Gitbook

Jeg har på det seneste været imponeret af Gitbook.
Det er en ret elegant løsning til at lave udgivelser. Jeg har tidligere set mig lidt om for de platforme, der findes til at udgive bøger – dels fordi jeg gerne vil kunne checke tekst ind i blokke, dels fordi nogle de projekter jeg har været inde i har fået bidrag fra flere skribenter på forskellige platforme, og det har ikke været uden gnidninger, medmindre vi var nede i ren Markdown-tekst eller LaTeX.
Her bringer vi så Gitbook ind. Som navnet antyder, så kan man bruge Git til det, men den webbaserede brugerflade er også rigtigt fin. Og det, der genereres, når man fodrer den med tekst, er meget nydeligt!
Der kommer et ret markant Gitbook-logo på forsiden, men det er også fint til det, jeg bruger det til. Det bemærkede jeg også hos Open Data School fra Virk.dk – man har lavet et inspirationskatalog til brug af åbne data, hvor man kan sige, at det er ret passende, at det foregår på Gitbook – og det var da jeg faldt over den, at jeg bemærkede Gitbook.

Open source og egne data – enderne finder sammen: CalDAV

Jeg har jo en svaghed for selv-hostede tjenester.
Men det, jeg er allermest interesseret i, er dem, hvor man ikke behøver skrive sine drivere (hvor umandigt det end er) eller opsætte noget magisk, men det faktisk er muligt for én at sætte det hele sammen på en meningsfuld måde.

I dagens cocktail er der tale om:

  • Hosting hos Gigahost – en betalelig webhosting med ubegrænsede SQL-databaser, emailadresser, oprettelse af egne subdomæner og så videre. De skuffer mig ikke.
    • Installation af Baïkal server – en letvægtsserver, der styrer kalenderdata gennem CalDAV-starten og kontaktdata, det vil sige en database over kontaktpersoner, gennem CardDAV-standarden.
  • Fairphone med Android – telefonen, den evige kompagnon i lommen
    • Davdroid – et Android-program, der indlæses DAV-forbindelser som data i Android, så jeg kan bruge Baïkal-dataene som henholdsvis Android-kalender og Android-datakilde til kontaktpersoner. Jeg blev så imponeret over, hvor godt det kører, at jeg gik ind i projektet og stod for den danske oversættelse.
    • aCalendar+ – mit gode kalenderprogram til Android-telefonen.
  • Fedora Linux 23 med Gnome 3 – En Linuxinstallation med brugerfladen Gnome.

Jeg installerer Baïkal – en hurtig installation; se Baïkals Screenshot-sektion for at få et indtryk af administrationen af systemet. Jeg har selv praktisk taget ikke lavet nogen justeringer efter jeg satte systemet i gang og lod det passe sig selv…

På telefonen installerer jeg Davdroid og opretter de fornødne konti – og så beder jeg mit kalenderprogram om at bruge den kalender som kilde. Desuden instruerer jeg Event Flow Widget om at bruge den kalender som datakilde.
Resultatet er et fint overblik:
image image

Så langt, så godt.
Imidlertid vil jeg også gerne bruge kalenderintegrationen på computeren. Det er ikke alle steder, det hænger lige godt sammen på mine Linuxmaskiner – men jeg har længe været imponeret af Gnomes måde at håndtere Online Accounts på.
På den maskine, jeg her viser, har jeg lagt Gnome 3 ind.
Desværre kører CalDAV ikke bare uden videre igennem online accounts – men den kobler op til Evolution Data server, som er dataserveren for post- og kalenderprogrammet Evolution. Og man kan lægge sin CalDAV-kalender ind i Evolution.
Jeg er ikke entusiastisk omkring Evolution. Det er sådan set et godt program – men jeg har længe foretrukket Claws Mail som postprogram, og så virker det fjollet at bruge Evolution til resten. Så jeg starter kun Evolution for at kunne tilknytte min kalender, og derefter ikke mere!

Når jeg så i Evolutions kalendersektion har oprettet min kalenderforbindelse, så viser kalenderen sig i systemkalenderen, som er et fantastisk dejligt eksempel på velfungerende integration:
Screenshot from 2016-03-19 11-02-55

Derefter har jeg eksperimenteret lidt med det ret lovende kalenderprogram til Gnome, som endnu er under udvikling, men er lovende – det hedder blot Gnome Calendar – og integrerer med Evolution Data Server og online accounts. Resultatet ser ud som sådan:
Screenshot from 2016-03-19 11-03-45

Så vi ender med et integreret system.
Næste spørgsmål er naturligvis, om man kunne have opnået det samme med en Google-kalender. Naturligvis! Men dette er mit. Og det er sat op, og det virker. Og jeg kunne sætte det op til ligeså mange brugere, som jeg har lyst til. Og det ligger på min egen maskine.

