Jeg er jo mere skeptiker end kritiker, men det her lyder som et fornuftigt prisme at se det igennem.
https://www.linkedin.com/posts/thomasryberg_problembaseret-l%C3%A6ring-pbl-activity-7022484274662498304-tyGF/
Via Thomas Ryberg på Mastodon: Link
Kloge Emilie Loiborg har skrevet om den nye AI-forordning på Radar –
Ekspert i digital forvaltning: Ny AI-forordning vil ramme bredt
I denne analyse giver advokat hos Horten Emilie Loiborg, der har speciale i digital forvaltning og persondataret, en række bud på, hvilke vurderinger og krav EU’s kommende AI-forordning vil stille til myndigheder og virksomheder.
https://radarmedia.dk/ekspert-i-digital-forvaltning-ny-ai-forordning-vil-ramme-bredt/
Interessant interview i Wired med Gargron:
The Man Behind Mastodon Built It for This Moment: People fleeing Twitter have turned to Eugen Rochko’s alternative. He says social networks can support healthy debate—without any one person in control.
https://www.wired.com/story/the-man-behind-mastodon-eugen-rochko-built-it-for-this-moment/
Jeg er med på, at personskatterne i forhold til mange offentligt ansatte ikke siger så meget om, hvad kongeriget faktisk tjener penge på – men det gør stadig indtryk på mig, at de udgør så stor en del af skattemidlerne.
Det er megen skepsis i disse tider om de store sociale medietjenester. Det er begyndt at blive synligt, hvor megen datahandel der faktisk sker.
(Indskud: Siden jeg begyndte at skrive dette indlæg i går, har Elon Musk lavet en større investering i Twitter, muligvis tvunget til det. Det er der meninger om, og det gør i hvert fald ikke indlægget mindre relevant)
Men der er alternativer til de store tjenester. I nogle tilfælde er det små tjenester, der gerne vil samme sted hen som de store, men der er også nogle tjenester, hvor det er flere aktive, men hvor de ligesom klikker ind i hinanden. Federated services, som man siger. Det er altså flere servere, det kører samme slags system, men som kan kommunikere sammen – lidt ligesom du godt kan få emails fra andre tjenester end den, du bruger.
Der er flere bud på dette – jeg har tidligere haft en konto på diasp.org, som var en server, der kørte Diaspora – en tjeneste, der var tænkt som et alternativ til Facebook og, som navnet antyder, var tænkt til dem, der var på flugt fra den. Jeg kunne godt lide at bruge Diaspora, og bortset fra alt det kommercielle, så tjente den meget de samme formål og funktioner som FB. Imidlertid var der ikke ret mange af mine bekendte, der var på Diaspora, så det begrænsede mulighederne – og et socialt netværk uden et netværk er ikke rigtigt socialt. Så det nåede ikke så langt. Systemet var fint, apps var okay, det hele var sådan set klart – det var bare en ret ensom affære.
Men i de senere år er der kommet fut under Mastodon. Den minder på mange måder meget om Twitter – kortere beskeder, medier, videoer – men igen kører den på en måde, hvor man kan køre sin egen server – én selv, ens firma, ens forening, hvad der nu måtte passe. De enkelte installationer kaldes instances, som jo nok tungt lader sig oversætte til instanser? Jeg har selv en konto på mstdn.io – https://mstdn.io/@mjjzf. Selv om jeg jo så overlader mine data til en tjeneste, så er den hele vejen tænkt til, at det ikke er enten-eller – at man kan hive sine data ud og importere andetsteds, hvis det giver mere mening:
Jeg følger jo så brugere fra en del forskellige instanser med en del forskellige tilgange – men jeg kan bruge min konto til at følge og skrive til dem på tværs. Og her kommer så en del af pointen: Der er faktisk rigtigt mange (for mig) rigtigt interessante brugere! Og mange at tale med, og mine opslag kommer lidt omkring, hvis de er interessante nok. Der er klart en følelse af, at som personligt socialt medie er det ret meget en fornøjelse. Eftersom der ikke er en reklamefinansiering og aggressive algoritmer, kan man så til gengæld overse ting, der blev postet udenfor det tidspunkt, hvor jeg er vågen – hvilket også gør, at hvis man ellers var på Twitter af marketing-hensyn, så er det en lidt sløj oplevelse. Men det kan man så glæde sig over, ikke mindst lige nu hvor der er den kedelige side af en valgfest på Twitter.
