Men:

  • Isaac Asimov var den forfatter, der med Foundation-bøgerne tog mig fra børne- og YA-fiktionen til nogle meget ægte og virkelige fremtidsscenarier. De er så intelligente og velskrevne. [W]
  • Frank Herbert gav med Dune et fantastisk veludviklet univers med historie, religioner, sociologi – et mesterværk i world building, hvor unge Paul Atreides må klare sig på ørkenverdenen Arrakis efter at hans familie bliver udryddet af baron Harkonnen. [W]
  • H. P. Lovecraft var med adskillige af sine fortællinger den første forfatter, jeg oplevede, som lavede et gys, hvor det ikke bare endte lykkeligt eller med at nogle få fik skrammer i livet – men som gav følelsen af at være uendelig lille, og at ubehaget, som man anede, kun var spidsen af et uendeligt gammelt, dybt ondt isbjerg, og at man var prisgivet – ikke som en besejret kriger, men som et fnug på en myre under en støvle… [W]
  • George Orwell læste jeg sent – 1984 er en samfundsdystopi, som man tror på, men ikke mindst interessant i sin måde at være på en gang klassisk og utroligt moderne for en roman fra 1949. Der er tale om, hvordan man manipulerer befolkningen, omskriver historien, skaber et nyt sprog. Doublethink og newspeak er blevet en del af det sproget efter Orwells roman, som har fortjent en plads i sociologien for sine beskrivelser. [W]
  • Ivan S. Turgenjev ramte noget med Fædre og Sønner. Som så meget andet i russisk guldalder er det både et samfund i omstilling, brydning mellem generationer i det hele taget og personligheder i det hele taget. Han kan noget med forskellige livsfilosofier, hvor der alligevel er kærlighed og hengivenhed. Nogle af hans fortællinger har mere romantisk stil, mens flere af hans romaner beskæftiger sig med samfundsomvæltningerne i Rusland efter midten af 1800-tallet. Men fremfor alt er alle hans personer tegnet med en vis hengivenhed, som gør dem troværdige – om de så tegnes som sympatiske eller det modsatte. [W]
  • Anton P. Tjekhov forstår mennesker. Det er der nogle, der gør, men ikke mange, der kan beskrive det – og med få adjektiver i ultra-korte fortællinger. Relationerne i Den tykke og den tynde (Толстый и тонкий), for eksempel (her i engelsk oversættelse). Han er også med fuld ret kendt som skuespilforfatter, og Kirsebærhaven, Onkel Vanja, Mågen og De Tre Søstre bliver opsat jævnligt nu til dags også. [FW]

Meget interessant på denne liste er jo, at de alle er ret gamle, men fantastisk holdbare. Det er meget nemt at finde lydbøger med Asimov, Dune, Lovecraft, Turgenjev & Tjekhov – nu har jeg fremhævet Dune som noget særligt – jeg har ikke ellers gået så meget ind i, hvad Herbert ellers havde lavet; men de andre forfattere var sindssygt, som i voldsomt, produktive. Hvis man ikke læste andet end disse forfattere, ville man stadig være booket i lang tid.