Medietræthed

Jeg har et tilbagevendende fænomen, som jeg i en engelsksproget Twitteropdatering betegnede som social media fatigue, en træthed eller mathed som er forbundet med, men rimeligvis nok ikke forårsaget af sociale medier.
Det er ikke første gang. Det er efterhånden blevet en årlig ting og ved nærmere eftertanke måske i virkeligheden i familie med min forårstræthed. Under alle omstændigheder tager jeg med jævne mellemrum en måneds ferie fra de sociale medier, hvilket for mit vedkommende er en vis portion Twitter, en større dosis LinkedIn og et omfattende forbrug af Google Plus. Således også denne gang med start 2. marts.
En gang imellem må man stoppe op og spørge hvorfor. Selv om jeg ikke husker hans navn, husker jeg meget tydeligt en digital fortaler, som talte om, hvordan man godt kan opbygge en stærk relation, selv om man ikke faktisk har andet end det digitale netværk, der forbinder folk. Det er en gammel artikel, så jeg tænker, at det nok har været tale om chat, mailinglister og fora. Ikke mindre interessant var det så, da han gik voldsomt ned med flaget og meldte klart ud, at et fjernvær ikke erstatter et nærvær, og at han ville hellige sig de personlige og virkelige relationer.
Så spørgsmålet hvorfor det føles væsentligt at benytte sig af digitale medier lægger op til overvejelse.
Nogle gange kan man jo mærke, at folk har noget på hjerte – men det meste af vejen er det mere som mere eller mindre overvejede pressemeddelelser for at signalere sig selv. Det formildende ved LinkedIn og dens tilgang til professionelt netværk er, at man ikke har helt så meget jeg-er-en-finkulturel-ekstremsportudøvende-filosofilæsende-psykologiinteresseret-samfundsdebattør-ved-siden-af-mit-debitorbogholderjob, men trods alt anerkender, at det er en personlig reklamesøjle.

Opdatering 17. marts –

Efter sådan et stykke tid kan jeg begynde at gøre mig tanker om, hvad det egentlig betyder. Også nogle erkendelser (okay, bekræftelser) om, hvordan vanerne kommer til udtryk.
Min vane under almindelige omstændigheder er, at når dagen starter, så checker jeg min email og de sociale medier. Jeg følger trods alt tilstrækkeligt mange mennesker fra alle tidszoner til at jeg lige vil se, hvad der er sket siden jeg gik i seng.
Men en ting er, hvad der kommer fra de mennesker, jeg kender – i det omfang, jeg kender dem, naturligvis: Først mine venner og bekendte fra den såkaldt virkelige verden, næste er dem, jeg har stiftet bekendtskab med over de digitale medier. De kommer med mange interessante kommentarer. Men ligeså stor forskel gør det med nyheder og lignende – jeg følger jo trods alt både nyhedsmedier og mange infojunkies. Jeg kan mærke, at jeg føler mig meget uorienteret nu hvor jeg ikke plejer at få de sædvanlige ting ind – også selv om jeg nu starter dagen med lige at checke DR Nyheders app, Den Fri,  de daglige nyhedsbreve fra Version2 og Politiko, Føljeton, som jeg abonnerer på, og RSS-feed fra Lxer – og naturligvis min email. Det er noget andet, og det går op for én, hvor stort et apparat af data, der fodrer én dagligt – og i hvilket omfang man lever i en filter bubble.
Tankevækkende er det, at før jeg begyndte at bevæge mig på sociale medier havde jeg slet ikke det medie- og nyhedsforbrug, som jeg har nu. Så man bliver også dresseret til at se sig omkring – og i en eller anden grad orientere sig efter det, som éns bekendte finder inspirerende.
Jeg brugte Facebook tidligere – og også som del af mit arbejde. Men den indekserer jo folk i en sådan grad, at man ender med gamle skolekammerater og alt muligt andet ros – og det er der jo ikke nogen, der bliver inspireret af. Så det kommer også lidt an på kanalen – eller måske mit syn på den. Jeg opfattede aldrig rigtigt Facebook som andet end et legetøj. Måske var det alle spillene og reklamerne.

