Jeg har et tilbagevendende fænomen, som jeg i en engelsksproget Twitteropdatering betegnede som social media fatigue, en træthed eller mathed som er forbundet med, men rimeligvis nok ikke forårsaget af sociale medier.
Det er ikke første gang. Det er efterhånden blevet en årlig ting og ved nærmere eftertanke måske i virkeligheden i familie med min forårstræthed. Under alle omstændigheder tager jeg med jævne mellemrum en måneds ferie fra de sociale medier, hvilket for mit vedkommende er en vis portion Twitter, en større dosis LinkedIn og et omfattende forbrug af Google Plus. Således også denne gang med start 2. marts.
En gang imellem må man stoppe op og spørge hvorfor. Selv om jeg ikke husker hans navn, husker jeg meget tydeligt en digital fortaler, som talte om, hvordan man godt kan opbygge en stærk relation, selv om man ikke faktisk har andet end det digitale netværk, der forbinder folk. Det er en gammel artikel, så jeg tænker, at det nok har været tale om chat, mailinglister og fora. Ikke mindre interessant var det så, da han gik voldsomt ned med flaget og meldte klart ud, at et fjernvær ikke erstatter et nærvær, og at han ville hellige sig de personlige og virkelige relationer.
Så spørgsmålet hvorfor det føles væsentligt at benytte sig af digitale medier lægger op til overvejelse.
Nogle gange kan man jo mærke, at folk har noget på hjerte – men det meste af vejen er det mere som mere eller mindre overvejede pressemeddelelser for at signalere sig selv. Det formildende ved LinkedIn og dens tilgang til professionelt netværk er, at man ikke har helt så meget jeg-er-en-finkulturel-ekstremsportudøvende-filosofilæsende-psykologiinteresseret-samfundsdebattør-ved-siden-af-mit-debitorbogholderjob, men trods alt anerkender, at det er en personlig reklamesøjle.
Opdatering 17. marts –
Efter sådan et stykke tid kan jeg begynde at gøre mig tanker om, hvad det egentlig betyder. Også nogle erkendelser (okay, bekræftelser) om, hvordan vanerne kommer til udtryk.
Min vane under almindelige omstændigheder er, at når dagen starter, så checker jeg min email og de sociale medier. Jeg følger trods alt tilstrækkeligt mange mennesker fra alle tidszoner til at jeg lige vil se, hvad der er sket siden jeg gik i seng.
Men en ting er, hvad der kommer fra de mennesker, jeg kender – i det omfang, jeg kender dem, naturligvis: Først mine venner og bekendte fra den såkaldt virkelige verden, næste er dem, jeg har stiftet bekendtskab med over de digitale medier. De kommer med mange interessante kommentarer. Men ligeså stor forskel gør det med nyheder og lignende – jeg følger jo trods alt både nyhedsmedier og mange infojunkies. Jeg kan mærke, at jeg føler mig meget uorienteret nu hvor jeg ikke plejer at få de sædvanlige ting ind – også selv om jeg nu starter dagen med lige at checke DR Nyheders app, Den Fri (ikke længere aktiv, wayback-link), de daglige nyhedsbreve fra Version2 og Politiko, Føljeton, som jeg abonnerer på, og RSS-feed fra Lxer – og naturligvis min email. Det er noget andet, og det går op for én, hvor stort et apparat af data, der fodrer én dagligt – og i hvilket omfang man lever i en filter bubble.
Tankevækkende er det, at før jeg begyndte at bevæge mig på sociale medier havde jeg slet ikke det medie- og nyhedsforbrug, som jeg har nu. Så man bliver også dresseret til at se sig omkring – og i en eller anden grad orientere sig efter det, som éns bekendte finder inspirerende.
Jeg brugte Facebook tidligere – og også som del af mit arbejde. Men den indekserer jo folk i en sådan grad, at man ender med gamle skolekammerater og alt muligt andet ros – og det er der jo ikke nogen, der bliver inspireret af. Så det kommer også lidt an på kanalen – eller måske mit syn på den. Jeg opfattede aldrig rigtigt Facebook som andet end et legetøj. Måske var det alle spillene og reklamerne.
Jeg mærker, hvordan jeg får nogle reaktioner i løbet af en dag. I forgårs blev det “moderne kontanthjælpsloft” vedtaget, noget, som jeg ved, at mange af mine bekendte vil have stærke følelser og klare holdninger til; dér havde jeg en følelse af, at hele den rigtige diskussion foregik på de medier – og jeg følte mig meget afkoblet. Da min kone og jeg talte om hendes nye gruppe med undervisning i ungarsk var min første reaktion naturligvis også at sprede budskabet – men det var jo så ikke ad den vej.
Da jeg gik i gymnasiet ville min psykologilærer, når vi havde undervisning om eftermiddagen, holde kridtet som en cigaret (det er først nu hvor jeg skriver det, at jeg finder sjovt, at det netop var psykologilæreren). Jeg ved ikke, om han var under afvænning eller bare havde behovet for det næste søm – men jeg genkender, hvordan hjernen klikker ind i et bestemt gear. Jeg vil ikke beskrive det som en abstinensreaktion, for jeg ser det stadig som et forbrug og ikke et misbrug – men det er i hvert fald i grænselandet mellem en psykisk og en fysisk reaktion, og det er under alle omstændigheder tankevækkende.
Opdatering 25. marts –
Kommunikationsformer – en illustration: Jeg er løbet tør for kaffe og sidder og drikker Earl Grey. Hvilket er fint, men ikke det, jeg gik efter. Det vil være en fuldstændigt almindelig ting at notere på en af de sociale mediekanaler. Nu slår det mig, hvor besynderlig en ting, det vil være at skrive eller sige til nogen.
‘Nu skal du høre – situationen er sådan, at -‘
Never gonna happen. Sjov forbindelse. At jeg skriver den ned her understreger mistanken om, at det bare er en anden måde at… tale med sig selv.