Nyere –

  • Peter Høegs novellesamling Fortællinger om Natten gjorde et utroligt stort indtryk på mig.
    Alle historierne foregår samme dag, den 19. marts 1929 – men forskellige steder i verden, og de har kolonierne, balletdansere, jurister, fascister og meget andet godt. Han har en let og drømmende stil – der er et strejf af magisk realisme over hans stil, noget blidt og samtidig slagkraftigt.
    Det er denne bog, jeg omtaler som min yndlingsbog, når det kommer op. Af de bøger, der er nævnt her, er det denne, hvor der kommer mindst beskrivelse, anmeldelse og omtale op – selv om jeg fra første gang blev opslugt af den og nu, næsten 30 år efter at jeg læste den første gang, ser den som et sublimt værk.
  • Luke Rhinehart – hvis rigtige navn var George Cockcroft – skrev Terningemanden, The Dice Man (1971). Han giver hovedpersonen sit eget pseudonyn, Luke Rhinehart. Rhinehart lever et kedsommeligt liv og begynder at eksperimentere med at overlade beslutninger til at kaste med terninger. I starten trivialiteter, men med tiden dybere beslutninger, som leder til en udflydende personlighed og nogle ret vilde ting, der sker omkring ham, efterhånden som han også inkluderer vilde beslutninger, og andre ser hans tilgang som en måde at sætte sig fri på. I modsætning til den ovenstående har jeg ikke stærke følelser om denne bog – men den er meget original og har sat nogle tanker i gang. [W]
  • Haruki Murakami har jeg læst meget af. Han er svær at beskrive – vi har en tendens til at beskrive ham som japansk, men jeg har ladet mig fortælle, at japanere opfatter ham som vestlig. Måske er han lige præcist vestlig nok til at gøre ham tilgængelig for os! Under alle omstændigheder har han et talent for beskrivelse af stemninger og en evne til at lave magisk realisme på en glidende skala, hvor det realistiske kommer til at virke magisk og det magiske bliver sat ind i en ramme, hvor det føles som en del af hverdagen. Skulle jeg anbefale et primært værk, der krystalliserede hans stil for mig, så ville det nok være Kafka på Stranden.
    Hans stil er original og meget genkendelig. [W]
  • Charles Stross finder jeg fantastisk inspirerende. Højt, højt intelligent i sine beskrivelser. Jeg har med stor fascination og fornøjelse læst hans Laundry Files-serie, hvor han nonchalant og uden at ryste på hånden krydser teknologiforståelse, Lovecraft-magi og et strejf af en antihelt-James Bond – computersimuleret dæmonologisk symbolik er bare et af de mange principper, han ryster ud af ærmet – men han har også skrevet futuristiske bøger som Singularity Sky og Accelerando, hvor alle filtre er væk, for eksempel langrejse med rumskibet på størrelse med en skoæske, fordi det er mere praktisk, at alle deltagere er indlæst i computeren og kan få nye kroppe ved ankomsten; og så har han en svaghed for at kaste kvantemekanik og kvantefysik ind på en måde, hvor man kommer i tvivl om. hvorvidt man egentlig har forstået dels de to ting og dels hans forklaring af dem. Rasende originalt – men det kræver nok, at man er til ham. Ikke for alle. [W]
  • Kaspar Colling Nielsen gjorde enormt indtryk på mig med sin roman Den Danske Borgerkrig 2018-24. Han beskriver en fremtid – eller rettere, en nutid beskrevet fra fremtiden – hvor brudte løfter, spin og andre ting, som man godt kan se være virkelighed i dag, fører til borgerkrig i Danmark. Den er ikke blodig og brutal, men troværdig og detaljeret de rigtige steder – han skjuler sig i en opgang på Strøget, for eksempel, og beskriver voldsomme begivenheder fra andre steder, man kender fra hverdagen. Det er lige præcist ægte nok til at man tror på, at dette her kunne være en virkelighed, der var indtruffet i stedet for den, der er i dag. Stærke scenarier og gode beskrivelser af personernes tanker og følelser gør det godt. [LS]
    Han har skrevet andre kontrafaktiske romaner – eller i hvert fald med alternativ historie; også Det Europæiske Forår er interessant med en beskrivelse af hvordan man skiller en del af Danmark fra i et stort udviklingseksperiment. [LS]

Duolingo – sproglig infotainment

Jeg er på det seneste begyndt at dyrke Duolingo, en sprog-lærings-app. Mere specifikt dens Android-app, som fungerer rigtigt godt.

Det er et produkt, der kan noget. Den rammer en fantastisk god balance i det, man skal, og i omfanget. Hver øvelse giver et antal XP, og man sætter selv hvor mange points der skal være det daglige mål. Så minder app’en én om, hvis man ikke er i mål. Desuden opererer de med “streaks” – hvor mange dage i træk man når sit mål.

 

Som man kan se er der et vist niveau af gamification i det. Og det plejer at irritere mig – men det er faktisk velfungerende. Man skal have lavet meget lidt for at blive rykket ned – men når man har været i gang i et stykke tid skal man alligevel en del øvelser igennem for at rykke op.

Prisen er hverken lav eller høj. 75 kroner kroner om måneden er ret meget for en app. Hvis jeg blev spurgt hvad jeg sagde til at købe en app for 900 kroner, så ville jeg nok sige tak, men nej tak – men det er jo faktisk hvad man ender med at lægge om året. og det er jeg villig til. Man kan jo også lukke abonnementet med det samme, hvis man ikke ønsker det.

On the go – en verden i en lomme

Der er en tanke, der stadig oftere melder sig for øjeblikket.

