Jeg er på det seneste begyndt at dyrke Duolingo, en sprog-lærings-app. Mere specifikt dens Android-app, som fungerer rigtigt godt.
Det er et produkt, der kan noget. Den rammer en fantastisk god balance i det, man skal, og i omfanget. Hver øvelse giver et antal XP, og man sætter selv hvor mange points der skal være det daglige mål. Så minder app’en én om, hvis man ikke er i mål. Desuden opererer de med “streaks” – hvor mange dage i træk man når sit mål.
Har lige været engageret i en diskussion om personlighedstests.
Det viser sig, at alle er tilhængere af det, de selv sælger, hvilket man nok kunne have mistænkt.
Det bliver ligeså stille kogt ind til at tolke på, hvad folk giver som feedback på whatever.
Så jeg tror, at jeg vil introducere KulturCoaching. Du skal læse Holberg, Dickens, Dostojevskij, Goethe og Gogol.
Derefter får du 8 spørgsmål om hver, og derefter vil jeg kunne beskrive dig mere præcist end de fleste tests.
Kender du dem, der beslutter sig for at løbe, men ikke kommer på gaderne før de har brugt 8.000 kroner på sko, tøj, løbeur og de der små flasker, man kan sætte på ryggen?
Sådan har jeg det med værktøj til at skrive med. Da jeg var yngre var kuglepenne, fyldepenne og papir – Cross? Parker? KaWeCo? Rent papir, linieret papir, store eller små notesbøger? Nu er det programmer og systemer.
Jeg har tidligere nævnt Gitbook, som er smart til udgivelse. Men måske ikke til skriveproces? Jeg elsker Focuswriter til skrivning. Men den gemmer på computeren. Er en online-løsning alligevel bedre? Nextcloud har jeg i forvejen installeret på en server. Nextcloud har et program til at skrive i Markdown, så der er basal formattering – men man kan også bruge meget energi på at få Markdown til at spille. Og i virkeligheden er det hele jo tekst! Så jeg kunne også vælge bare at knalde det hele ind i WordPress ligesom denne tekst. Så kunne det hele lægges ind lidt efter lidt uden at publicere teksten, og så kunne man komme ud med det hele til sidst.
I forlængelse af det: Man kan jo godt have en svaghed for en mobil løsning. Det kan jeg for eksempel med WordPress på Android. Så kan man tage det på computeren, når man har den ved hånden, og på telefonen, når man er hjemmefra. Nextcloud har også en note-app, som har en ledsagende Android Notes-app. Endelig er der et nyere værktøj, som ikke er uinteressant: Joplin. Et note-program, som kan gemme noterne i Dropbox, Onedrive og lignende – også Joplin har en Android-app.
Alt det her… er komplet ligegyldigt. Jeg kunne skrive på en papirspose fra Lagkagehuset, hvis det var det. De redskaber, jeg har nævnt, er glimrende. Men hvis man lader dem afgøre, hvornår man tager hul på opgaven, så er det bare undskyldninger.
Jeg har skrevet historier, siden jeg var barn. Min far har et billede, hvor jeg skriver på hans skrivemaskine, hvor jeg er – måske 12 år? Jeg skrev korte eventyr- og fantasihistorier. Det husker jeg som ret fantastisk.
Kender du den type, som var dygtige til at tegne i skolen, og når de så bliver voksne og bliver telefonsælgere, kirkeministre, kostvejledere eller hvor det nu ender, så går de alligevel rundt med en følelse af, at de kunne være blevet kunstnere, hvis de bare havde fokuseret lidt mere, blevet opdaget af én, der kunne hjælpe talentet på vej, havde satset lidt mindre på fodbold eller hvad det nu end var, der manglede. På den måde kan man gå rundt med en mere eller mindre abstrakt idé om talent.
Da jeg skrev historier som barn var de historier små. Sådan nogle, som man kan have i hovedet, mere eller mindre hele fortællingen fra start til slut. Nu undrer jeg mig til gengæld over, hvad det er, forfattere kan. Det virker åbenlyst, men jeg har faktisk svært ved at knække koden.