Mastodon fik i øvrigt kort opmærksomhed for at være den bagvedliggende platform for Trumps sociale medie med det nok misvisende navn Truth Social, omend det afstedkom en løftet pegefinger fra udvikleren for ikke at følge forpligtelserne i licensen. Det siger om ikke andet, at man kan lave et univers med de regler og den stil, man synes om. Der er også temaer som antifascistiske kooperativer og manga-entusiaster, hvis det er den retning, man trækker. Under alle omstændigheder kan man stadig blive koblet på med folk på tværs.
Joinmastodon.org har en liste over servere, man kan blive oprettet på, og Per Axbom har skrevet en velformuleret hurtig introduktion til at komme i gang med – så er man godt på vej.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering laver deres rekrutteringssurveys. Det kan man få lidt ud af, hvis man arbejder med beskæftigelsesområdet eller arbejdsmarkedet fra andre vinkler:
STAR: Rekrutteringssurveys
Men én ting, som der prikker til mig hver gang, er deres begreb “forgæves rekrutteringer”. Det dækker over, at virksomheden ikke har fået den kandidat, de ønskede ud fra definitionen at “stillingen ikke blev besat eller besat med en person, som ikke havde alle de ønskede kvalifikationer”.
Men er det sidste nødvendigvis skidt? Kunne det være noget så bekymrende som… inklusion? Et fleksibelt arbejdsmarked? Det udgør 13%, hvor 16% slet ikke er blevet besat – disse 13% svarer til over 58.000 besatte jobs.
Interessant nok er næste spørgsmål i deres survey det følgende billede:
De oplysninger synes jeg ærligt talt er væsentligt mere interessante end at at sætte et “forgæves”-mærkat på det.
Hvad nu hvis det har givet en bogligt mindre stærk, fagligt mere stærk medarbejder en mulighed? Hvis det er blevet til to fleksjobs?
Er vi ikke ærligt talt dér i arbejdsmarkedets udvikling, hvor det ikke kan nytte noget at publicere sådan noget unuanceret?
(This was first posted on the discontinued blog at mjjzf.eu)
I am, indeed, a bureaucrat. This one gets me every time:
The Man In The Bowler Hat
I am the unnoticed, the unnoticable man:
The man who sat on your right in the morning train:
The man who looked through like a windowpane:
The man who was the colour of the carriage, the colour of the mounting
Morning pipe smoke.
I am the man too busy with a living to live,
Too hurried and worried to see and smell and touch:
The man who is patient too long and obeys too much
And wishes too softly and seldom. I am the man they call the nation’s backbone,
Who am boneless – playable castgut, pliable clay:
The Man they label Little lest one day
I dare to grow. I am the rails on which the moment passes,
The megaphone for many words and voices:
I am the graph diagram,
Composite face. I am the led, the easily-fed,
The tool, the not-quite-fool,
The would-be-safe-and-sound,
The uncomplaining, bound,
The dust fine-ground,
Stone-for-a-statue waveworn pebble-round
Der er en tanke, der stadig oftere melder sig for øjeblikket.
Bekymring er oppe i tiden. Jeg har netop brugt en del tid på at få styr på, hvad GDPR kommer til at betyde for det arbejde, jeg har, og det har fået os til at tale en masse om overvågning og lemfældig omgang med folks personlige oplysninger i forhold til svindlere, virsomheder, der gerne vil profilere mere end hvad rart er – og så videre.
Ingen tør at tage en professionel risiko i det nuværende klima, fordi alle er angst for at miste deres job, selv om selv ministeren er presset til at indrømme, at det muligvis går okay.
Terror, klima og så videre. De skyder i gaderne.
Det er med andre ord suspekt og kritisabelt at være optimist. Bare sådan, i det hele taget. Jeg lover at afgrænse det, så det ikke tager overhånd.