Bekymring er oppe i tiden. Jeg har netop brugt en del tid på at få styr på, hvad GDPR kommer til at betyde for det arbejde, jeg har, og det har fået os til at tale en masse om overvågning og lemfældig omgang med folks personlige oplysninger i forhold til svindlere, virsomheder, der gerne vil profilere mere end hvad rart er – og så videre.
Ingen tør at tage en professionel risiko i det nuværende klima, fordi alle er angst for at miste deres job, selv om selv ministeren er presset til at indrømme, at det muligvis går okay.
Terror, klima og så videre. De skyder i gaderne.

Det er med andre ord suspekt og kritisabelt at være optimist. Bare sådan, i det hele taget. Jeg lover at afgrænse det, så det ikke tager overhånd.

For jeg er faktisk teknologisk optimist. Altså, jeg har jo altid været glad for, hvad man kan. Og det virker måske enormt gammelmandsagtigt med denne her form for optimisme.
Men jeg er fascineret af, at jeg kan tage min computer op af lommen og gøre vilde ting.
Det er selvfølgelig min telefon, jeg taler om, men den bærer ikke megen lighed med denne her stik-i-væg-tingest, vi havde i mit barndomshjem.

For et stykke tid siden var jeg i Frederiksberg Have. Jeg tog en masse billeder med telefonen. Det er jo nu et kamera. Vor familie har et godt kamera, men der kom bare et tidspunkt, hvor telefonerne var så god kvalitet og nemt ved hånden, at det virkede fjollet at tage det store kamera med – som jeg altid var øm om og måtte beskytte mod stød fra det ene og det andet.
Men jeg tog altså en masse billeder, som jeg ville dele.
Så jeg loggede ind på min konto hos Gigahost, oprettede et subdomæne under ufora.dk, uploadede Bizou, en fiks lille galleri-software, som genererer et billedgalleri, når man lægger fotos i billedmappen.
Så havde jeg på et øjeblik en hjemmeside med et billedgalleri, som kunne deles. Det hele foregik med Solid Explorer på min OnePlus 3T. Jeg har siden samlet ældre, ret spredte billeder og lagt i det galleri. Det er en nem måde at arbejde på.

På samme måde hjalp jeg en bekendt med at oprette en WordPress-blog. De, der har gjort det, vil medgive, at det ikke er voldsomt indviklet, men at man lige kan gøre det fra telefonen, når man sidder i det fri – det er alligevel fascinerende.

For et stykke tid siden sad jeg og spiste frokost på en lokal café. Jeg var i gang med at læse en bog på min Kindle app, da jeg checkede min Mastodon-konto og så, at Klaatu fra Gnu World Order anbefalede Dokuwiki til når man hurtigt skal knalde noget dokumentation sammen på et projekt.
Det er snart nogle år siden, jeg har haft fat i Dokuwiki (og hadede designet), så igen: Jeg oprettede et subdomæne og uploadede Dokuwiki og har siden leget lidt med det (efter at have skiftet temaet, som stadig er… uinspirerende).

At de her ting kan lade sig gøre – det er bare fedt. Og fascinerende. Og det giver altså nogle muligheder. Jeg vil ikke underkende forskellen mellem at arbejde professionelt med ting og så på hobbyplan, men der er altså nogle muligheder. Denne her side kører WordPress. Det gør det Hvide Hus, The Walt Disney Company og Time Magazine også. Det gør ting mulige. Jeg har filer på Nextcloud. Her har jeg forskellige filer til deling og kunne også bruge det til kalender og opgavestyring, hvis jeg ikke allerede havde opsat en løsning.

Du vil måske indvende, at man kunne lave hjemmesider og gøre en masse andre ting med Google-tjenester, gratis blogs og så videre.
Men det hele bor hos mig! Okay: Jeg ejer ikke et professionelt datacenter (selv om det kunne være fedt), men har det liggende hos min danske hosting-udbyder – førnævnte Gigahost. Et datacenter underlagt dansk lov, og som har været pålideligt gennem årene, jeg har haft det. Et sted, hvor de er interesserede i mig som kunde, ikke som reklamemodtager eller dataleverandør. Jeg har en række forskellige tjenester liggende på subdomæner under ufora.dk. Jeg har tidligere skrevet om noget af det her.
Skulle man starte en forening, kunne man have den digitale infrastruktur oppe at køre på et par timer – ikke nødvendigvis designet, men samarbejdsværktøjerne ville i hvert fald være der.