Jeg har mødt flere, der har skrevet bøger, og som man ikke ville vente det af. Folk som hverken virker specielt intelligente eller strukturerede, men som det alligevel er lykkedes at strikke flere hundrede sider sammen i et mere eller mindre sammenhængende slutprodukt.
Men når jeg tænker over idéer, der kunne blive historier, så kan jeg mærke, hvor hurtigt jeg kommer til kort. Dette her kunne blive en fantastisk fortælling! Men så skulle jeg skrive dialog, som virker ægte. Og indtil videre har jeg aldrig skrevet dialog, der virker mere overbevisende end en synkroniseret tysk slikreklame. Så er der også folk, der bruger mange ressourcer på at beskrive personerne og deres reaktioner som forberedelse. Det har jeg lidt svært ved at forholde mig til…
Men jeg har tænkt meget i den seneste tid på at skrive noget mere. Og måske er det ligeså meget spørgsmålet om at slå et lidt større brød op! Men en roman er meget omfattende. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv skrive noveller.
Nå ja, det er indledende tanker – og der er et behov for at komme ind i rutinen.
Jeg har på det sidste haft fat i Delta Chat.
Kender I det med, at man bruger en platform, som man synes er genial, men som man er den eneste, der bruger? Yep.
Programmet er overraskende nok en chat-app. Men den har et særligt twist. Vi har jo på det sidste hørt en del til den måde store virksomheder forholder sig til éns personlige oplysninger. Men kender vi en måde, man kan kommunikere på, hvor man ikke har givet det hele væk? Delta finder svaret – et uventet sted. Det der med at folk er begyndt at bruge chat, fordi email virker tungt? Den tager vi lige og vender på hovedet.
For Delta sender emails. Wow, Morten har opdaget emailklienten. Weil… It is and it ain’t.
For den ligner mest af alt Telegram eller WhatsApp. Det er bare email, der er kommunikationsprotokollen! Lad os kigge på den:
Så altså, rimeligt genkendeligt.
Lad os kigge på indstillingerne:
Herunder de enkelte sektioner:
Men man får nogle ting foræret ved at det kører gennem email. For der er ikke en masse bøvl med filformater, for det er en protokol beregnet til at man kan klistre enhver fil fast til den. Når Delta genkender et billede, så vises det. Genkender den ikke en vedhæftning, linkes der bare til den.
Som det ses i denne video, så indsætter jeg en EPUB, nogle billeder og en PDF. Det fungerer glat:
Sidst, men ikke mindst: Hvis man ikke har Delta, er man ikke helt låst ude – for den afleverer jo bare en email:
Som jeg læser deres hjemmeside, så er Delta endnu ikke til rådighed på Google Play Store, men den kan findes på F-droid, som er en alternativ app store, den kan installeres på iOS – og der er desktop-klienter under udvikling.
Der er en tanke, der stadig oftere melder sig for øjeblikket.
Bekymring er oppe i tiden. Jeg har netop brugt en del tid på at få styr på, hvad GDPR kommer til at betyde for det arbejde, jeg har, og det har fået os til at tale en masse om overvågning og lemfældig omgang med folks personlige oplysninger i forhold til svindlere, virsomheder, der gerne vil profilere mere end hvad rart er – og så videre.
Ingen tør at tage en professionel risiko i det nuværende klima, fordi alle er angst for at miste deres job, selv om selv ministeren er presset til at indrømme, at det muligvis går okay.
Terror, klima og så videre. De skyder i gaderne.
Det er med andre ord suspekt og kritisabelt at være optimist. Bare sådan, i det hele taget. Jeg lover at afgrænse det, så det ikke tager overhånd.
For jeg er faktisk teknologisk optimist. Altså, jeg har jo altid været glad for, hvad man kan. Og det virker måske enormt gammelmandsagtigt med denne her form for optimisme.
Men jeg er fascineret af, at jeg kan tage min computer op af lommen og gøre vilde ting.
Det er selvfølgelig min telefon, jeg taler om, men den bærer ikke megen lighed med denne her stik-i-væg-tingest, vi havde i mit barndomshjem.