Jeg mærker, hvordan jeg får nogle reaktioner i løbet af en dag. I forgårs blev det “moderne kontanthjælpsloft” vedtaget, noget, som jeg ved, at mange af mine bekendte vil have stærke følelser og klare holdninger til; dér havde jeg en følelse af, at hele den rigtige diskussion foregik på de medier – og jeg følte mig meget afkoblet. Da min kone og jeg talte om hendes nye gruppe med undervisning i ungarsk var min første reaktion naturligvis også at sprede budskabet – men det var jo så ikke ad den vej.
Da jeg gik i gymnasiet ville min psykologilærer, når vi havde undervisning om eftermiddagen, holde kridtet som en cigaret (det er først nu hvor jeg skriver det, at jeg finder sjovt, at det netop var psykologilæreren). Jeg ved ikke, om han var under afvænning eller bare havde behovet for det næste søm – men jeg genkender, hvordan hjernen klikker ind i et bestemt gear. Jeg vil ikke beskrive det som en abstinensreaktion, for jeg ser det stadig som et forbrug og ikke et misbrug – men det er i hvert fald i grænselandet mellem en psykisk og en fysisk reaktion, og det er under alle omstændigheder tankevækkende.

Opdatering 25. marts –

Kommunikationsformer – en illustration: Jeg er løbet tør for kaffe og sidder og drikker Earl Grey. Hvilket er fint, men ikke det, jeg gik efter. Det vil være en fuldstændigt almindelig ting at notere på en af de sociale mediekanaler. Nu slår det mig, hvor besynderlig en ting, det vil være at skrive eller sige til nogen.
‘Nu skal du høre – situationen er sådan, at -‘
Never gonna happen. Sjov forbindelse. At jeg skriver den ned her understreger mistanken om, at det bare er en anden måde at… tale med sig selv.

Digitale nostalgier, kapitel 2

image image

Lidt lettere end det foregående tema: Jeg har haft en lidt sjov erkendelse dag. Det er meget tænkeligt, at dette her er rasende banalt for dem, der er født ved årtusindskiftet, men selv om jeg ikke nærmer mig støvets år endnu, så er jeg trods alt vokset op på et tidspunkt, hvor en telefon var vægmonteret og kun kunne bruges til at tale i.

Men jeg kom jo til at tænke på, at selv om jeg bruger min telefon mange af døgnets timer, så bruger jeg den ikke specielt som telefon. Med den enkle undtagelse, at jeg tager telefonen, når jeg bliver ringet op Og det er næsten altid min kone. og så tager jeg dem ved at trykke på en knap på skærmen.
Så jeg bruger nærmest aldrig telefon-genvejen. I dag slog det mig, at jeg jo bare kunne… fjerne den?
Mere rebelsk er tanken vel heller ikke, men det siger stadig, at telefonen ikke længere, om jeg så må sige,er det. Skulle man begynde at kalde den noget andet?

Digitale nostalgier, kapitel 1

Opmærksomme læsere (okay, her er ikke så meget trafik, men vi er her) vil bemærke, at der er kommet nogle engelsksprogede indlæg på denne ellers dansksprogede side.

Årsagen er, at jeg er i gang med at afvikle en hjemmeside. Mit gamle domæne Writtenandread.net, som jeg registrerede, da jeg flyttede til USA i 2009, er ved at udløbe. I dag, specifikt. Jeg har derfor overført nogle indlæg hertil, selv om de måske antager lidt mere personlig karakter – Ken Robinsons indlæg om skolers påvirkning af kreativitet var relevant for samfundet, men satte også mange personlige tanker i gang for mig, ligesom kortlægningsprojektet med Ushahidi og Open Streetmap, der bruges til kortlægning af en humanitær krise.

Men når jeg siger nostalgi underdriver jeg ikke. På det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om jeg skulle blive amerikaner og skabe et liv dér til mine dages ende. Min søn var 1½ år gammel og i gang med at finde sit sprog, og min datter Izabel skulle blive født på et hospital i Brooklyn i december 2010. Jeg er glad for, at jeg boede der, men har ikke fortrudt min flytning tilbage til Danmark, ligesom jeg ikke fortrød min flytning fra Odense til hovedstaden (stol på mig: kontrasten var næsten ligeså stor). Jeg registrerede Written and Read for at have en engelsksproget profil, og jeg havde nogle projekter i gang, som jeg ville bruge siden til platform for – hvilket jeg i et vist omfang endte med ikke at gøre. Jeg ville også bruge siden til litteraturanmeldelse, og der kom også lidt, men mit fokus er altid gledet til teknologi og generelle kommentarer.
Det føles som en flytning. Det føles, som om jeg er ved at flytte møblerne ud og gøre rent i det hjem, jeg ikke længere skal bo i. En hjemmeside er aldrig så virtuel, at den ikke er virkelig – man ender med at lægge så megen tid og energi i den, at den får sit eget liv.