Så det handler ikke længere på samme måde om at bygge infrastruktur. Man kan sætte tingene op og køre. Det, som det handler om, er indholdet!

Linux: Hvorfor alternative styresystemer?

Microsoft Windows er overalt, krydret med en lille, omend voksende gruppe af Mac-entusiaster.
At bruge en PC er for mange synonymt med at sidde foran Windows. Ikke desto mindre får open source-systemet Linux stadigt flere tilhængere med tiden.
Så hvorfor skal man prøve et alternativt system?
Hvorfor er det, for nu at sige det, fedt?

Nyt, spændende og anderledes

Det er til Linux-udviklingens fordel, at man ikke er så bundet op på virksomheders beslutningsprocesser, strategier og behovet for at klemme hver en øre ud af sidste version af et program, før den næste version sendes på markedet. Derfor eksperimenteres der på livet løs, og resultatet er anderledes brugerflader, som spænder fra fjollede indfald (ville det ikke være fikst, hvis din mus trak
et spor af flammer, når du bevæger den henover skærmen?) til dybt seriøse eksperimenter med brugervenlighed og tilgængelighed for brugere med handicaps.

Man er villige til at vende tingene på hovedet, ryste posen og samle brikkerne på en ny måde; man sætter spørgsmålstegn ved alle de eksisterende løsninger – som hos Openbox: Kræver et styresystem et skrivebord? Som hos Calligra: Skal et tekstbehandlingsprogram være lineært, eller skal man kunne kaste rundt med en serie af tekstbokse, så alle spilleregler er åbne for, hvordan tingene skal flyde? Og skal man ikke også lige inkludere muligheden for at skrive noder ind direkte i teksten? Eller som man har tænkt hos Abiword-teamet: Man kan naturligvis
gøre et tekstbehandlingsprogram mere omfattende ved at tilføje funktioner; men kan man gøre det bedre ved at tage nogen ud? Skal en brugerflade holdes i 2D, eller skal man introducere Compiz og arbejde i 3D i stedet?

Opdateret på alle måder

Når der opdages et problem løses det, og opdateringerne sendes ud til brugerne. Ikke noget med en samlet opdatering lang tid efter, at man har fundet en løsning, fordi det lige passer i den etablerede praksis. Er der kritiske programfejl? De skal væk. Er der sikkerhedsfejl? Det kan vi ikke leve med – opdatering udsendt.

Fordi de fleste Linuxdistributioner bruger et centraliseret system til at administrere de installerede programmer med, så er det ikke bare grundsystemet, der opdateres, og så må man ud og venligst banke på hos de andre programleverandører. Nej: Alle dele opdateres, fra den meste grundlæggende kerne og ud til programmerne og deres udvidelser.

Dette her er ikke 1990 – vi skal ikke ud og købe vores programmer i en plasticindpakket papæske, når den nye version er udkommet og endelig nået frem til forretningen. Et hurtigt download, og man har et system, man kan være tryg ved.

Utallige brugerflader

”Hvad er det, du kører med? Det ligner ikke noget, jeg har set før. Linux, siger du? Det har jeg set før, men det så ikke sådan ud…” –
det er meget muligt. Der er en lang række forskellige brugerflader, og de er så ekstremt fleksible, at man kan tilpasse sin brugeroplevelse uendeligt meget mere end med andre styresystemers færdigpakkede få muligheder.

Skal din værktøjslinie være i bund, top, højre, venstre? På den anden side, måske nej – du ved, hvilke programmer, der kører, du ved, hvad klokken er… så måske skal værktøjslinien bare spares væk? Eller måske skal der være to, hvor den ene er programgenveje og den anden aktive programmer? Måske en tredje til statusmeddelelser?

Skal din brugerflade samtidig fortælle dig, hvad vejret er i dag og i morgen, hvor varm din CPU er, hvor meget RAM og harddisk, der bliver brugt, og hvad det er for en melodi, medieprogrammet er i gang med?

Bare træk det ind. Det er jo bare præsentation af eksisterende data. Hvorfor skulle man lade sig begrænse? Friheden til at vælge kan godt stoppes i makulatoren, hvis du blot har tre tandløse valgmuligheder. Du er computerbruger i 2011. Ting kan lade sig gøre.