For et stykke tid siden var jeg i Frederiksberg Have. Jeg tog en masse billeder med telefonen. Det er jo nu et kamera. Vor familie har et godt kamera, men der kom bare et tidspunkt, hvor telefonerne var så god kvalitet og nemt ved hånden, at det virkede fjollet at tage det store kamera med – som jeg altid var øm om og måtte beskytte mod stød fra det ene og det andet.
Men jeg tog altså en masse billeder, som jeg ville dele.
Så jeg loggede ind på min konto hos Gigahost, oprettede et subdomæne under ufora.dk, uploadede Bizou, en fiks lille galleri-software, som genererer et billedgalleri, når man lægger fotos i billedmappen.
Så havde jeg på et øjeblik en hjemmeside med et billedgalleri, som kunne deles. Det hele foregik med Solid Explorer på min OnePlus 3T. Jeg har siden samlet ældre, ret spredte billeder og lagt i det galleri. Det er en nem måde at arbejde på.
På samme måde hjalp jeg en bekendt med at oprette en WordPress-blog. De, der har gjort det, vil medgive, at det ikke er voldsomt indviklet, men at man lige kan gøre det fra telefonen, når man sidder i det fri – det er alligevel fascinerende.
For et stykke tid siden sad jeg og spiste frokost på en lokal café. Jeg var i gang med at læse en bog på min Kindle app, da jeg checkede min Mastodon-konto og så, at Klaatu fra Gnu World Order anbefalede Dokuwiki til når man hurtigt skal knalde noget dokumentation sammen på et projekt.
Det er snart nogle år siden, jeg har haft fat i Dokuwiki (og hadede designet), så igen: Jeg oprettede et subdomæne og uploadede Dokuwiki og har siden leget lidt med det (efter at have skiftet temaet, som stadig er… uinspirerende).
At de her ting kan lade sig gøre – det er bare fedt. Og fascinerende. Og det giver altså nogle muligheder. Jeg vil ikke underkende forskellen mellem at arbejde professionelt med ting og så på hobbyplan, men der er altså nogle muligheder. Denne her side kører WordPress. Det gør det Hvide Hus, The Walt Disney Company og Time Magazine også. Det gør ting mulige. Jeg har filer på Nextcloud. Her har jeg forskellige filer til deling og kunne også bruge det til kalender og opgavestyring, hvis jeg ikke allerede havde opsat en løsning.
Du vil måske indvende, at man kunne lave hjemmesider og gøre en masse andre ting med Google-tjenester, gratis blogs og så videre.
Men det hele bor hos mig! Okay: Jeg ejer ikke et professionelt datacenter (selv om det kunne være fedt), men har det liggende hos min danske hosting-udbyder – førnævnte Gigahost. Et datacenter underlagt dansk lov, og som har været pålideligt gennem årene, jeg har haft det. Et sted, hvor de er interesserede i mig som kunde, ikke som reklamemodtager eller dataleverandør. Jeg har en række forskellige tjenester liggende på subdomæner under ufora.dk. Jeg har tidligere skrevet om noget af det her.
Skulle man starte en forening, kunne man have den digitale infrastruktur oppe at køre på et par timer – ikke nødvendigvis designet, men samarbejdsværktøjerne ville i hvert fald være der.
Så det handler ikke længere på samme måde om at bygge infrastruktur. Man kan sætte tingene op og køre. Det, som det handler om, er indholdet!
Jeg har lavet et “Kigger mod horisonten med bekymring for fremtiden”-billede, som jeg vil henvise til, når folk siger noget på en måde, der antyder at jeg burde være meget mere bekymret, end jeg er.
Som det før har været diskuteret på disse sider, så kan jeg godt lide at holde mine services på den server, jeg har plads på. Det er Gigahost, som er min leverandør, men det er blot fordi jeg bliver ved med at være tilfreds.
I dag vil jeg skrive et par ord om Shaarli. Det er en tjeneste til at gemme links.
