jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning
selvom mange gerne vil anskue det geometrisk
i den store forsimplings navn
___
Fra Fredspiben, et digt af Theis Ørntoft.
Mere om Theis Ørntoft i interviewet Theis Ørntoft: ’Verden er skizofren’ fra Information 2009.
Man ser en falmet sofa, med møl og larver i –
7 bøger på en hylde, et gammelt liberi,
en dragt fra sidste sekel – og så lidt brun tobak,
– her ligger Danmarks håb og spiller skak.
Han tar en bog i tanker – og lægger den til siden,
– man må for fanden bruge studietiden.
Så står han op og lægger små kort i en kabale,
– man må ha tid at lægge sig i dvale.
Så vågner han og tænker: Nu må jeg se min bog,
men først i hvert fald ha lidt kaffekog,
og så en lille krudtka’l – min bedste cigaret,
– det styrker og gør livet mere let.
Så tar han overfrakken og går en lille tur,
– det skal man helst, før hjernen rigtig dur,
og så en lille sviptur på Smuks barbersalon,
– for ydret må i hvert fald være fjong.
Så får han lidt at spise på l’Université
og grubler på en verdensstatsidé.
Og så går han i byen, man må jo ha lidt sjov,
– i hjemmet fik man ikke rigtig lov.
Så sidder han og daser til lidt cafémusik
og køber sig en pige for en slik.
I morgendagens mørke blir pigen verfet ud:
– Man må da også hvile lidt ud, ved gud.
Jeg er på det seneste begyndt at dyrke Duolingo, en sprog-lærings-app. Mere specifikt dens Android-app, som fungerer rigtigt godt.
Det er et produkt, der kan noget. Den rammer en fantastisk god balance i det, man skal, og i omfanget. Hver øvelse giver et antal XP, og man sætter selv hvor mange points der skal være det daglige mål. Så minder app’en én om, hvis man ikke er i mål. Desuden opererer de med “streaks” – hvor mange dage i træk man når sit mål.
Som man kan se er der et vist niveau af gamification i det. Og det plejer at irritere mig – men det er faktisk velfungerende. Man skal have lavet meget lidt for at blive rykket ned – men når man har været i gang i et stykke tid skal man alligevel en del øvelser igennem for at rykke op.
Prisen er hverken lav eller høj. 75 kroner kroner om måneden er ret meget for en app. Hvis jeg blev spurgt hvad jeg sagde til at købe en app for 900 kroner, så ville jeg nok sige tak, men nej tak – men det er jo faktisk hvad man ender med at lægge om året. og det er jeg villig til. Man kan jo også lukke abonnementet med det samme, hvis man ikke ønsker det.
Har lige været engageret i en diskussion om personlighedstests.
Det viser sig, at alle er tilhængere af det, de selv sælger, hvilket man nok kunne have mistænkt.
Det bliver ligeså stille kogt ind til at tolke på, hvad folk giver som feedback på whatever.
Så jeg tror, at jeg vil introducere KulturCoaching. Du skal læse Holberg, Dickens, Dostojevskij, Goethe og Gogol.
Derefter får du 8 spørgsmål om hver, og derefter vil jeg kunne beskrive dig mere præcist end de fleste tests.
Kender du dem, der beslutter sig for at løbe, men ikke kommer på gaderne før de har brugt 8.000 kroner på sko, tøj, løbeur og de der små flasker, man kan sætte på ryggen?
Sådan har jeg det med værktøj til at skrive med. Da jeg var yngre var kuglepenne, fyldepenne og papir – Cross? Parker? KaWeCo? Rent papir, linieret papir, store eller små notesbøger? Nu er det programmer og systemer.
Jeg har tidligere nævnt Gitbook, som er smart til udgivelse. Men måske ikke til skriveproces? Jeg elsker Focuswriter til skrivning. Men den gemmer på computeren. Er en online-løsning alligevel bedre? Nextcloud har jeg i forvejen installeret på en server. Nextcloud har et program til at skrive i Markdown, så der er basal formattering – men man kan også bruge meget energi på at få Markdown til at spille. Og i virkeligheden er det hele jo tekst! Så jeg kunne også vælge bare at knalde det hele ind i WordPress ligesom denne tekst. Så kunne det hele lægges ind lidt efter lidt uden at publicere teksten, og så kunne man komme ud med det hele til sidst.
I forlængelse af det: Man kan jo godt have en svaghed for en mobil løsning. Det kan jeg for eksempel med WordPress på Android. Så kan man tage det på computeren, når man har den ved hånden, og på telefonen, når man er hjemmefra. Nextcloud har også en note-app, som har en ledsagende Android Notes-app. Endelig er der et nyere værktøj, som ikke er uinteressant: Joplin. Et note-program, som kan gemme noterne i Dropbox, Onedrive og lignende – også Joplin har en Android-app.