For jeg er faktisk teknologisk optimist. Altså, jeg har jo altid været glad for, hvad man kan. Og det virker måske enormt gammelmandsagtigt med denne her form for optimisme.
Men jeg er fascineret af, at jeg kan tage min computer op af lommen og gøre vilde ting.
Det er selvfølgelig min telefon, jeg taler om, men den bærer ikke megen lighed med denne her stik-i-væg-tingest, vi havde i mit barndomshjem.
For et stykke tid siden var jeg i Frederiksberg Have. Jeg tog en masse billeder med telefonen. Det er jo nu et kamera. Vor familie har et godt kamera, men der kom bare et tidspunkt, hvor telefonerne var så god kvalitet og nemt ved hånden, at det virkede fjollet at tage det store kamera med – som jeg altid var øm om og måtte beskytte mod stød fra det ene og det andet.
Men jeg tog altså en masse billeder, som jeg ville dele.
Så jeg loggede ind på min konto hos Gigahost, oprettede et subdomæne under ufora.dk, uploadede Bizou, en fiks lille galleri-software, som genererer et billedgalleri, når man lægger fotos i billedmappen.
Så havde jeg på et øjeblik en hjemmeside med et billedgalleri, som kunne deles. Det hele foregik med Solid Explorer på min OnePlus 3T. Jeg har siden samlet ældre, ret spredte billeder og lagt i det galleri. Det er en nem måde at arbejde på.
På samme måde hjalp jeg en bekendt med at oprette en WordPress-blog. De, der har gjort det, vil medgive, at det ikke er voldsomt indviklet, men at man lige kan gøre det fra telefonen, når man sidder i det fri – det er alligevel fascinerende.
For et stykke tid siden sad jeg og spiste frokost på en lokal café. Jeg var i gang med at læse en bog på min Kindle app, da jeg checkede min Mastodon-konto og så, at Klaatu fra Gnu World Order anbefalede Dokuwiki til når man hurtigt skal knalde noget dokumentation sammen på et projekt.
Det er snart nogle år siden, jeg har haft fat i Dokuwiki (og hadede designet), så igen: Jeg oprettede et subdomæne og uploadede Dokuwiki og har siden leget lidt med det (efter at have skiftet temaet, som stadig er… uinspirerende).
At de her ting kan lade sig gøre – det er bare fedt. Og fascinerende. Og det giver altså nogle muligheder. Jeg vil ikke underkende forskellen mellem at arbejde professionelt med ting og så på hobbyplan, men der er altså nogle muligheder. Denne her side kører WordPress. Det gør det Hvide Hus, The Walt Disney Company og Time Magazine også. Det gør ting mulige. Jeg har filer på Nextcloud. Her har jeg forskellige filer til deling og kunne også bruge det til kalender og opgavestyring, hvis jeg ikke allerede havde opsat en løsning.
Du vil måske indvende, at man kunne lave hjemmesider og gøre en masse andre ting med Google-tjenester, gratis blogs og så videre.
Men det hele bor hos mig! Okay: Jeg ejer ikke et professionelt datacenter (selv om det kunne være fedt), men har det liggende hos min danske hosting-udbyder – førnævnte Gigahost. Et datacenter underlagt dansk lov, og som har været pålideligt gennem årene, jeg har haft det. Et sted, hvor de er interesserede i mig som kunde, ikke som reklamemodtager eller dataleverandør. Jeg har en række forskellige tjenester liggende på subdomæner under ufora.dk. Jeg har tidligere skrevet om noget af det her.
Skulle man starte en forening, kunne man have den digitale infrastruktur oppe at køre på et par timer – ikke nødvendigvis designet, men samarbejdsværktøjerne ville i hvert fald være der.
Så det handler ikke længere på samme måde om at bygge infrastruktur. Man kan sætte tingene op og køre. Det, som det handler om, er indholdet!
I forbindelse med min undervisning i Forvaltningsret på Professionshøjskolen Metropol er jeg begyndt at samle en side med principper. Jeg har benyttet muligheden til at eksperimentere lidt med det meget lovende flatfile-CMS Grav til at oprette en side på forvaltningsret.ufora.dk.
Så har jeg også en undskyldning for at øve mig på Markdown…