Hvis man sidder med én fast computer, så er det måske ikke for alvor en prioritering. Man køber en computer, den tjener én trofast indtil den dør, og man er bruger nr. 1 uden behov for bruger nr. 2.
I det her hus er der flere computere end mennesker. Jeg skriver på min Thinkpad x200, en fin brugt maskine jeg købte for et par måneder siden. Min søn fik min Lenovo Ideapad, fordi den har en kraftigere processor og mere RAM – men den har ikke så kraftig en Wifi-antenne, og det kan jeg ikke bruge til noget. En gang imellem bruger jeg den. Jeg har også min arbejds-laptop med Windows 10. Min søn har også den gamle HP, som overopheder, og min kones Lenovo-netbook-like laptop (stor skærm, lille disk, ret lille processor og meget lille RAM) er kommet over til min datter som Youtube-fjernsyn. Dette siger jeg for at understrege, at man ikke altid kan vente at sidde på den maskine, som man ellers bruger. Den del er ændret.
Shaarli er en tjeneste til at installere på sin server.
Den gemmer på de links, du sender til den.
For at tage nøgleordene:
Shaarli kan downloades fra Github. De har en vejledning på Read The Docs.
Bookmarklets kan findes i opsætningssektionen på din installation af Shaarli.
Android plugin’et kan findes i Play Store.
Microsoft Windows er overalt, krydret med en lille, omend voksende gruppe af Mac-entusiaster.
At bruge en PC er for mange synonymt med at sidde foran Windows. Ikke desto mindre får open source-systemet Linux stadigt flere tilhængere med tiden.
Så hvorfor skal man prøve et alternativt system?
Hvorfor er det, for nu at sige det, fedt?
Det er til Linux-udviklingens fordel, at man ikke er så bundet op på virksomheders beslutningsprocesser, strategier og behovet for at klemme hver en øre ud af sidste version af et program, før den næste version sendes på markedet. Derfor eksperimenteres der på livet løs, og resultatet er anderledes brugerflader, som spænder fra fjollede indfald (ville det ikke være fikst, hvis din mus trak
et spor af flammer, når du bevæger den henover skærmen?) til dybt seriøse eksperimenter med brugervenlighed og tilgængelighed for brugere med handicaps.
Man er villige til at vende tingene på hovedet, ryste posen og samle brikkerne på en ny måde; man sætter spørgsmålstegn ved alle de eksisterende løsninger – som hos Openbox: Kræver et styresystem et skrivebord? Som hos Calligra: Skal et tekstbehandlingsprogram være lineært, eller skal man kunne kaste rundt med en serie af tekstbokse, så alle spilleregler er åbne for, hvordan tingene skal flyde? Og skal man ikke også lige inkludere muligheden for at skrive noder ind direkte i teksten? Eller som man har tænkt hos Abiword-teamet: Man kan naturligvis
gøre et tekstbehandlingsprogram mere omfattende ved at tilføje funktioner; men kan man gøre det bedre ved at tage nogen ud? Skal en brugerflade holdes i 2D, eller skal man introducere Compiz og arbejde i 3D i stedet?
Når der opdages et problem løses det, og opdateringerne sendes ud til brugerne. Ikke noget med en samlet opdatering lang tid efter, at man har fundet en løsning, fordi det lige passer i den etablerede praksis. Er der kritiske programfejl? De skal væk. Er der sikkerhedsfejl? Det kan vi ikke leve med – opdatering udsendt.
Fordi de fleste Linuxdistributioner bruger et centraliseret system til at administrere de installerede programmer med, så er det ikke bare grundsystemet, der opdateres, og så må man ud og venligst banke på hos de andre programleverandører. Nej: Alle dele opdateres, fra den meste grundlæggende kerne og ud til programmerne og deres udvidelser.
Dette her er ikke 1990 – vi skal ikke ud og købe vores programmer i en plasticindpakket papæske, når den nye version er udkommet og endelig nået frem til forretningen. Et hurtigt download, og man har et system, man kan være tryg ved.