En vifte af filosofier

Det er fint med disse moderne redskaber – opdateret hver dag – men måske har du en maskine fra 2003. Er du så koblet af?
Naturligvis ikke. Det er hos Linux-folket, at netbooks mest er kommet til sin ret. Med ovennævnte valgmuligheder for de minimalistiske brugerflader og en lang programmer, der er lavet med det princip, at de skal være enkle og hurtige, kan man lave et stærkt værktøj ud af en svag maskine, som er beregnet til at være transportabel og ikke bruge så meget batteri, som man ser det med netbooks, eller en maskine, som ikke lige er fra dette år. Der er ingen grænse for, hvor mange computere folk kasserer eller stiller ind bagved i pulterkammeret, fordi de er blevet langsomme. En Linuxinstallation kan give den nyt liv og ofte lade den køre stærkere, end den gjorde som ny – uden at gå på kompromis. Moderne standarder, moderne arbejdsgange – men på en ældre maskine.
Det klemmer ganske enkelt bedre resultater ud af den.
Og har du en samtidig hardware – eller måske endda en halv-futuristisk gamermaskine – så har du to valgmuligheder: Du kan enten tage de minimalistiske programmer og få respons på millisekunder – eller du kan bruge dens muskler til at køre et af de mere omfattende systemer med et læs af animationseffekter, og hvor alle programkomponenter bindes sammen med hinanden
– hvor man virkelig kan få det fulde udbytte af, at programmerne opbygges efter fælles standarder, så programintegrationen er helt i top, og man får en helhedsoplevelse, hvor man hver dag finder nye smarte funktioner, som hænger sammen med det overordnede system.

Velfungerende og veldesignet i såvel det funktionelle som det æstetiske.

Lydhøre udviklere

Udviklerne er kun en armslængde fra dig selv. Princippet er, at alle skal kunne inspirere udviklingen, og er man kompetent, kan man måske endda selv være med. Ikke noget med den situation, hvor man har et irritationsmoment, som man endda har en løsning på, men som man brænder inde med, fordi en mastodont af en softwareproducent ikke er interesseret i kundernes feedback.
Hvorfor være kunde et sted, der er mere end villige til at malke éns tegnebog, men komplet uvillige til at engagere sig i dine behov, som de påstår at arbejde på at dække?
Igen, det er 2011, og medierne findes. I open source er kanalerne åbne – ros og kritik bliver lyttet til. Det er ikke ualmindeligt, at man indberetter en fejl eller en god idé, og blot uger efter kan man se en ny opdatering, hvor éns idé er implementeret.
Hvor ofte ser man det hos de store virksomheder?
Sløvhed og bureaukrati – nej, tak.
Hvis det er et sted, hvor man ved, at tempoet skyldes, at tingene bliver gennemtestet og udviklet gennem en omhyggelig proces, så er det naturligvis berettiget – det har vi også i Linux-verdenen. Men hvis der går år og dag imellem opdateringer og nyudvikling, og resultatet så er så gennemgribende uimponerende, at man tager sig til hovedet – ikke mindst på grund af den svimlende pris –
kan man så leve med det? Er man villig til det? Er man forbruger, eller er man med i processen? Ser du noget, der kan gøres bedre, og du kan gøre det – så præsenter udviklerne for det. Næste gang, du har produktet mellem hænderne, er det blevet bedre.