Alt det her… er komplet ligegyldigt. Jeg kunne skrive på en papirspose fra Lagkagehuset, hvis det var det. De redskaber, jeg har nævnt, er glimrende. Men hvis man lader dem afgøre, hvornår man tager hul på opgaven, så er det bare undskyldninger.
Jeg har skrevet historier, siden jeg var barn. Min far har et billede, hvor jeg skriver på hans skrivemaskine, hvor jeg er – måske 12 år? Jeg skrev korte eventyr- og fantasihistorier. Det husker jeg som ret fantastisk.
Kender du den type, som var dygtige til at tegne i skolen, og når de så bliver voksne og bliver telefonsælgere, kirkeministre, kostvejledere eller hvor det nu ender, så går de alligevel rundt med en følelse af, at de kunne være blevet kunstnere, hvis de bare havde fokuseret lidt mere, blevet opdaget af én, der kunne hjælpe talentet på vej, havde satset lidt mindre på fodbold eller hvad det nu end var, der manglede. På den måde kan man gå rundt med en mere eller mindre abstrakt idé om talent.
Da jeg skrev historier som barn var de historier små. Sådan nogle, som man kan have i hovedet, mere eller mindre hele fortællingen fra start til slut. Nu undrer jeg mig til gengæld over, hvad det er, forfattere kan. Det virker åbenlyst, men jeg har faktisk svært ved at knække koden.
Jeg har mødt flere, der har skrevet bøger, og som man ikke ville vente det af. Folk som hverken virker specielt intelligente eller strukturerede, men som det alligevel er lykkedes at strikke flere hundrede sider sammen i et mere eller mindre sammenhængende slutprodukt.
Men når jeg tænker over idéer, der kunne blive historier, så kan jeg mærke, hvor hurtigt jeg kommer til kort. Dette her kunne blive en fantastisk fortælling! Men så skulle jeg skrive dialog, som virker ægte. Og indtil videre har jeg aldrig skrevet dialog, der virker mere overbevisende end en synkroniseret tysk slikreklame. Så er der også folk, der bruger mange ressourcer på at beskrive personerne og deres reaktioner som forberedelse. Det har jeg lidt svært ved at forholde mig til…
Men jeg har tænkt meget i den seneste tid på at skrive noget mere. Og måske er det ligeså meget spørgsmålet om at slå et lidt større brød op! Men en roman er meget omfattende. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv skrive noveller.
Nå ja, det er indledende tanker – og der er et behov for at komme ind i rutinen.
Jeg har på det sidste haft fat i Delta Chat.
Kender I det med, at man bruger en platform, som man synes er genial, men som man er den eneste, der bruger? Yep.
Programmet er overraskende nok en chat-app. Men den har et særligt twist. Vi har jo på det sidste hørt en del til den måde store virksomheder forholder sig til éns personlige oplysninger. Men kender vi en måde, man kan kommunikere på, hvor man ikke har givet det hele væk? Delta finder svaret – et uventet sted. Det der med at folk er begyndt at bruge chat, fordi email virker tungt? Den tager vi lige og vender på hovedet.
For Delta sender emails. Wow, Morten har opdaget emailklienten. Weil… It is and it ain’t.
For den ligner mest af alt Telegram eller WhatsApp. Det er bare email, der er kommunikationsprotokollen! Lad os kigge på den:
Så altså, rimeligt genkendeligt.
Lad os kigge på indstillingerne:
Herunder de enkelte sektioner:
Men man får nogle ting foræret ved at det kører gennem email. For der er ikke en masse bøvl med filformater, for det er en protokol beregnet til at man kan klistre enhver fil fast til den. Når Delta genkender et billede, så vises det. Genkender den ikke en vedhæftning, linkes der bare til den.
Som det ses i denne video, så indsætter jeg en EPUB, nogle billeder og en PDF. Det fungerer glat:
Sidst, men ikke mindst: Hvis man ikke har Delta, er man ikke helt låst ude – for den afleverer jo bare en email:
Som jeg læser deres hjemmeside, så er Delta endnu ikke til rådighed på Google Play Store, men den kan findes på F-droid, som er en alternativ app store, den kan installeres på iOS – og der er desktop-klienter under udvikling.
Der er en tanke, der stadig oftere melder sig for øjeblikket.