”Hvad er det, du kører med? Det ligner ikke noget, jeg har set før. Linux, siger du? Det har jeg set før, men det så ikke sådan ud…” –
det er meget muligt. Der er en lang række forskellige brugerflader, og de er så ekstremt fleksible, at man kan tilpasse sin brugeroplevelse uendeligt meget mere end med andre styresystemers færdigpakkede få muligheder.
Skal din værktøjslinie være i bund, top, højre, venstre? På den anden side, måske nej – du ved, hvilke programmer, der kører, du ved, hvad klokken er… så måske skal værktøjslinien bare spares væk? Eller måske skal der være to, hvor den ene er programgenveje og den anden aktive programmer? Måske en tredje til statusmeddelelser?
Skal din brugerflade samtidig fortælle dig, hvad vejret er i dag og i morgen, hvor varm din CPU er, hvor meget RAM og harddisk, der bliver brugt, og hvad det er for en melodi, medieprogrammet er i gang med?
Bare træk det ind. Det er jo bare præsentation af eksisterende data. Hvorfor skulle man lade sig begrænse? Friheden til at vælge kan godt stoppes i makulatoren, hvis du blot har tre tandløse valgmuligheder. Du er computerbruger i 2011. Ting kan lade sig gøre.
Det er fint med disse moderne redskaber – opdateret hver dag – men måske har du en maskine fra 2003. Er du så koblet af?
Naturligvis ikke. Det er hos Linux-folket, at netbooks mest er kommet til sin ret. Med ovennævnte valgmuligheder for de minimalistiske brugerflader og en lang programmer, der er lavet med det princip, at de skal være enkle og hurtige, kan man lave et stærkt værktøj ud af en svag maskine, som er beregnet til at være transportabel og ikke bruge så meget batteri, som man ser det med netbooks, eller en maskine, som ikke lige er fra dette år. Der er ingen grænse for, hvor mange computere folk kasserer eller stiller ind bagved i pulterkammeret, fordi de er blevet langsomme. En Linuxinstallation kan give den nyt liv og ofte lade den køre stærkere, end den gjorde som ny – uden at gå på kompromis. Moderne standarder, moderne arbejdsgange – men på en ældre maskine.
Det klemmer ganske enkelt bedre resultater ud af den.
Og har du en samtidig hardware – eller måske endda en halv-futuristisk gamermaskine – så har du to valgmuligheder: Du kan enten tage de minimalistiske programmer og få respons på millisekunder – eller du kan bruge dens muskler til at køre et af de mere omfattende systemer med et læs af animationseffekter, og hvor alle programkomponenter bindes sammen med hinanden
– hvor man virkelig kan få det fulde udbytte af, at programmerne opbygges efter fælles standarder, så programintegrationen er helt i top, og man får en helhedsoplevelse, hvor man hver dag finder nye smarte funktioner, som hænger sammen med det overordnede system.
Velfungerende og veldesignet i såvel det funktionelle som det æstetiske.
Udviklerne er kun en armslængde fra dig selv. Princippet er, at alle skal kunne inspirere udviklingen, og er man kompetent, kan man måske endda selv være med. Ikke noget med den situation, hvor man har et irritationsmoment, som man endda har en løsning på, men som man brænder inde med, fordi en mastodont af en softwareproducent ikke er interesseret i kundernes feedback.
Hvorfor være kunde et sted, der er mere end villige til at malke éns tegnebog, men komplet uvillige til at engagere sig i dine behov, som de påstår at arbejde på at dække?
Igen, det er 2011, og medierne findes. I open source er kanalerne åbne – ros og kritik bliver lyttet til. Det er ikke ualmindeligt, at man indberetter en fejl eller en god idé, og blot uger efter kan man se en ny opdatering, hvor éns idé er implementeret.
Hvor ofte ser man det hos de store virksomheder?
Sløvhed og bureaukrati – nej, tak.
Hvis det er et sted, hvor man ved, at tempoet skyldes, at tingene bliver gennemtestet og udviklet gennem en omhyggelig proces, så er det naturligvis berettiget – det har vi også i Linux-verdenen. Men hvis der går år og dag imellem opdateringer og nyudvikling, og resultatet så er så gennemgribende uimponerende, at man tager sig til hovedet – ikke mindst på grund af den svimlende pris –
kan man så leve med det? Er man villig til det? Er man forbruger, eller er man med i processen? Ser du noget, der kan gøres bedre, og du kan gøre det – så præsenter udviklerne for det. Næste gang, du har produktet mellem hænderne, er det blevet bedre.