Ret og rimelighed

Prisen kommer vi ikke udenom. For den er særdeles fordelagtig. Langt størstedelen er gratis, og en ret stor del af det, som man kan betale for – det er faktisk ikke noget, man behøver, men noget, som man kan skyde ind i projektet. Open source-modellen lægger som udgangspunkt op til, at det, som man betaler for, er support og service. I nogle tilfælde kan der være ting som codecs,
som ikke er frit tilgængelige, men som man så kan købe brugsretten til.
Projekterne vil jo generelt gerne støttes, og det står én frit for at bidrage efter evne. Det kan jo også være, at man ligger inde med noget andet, som de gerne vil have – man kan for eksempel overveje at oversætte et program til dansk, så de mindre engelskkyndige her til lands også kan bruge programmerne.
Måske vil man oversætte dokumentationen, så manualerne kommer til at foreligge på dansk. Måske har et open source-projekt haft stor succes med at tiltrække programmører, men ikke
skribenter – så måske er der slet ikke noget dokumentation, eller måske er den ikke beregnet til folk uden stor IT-indsigt. Så kan man gøre en stor forskel ved forklare fremgangsmåden
på en sådan måde, at programmet pludseligt bliver anvendeligt for en større skare.
Mange Linuxbrugere har ønsket at frigøre sig fra pirat-mentaliteten – det er jo yderst almindeligt, at folk på ulovlig vis deler de computerprogrammer, de har brug for.
Nogle forsvarer sig selv på nærmest filosofisk vis, at data af princip bør være fri, og at mennesker bør dele. Under alle omstændigheder er det kriminelt, og såvel ulovligheden som  beregneligheden i pirateriet er noget, som mange gerne vil undgå. Linuxsystemerne er betalelige – ofte kun et download væk – og de forskellige Linuxvarianter er som oftest udstyret med programmer til en lang række opgaver.
Brænderprogram – ikke mere pirateri af Nero.
Kontorpakke og avanceret emailklient med kalender – ikke mere pirateri af MS-Office.
Layoutprogram – ikke mere Publisher;
Grafikprogram, ikke mere Photoshop – og så videre.

Tilfredsstillelsen ved at kunne klare sig igennem studier, arbejde og privatliv uden at skulle skaffe programmer ulovligt fra tvivlsomme kilder skal ikke undervurderes.

Prøvekørsel uden risiko

Så værsågod. Det ligger lige foran jer.

Og man kan endda prøve en Linuxdistribution – som de forskellige Linuxvarianter kaldes – uden at installere det på sin harddisk. LiveCD’er – en anelse misvisende, for de kan køres fra en USB-disk også, ikke kun fra CD’er, og nogle af dem kommer i DVD-størrelse – fungerer på den måde, at man indsætter CD’en – eller USB-disken eller DVD’en, hvad det nu er – sætter maskinen til
at starte op fra dette medie, og starter den.
Linuxsystemet vil blive indlæst – i RAM. Det vil sige, at man har et fungerende system, som alene kører i arbejdshukommelsen.
Man påvirker altså ikke det system, man har på sin computer i forvejen! Medmindre man udtrykkeligt ønsker at gøre det – for eksempel fordi der er en beskadiget opstartsfil på harddisken, så man ikke kan starte op – rører Linuxsystemet ikke ved harddiskinstallationen.
Fordi live-systemet kan få adgang til harddisken, hvis man ønsker det, kan det også bruges til at trække filer ud fra en beskadiget disk, hvis styresystem man ikke kan komme ind i.
Kort sagt: Da de mest udbredte Linuxdistributioner kan downloades gratis, og man kan teste dem uden at gøre skade på det, man har i forvejen, er der rige muligheder for at gå på opdagelse i de muligheder, der er i Linuxverdenen.

Først bragt i Fri IT #2

Edvard Brandes’ tale ved Hørups bisættelse

Jeg skal bringe en tak fra Hørups efterladte til dem, der i dag er kommet her til stede, og dernæst skal jeg bringe en tak fra alle Hørups venner og medarbejdere, fra hver af dem, der glad og frivillig gav sig ind under ham som deres fører.
Hans ord har pløjet landet som hærpile, og de blev forstået af enhver, som forstod det gode danske.
Hans tanker omformede bevidsthederne, udvidede synet, gennemsyrede viljerne.
Hørup lærte os, at der kan tænkes lige så stort i et lille land som i et større, og det var ligesom fædrelandet udvidede sig for os ved hans tale.
Hans sjæl var som et verdensrige, og hans sind var altid som en skabelsens dag.
Der fandtes ikke uretfærdighed i hans sjæl, og han bevarede en levende samfølelse med alt, der led; derfor var hans dag ofte fuld af uro, smerte og oprevethed.
Hørup burde have skrevet vore love, måske havde vi da ikke fået så mange, men de ville være blevet bedre.
Trofast og modigt banede han vej for dem, der skulle komme efter.
Hans hjerte bankede stærkt for frihedens sag, så længe det slog, og unge frihedskære mænd følte sig aldrig alene, så længe Hørup levede.
Vort minde om ham vil aldrig blive glemt.
Land og folk står i dyb gæld til ham.
Han krævede ikke denne gæld indfriet, mens han levede, men han kræver det efter sin død.
Han vil kræve, at vi skal virke i hans ånd, skabe Danmark stort ved aldrig at tænke eller handle småt.