Bekymring er oppe i tiden. Jeg har netop brugt en del tid på at få styr på, hvad GDPR kommer til at betyde for det arbejde, jeg har, og det har fået os til at tale en masse om overvågning og lemfældig omgang med folks personlige oplysninger i forhold til svindlere, virsomheder, der gerne vil profilere mere end hvad rart er – og så videre.
Ingen tør at tage en professionel risiko i det nuværende klima, fordi alle er angst for at miste deres job, selv om selv ministeren er presset til at indrømme, at det muligvis går okay.
Terror, klima og så videre. De skyder i gaderne.
Det er med andre ord suspekt og kritisabelt at være optimist. Bare sådan, i det hele taget. Jeg lover at afgrænse det, så det ikke tager overhånd.
For jeg er faktisk teknologisk optimist. Altså, jeg har jo altid været glad for, hvad man kan. Og det virker måske enormt gammelmandsagtigt med denne her form for optimisme.
Men jeg er fascineret af, at jeg kan tage min computer op af lommen og gøre vilde ting.
Det er selvfølgelig min telefon, jeg taler om, men den bærer ikke megen lighed med denne her stik-i-væg-tingest, vi havde i mit barndomshjem.
For et stykke tid siden var jeg i Frederiksberg Have. Jeg tog en masse billeder med telefonen. Det er jo nu et kamera. Vor familie har et godt kamera, men der kom bare et tidspunkt, hvor telefonerne var så god kvalitet og nemt ved hånden, at det virkede fjollet at tage det store kamera med – som jeg altid var øm om og måtte beskytte mod stød fra det ene og det andet.
Men jeg tog altså en masse billeder, som jeg ville dele.
Så jeg loggede ind på min konto hos Gigahost, oprettede et subdomæne under ufora.dk, uploadede Bizou, en fiks lille galleri-software, som genererer et billedgalleri, når man lægger fotos i billedmappen.
Så havde jeg på et øjeblik en hjemmeside med et billedgalleri, som kunne deles. Det hele foregik med Solid Explorer på min OnePlus 3T. Jeg har siden samlet ældre, ret spredte billeder og lagt i det galleri. Det er en nem måde at arbejde på.
På samme måde hjalp jeg en bekendt med at oprette en WordPress-blog. De, der har gjort det, vil medgive, at det ikke er voldsomt indviklet, men at man lige kan gøre det fra telefonen, når man sidder i det fri – det er alligevel fascinerende.
For et stykke tid siden sad jeg og spiste frokost på en lokal café. Jeg var i gang med at læse en bog på min Kindle app, da jeg checkede min Mastodon-konto og så, at Klaatu fra Gnu World Order anbefalede Dokuwiki til når man hurtigt skal knalde noget dokumentation sammen på et projekt.
Det er snart nogle år siden, jeg har haft fat i Dokuwiki (og hadede designet), så igen: Jeg oprettede et subdomæne og uploadede Dokuwiki og har siden leget lidt med det (efter at have skiftet temaet, som stadig er… uinspirerende).
At de her ting kan lade sig gøre – det er bare fedt. Og fascinerende. Og det giver altså nogle muligheder. Jeg vil ikke underkende forskellen mellem at arbejde professionelt med ting og så på hobbyplan, men der er altså nogle muligheder. Denne her side kører WordPress. Det gør det Hvide Hus, The Walt Disney Company og Time Magazine også. Det gør ting mulige. Jeg har filer på Nextcloud. Her har jeg forskellige filer til deling og kunne også bruge det til kalender og opgavestyring, hvis jeg ikke allerede havde opsat en løsning.
Du vil måske indvende, at man kunne lave hjemmesider og gøre en masse andre ting med Google-tjenester, gratis blogs og så videre.
Men det hele bor hos mig! Okay: Jeg ejer ikke et professionelt datacenter (selv om det kunne være fedt), men har det liggende hos min danske hosting-udbyder – førnævnte Gigahost. Et datacenter underlagt dansk lov, og som har været pålideligt gennem årene, jeg har haft det. Et sted, hvor de er interesserede i mig som kunde, ikke som reklamemodtager eller dataleverandør. Jeg har en række forskellige tjenester liggende på subdomæner under ufora.dk. Jeg har tidligere skrevet om noget af det her.
Skulle man starte en forening, kunne man have den digitale infrastruktur oppe at køre på et par timer – ikke nødvendigvis designet, men samarbejdsværktøjerne ville i hvert fald være der.
Så det handler ikke længere på samme måde om at bygge infrastruktur. Man kan sætte tingene op og køre. Det, som det handler om, er indholdet!
Jeg har lavet et “Kigger mod horisonten med bekymring for fremtiden”-billede, som jeg vil henvise til, når folk siger noget på en måde, der antyder at jeg burde være meget mere bekymret, end jeg er.