Prisen kommer vi ikke udenom. For den er særdeles fordelagtig. Langt størstedelen er gratis, og en ret stor del af det, som man kan betale for – det er faktisk ikke noget, man behøver, men noget, som man kan skyde ind i projektet. Open source-modellen lægger som udgangspunkt op til, at det, som man betaler for, er support og service. I nogle tilfælde kan der være ting som codecs,
som ikke er frit tilgængelige, men som man så kan købe brugsretten til.
Projekterne vil jo generelt gerne støttes, og det står én frit for at bidrage efter evne. Det kan jo også være, at man ligger inde med noget andet, som de gerne vil have – man kan for eksempel overveje at oversætte et program til dansk, så de mindre engelskkyndige her til lands også kan bruge programmerne.
Måske vil man oversætte dokumentationen, så manualerne kommer til at foreligge på dansk. Måske har et open source-projekt haft stor succes med at tiltrække programmører, men ikke
skribenter – så måske er der slet ikke noget dokumentation, eller måske er den ikke beregnet til folk uden stor IT-indsigt. Så kan man gøre en stor forskel ved forklare fremgangsmåden
på en sådan måde, at programmet pludseligt bliver anvendeligt for en større skare.
Mange Linuxbrugere har ønsket at frigøre sig fra pirat-mentaliteten – det er jo yderst almindeligt, at folk på ulovlig vis deler de computerprogrammer, de har brug for.
Nogle forsvarer sig selv på nærmest filosofisk vis, at data af princip bør være fri, og at mennesker bør dele. Under alle omstændigheder er det kriminelt, og såvel ulovligheden som beregneligheden i pirateriet er noget, som mange gerne vil undgå. Linuxsystemerne er betalelige – ofte kun et download væk – og de forskellige Linuxvarianter er som oftest udstyret med programmer til en lang række opgaver.
Brænderprogram – ikke mere pirateri af Nero.
Kontorpakke og avanceret emailklient med kalender – ikke mere pirateri af MS-Office.
Layoutprogram – ikke mere Publisher;
Grafikprogram, ikke mere Photoshop – og så videre.
Tilfredsstillelsen ved at kunne klare sig igennem studier, arbejde og privatliv uden at skulle skaffe programmer ulovligt fra tvivlsomme kilder skal ikke undervurderes.
Så værsågod. Det ligger lige foran jer.
Og man kan endda prøve en Linuxdistribution – som de forskellige Linuxvarianter kaldes – uden at installere det på sin harddisk. LiveCD’er – en anelse misvisende, for de kan køres fra en USB-disk også, ikke kun fra CD’er, og nogle af dem kommer i DVD-størrelse – fungerer på den måde, at man indsætter CD’en – eller USB-disken eller DVD’en, hvad det nu er – sætter maskinen til
at starte op fra dette medie, og starter den.
Linuxsystemet vil blive indlæst – i RAM. Det vil sige, at man har et fungerende system, som alene kører i arbejdshukommelsen.
Man påvirker altså ikke det system, man har på sin computer i forvejen! Medmindre man udtrykkeligt ønsker at gøre det – for eksempel fordi der er en beskadiget opstartsfil på harddisken, så man ikke kan starte op – rører Linuxsystemet ikke ved harddiskinstallationen.
Fordi live-systemet kan få adgang til harddisken, hvis man ønsker det, kan det også bruges til at trække filer ud fra en beskadiget disk, hvis styresystem man ikke kan komme ind i.
Kort sagt: Da de mest udbredte Linuxdistributioner kan downloades gratis, og man kan teste dem uden at gøre skade på det, man har i forvejen, er der rige muligheder for at gå på opdagelse i de muligheder, der er i Linuxverdenen.
Først bragt i Fri IT #2