Fra Kolding Folkeblad fra den 24/2 1902 via Peter Lauritsen på Facebook.

Gitbook

Jeg har på det seneste været imponeret af Gitbook.
Det er en ret elegant løsning til at lave udgivelser. Jeg har tidligere set mig lidt om for de platforme, der findes til at udgive bøger – dels fordi jeg gerne vil kunne checke tekst ind i blokke, dels fordi nogle de projekter jeg har været inde i har fået bidrag fra flere skribenter på forskellige platforme, og det har ikke været uden gnidninger, medmindre vi var nede i ren Markdown-tekst eller LaTeX.
Her bringer vi så Gitbook ind. Som navnet antyder, så kan man bruge Git til det, men den webbaserede brugerflade er også rigtigt fin. Og det, der genereres, når man fodrer den med tekst, er meget nydeligt!
Der kommer et ret markant Gitbook-logo på forsiden, men det er også fint til det, jeg bruger det til. Det bemærkede jeg også hos Open Data School fra Virk.dk – man har lavet et inspirationskatalog til brug af åbne data, hvor man kan sige, at det er ret passende, at det foregår på Gitbook – og det var da jeg faldt over den, at jeg bemærkede Gitbook.

Digitale nostalgier, kapitel 2

image image

Lidt lettere end det foregående tema: Jeg har haft en lidt sjov erkendelse dag. Det er meget tænkeligt, at dette her er rasende banalt for dem, der er født ved årtusindskiftet, men selv om jeg ikke nærmer mig støvets år endnu, så er jeg trods alt vokset op på et tidspunkt, hvor en telefon var vægmonteret og kun kunne bruges til at tale i.

Men jeg kom jo til at tænke på, at selv om jeg bruger min telefon mange af døgnets timer, så bruger jeg den ikke specielt som telefon. Med den enkle undtagelse, at jeg tager telefonen, når jeg bliver ringet op Og det er næsten altid min kone. og så tager jeg dem ved at trykke på en knap på skærmen.
Så jeg bruger nærmest aldrig telefon-genvejen. I dag slog det mig, at jeg jo bare kunne… fjerne den?
Mere rebelsk er tanken vel heller ikke, men det siger stadig, at telefonen ikke længere, om jeg så må sige,er det. Skulle man begynde at kalde den noget andet?

Digitale nostalgier, kapitel 1

Opmærksomme læsere (okay, her er ikke så meget trafik, men vi er her) vil bemærke, at der er kommet nogle engelsksprogede indlæg på denne ellers dansksprogede side.

Årsagen er, at jeg er i gang med at afvikle en hjemmeside. Mit gamle domæne Writtenandread.net, som jeg registrerede, da jeg flyttede til USA i 2009, er ved at udløbe. I dag, specifikt. Jeg har derfor overført nogle indlæg hertil, selv om de måske antager lidt mere personlig karakter – Ken Robinsons indlæg om skolers påvirkning af kreativitet var relevant for samfundet, men satte også mange personlige tanker i gang for mig, ligesom kortlægningsprojektet med Ushahidi og Open Streetmap, der bruges til kortlægning af en humanitær krise.

Men når jeg siger nostalgi underdriver jeg ikke. På det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om jeg skulle blive amerikaner og skabe et liv dér til mine dages ende. Min søn var 1½ år gammel og i gang med at finde sit sprog, og min datter Izabel skulle blive født på et hospital i Brooklyn i december 2010. Jeg er glad for, at jeg boede der, men har ikke fortrudt min flytning tilbage til Danmark, ligesom jeg ikke fortrød min flytning fra Odense til hovedstaden (stol på mig: kontrasten var næsten ligeså stor). Jeg registrerede Written and Read for at have en engelsksproget profil, og jeg havde nogle projekter i gang, som jeg ville bruge siden til platform for – hvilket jeg i et vist omfang endte med ikke at gøre. Jeg ville også bruge siden til litteraturanmeldelse, og der kom også lidt, men mit fokus er altid gledet til teknologi og generelle kommentarer.
Det føles som en flytning. Det føles, som om jeg er ved at flytte møblerne ud og gøre rent i det hjem, jeg ikke længere skal bo i. En hjemmeside er aldrig så virtuel, at den ikke er virkelig – man ender med at lægge så megen tid og energi i den, at den får sit eget liv.