Softwareoversættelse: PDFSAM – PDF Split And Merge

Et af temaerne i mit arbejde er aktindsigt – og det er et af de områder, der er underlagt digitalisering. Når man henvender sig og beder om at få hele sin beskæftigelsessag, så bliver det hurtigt store mængder papir.

I forbindelsen med introduktionen af Digital Post ventes aktindsigter at sendes digitalt. Imidlertid er det ikke altid filstørrelserne er velegnet! Og derfor er vi nødt til at sende materialet i flere bidder.

Til dette formål stiller forvaltningen installation af PDFSAM – PDF Split and Merge til rådighed. Men det er bare ikke alle, der er egnede til at have et sådant program på originalsproget…
Da jeg så konstaterede, at det var et open source-program, der havde integration af oversættelsen under PDFSAM på Launchpad, og jeg i øvrigt var hjemme med min syge datter, der sov det meste af tiden, brugte jeg et par timer på at gøre den danske oversættelse færdig.

Det bliver meget tilfredsstillende at se den næste version, når den lander…

pdfsam

Et af temaerne i mit arbejde er aktindsigt – og det er et af de områder, der er underlagt digitalisering. Når man henvender sig og beder om at få hele sin beskæftigelsessag, så bliver det hurtigt store mængder papir.

I forbindelsen med introduktionen af Digital Post ventes aktindsigter at sendes digitalt. Imidlertid er det ikke altid filstørrelserne er velegnet! Og derfor er vi nødt til at sende materialet i flere bidder.

Til dette formål stiller forvaltningen installation af PDFSAM – PDF Split and Merge til rådighed. Men det er bare ikke alle, der er egnede til at have et sådant program på originalsproget…
Da jeg så konstaterede, at det var et open source-program, der havde integration af oversættelsen under PDFSAM på Launchpad, og jeg i øvrigt var hjemme med min syge datter, der sov det meste af tiden, brugte jeg et par timer på at gøre den danske oversættelse færdig.

Det bliver meget tilfredsstillende at se den næste version, når den lander…

pdfsam

Sikker Post til det offentlige – med en Linuxvinkel

Jeg sidder i mit daglige arbejde som koordinator i Københavns Ungecenter og har været med til at begrænse graden af overrumpling hos mine kolleger ved introduktionen af en række selvbetjeningsløsninger og Digital Post.
Adskillige har henvendt sig til huset med en frustration over ikke at kunne henvende sig med en sikret postkanal, fordi Digital Post ikke fungerer som en email: Der skal oprettes og associeres en modtagerpostkasse og så videre. Opdelingen er lidt kompliceret, og forpligtelserne hos de offentlige institutioner er mere fortolkninger end formaliserede. Det korte af det lange er, at man som udgangspunkt ikke kan sende Digital Post – og sender man en email, så foregår det jo ukrypteret.
Imidlertid kan man faktisk downloade certifikatet associeret med éns NemID og bruge det til at sende sikker email.
De giver en vejledning til Ubuntu, hvor første del er programmet til at indlæse certifikatet. For at det virker kræves det, at emailadressen associeres til NemID’et – det kan man sætte på service.nemid.nu/dk-da/mit_nemid/. Dernæst viser de opsætningen af certifikaterne i Thunderbird, som afsluttes med hvordan man bruger en fællesoffentlig LDAP-server til at finde de emailadresser, der kan sendes sikker post til.

Det skal tilføjes, at certifikatprogrammet er baseret på QT4, der kan køre på snart sagt alle platforme – og Thunderbird er nu en gang Thunderbird, i øvrigt med tilhørende instrukser til at lave manøvren på både Windows, Mac og Linux – så jeg installerede det først på (Ubuntubaserede) Deepin og har nu også fået det til at spille på min Fedora 22 Beta-maskine. Der er tilsyneladende ikke noget til hinder for at det skulle virke på en hvilken som helst Linuxvariant.

Chartbuilder: Et visualiseringsværktøj

apples-oranges_chartbuilder

For en række år siden hjalp jeg en ven med at lave et CV. Hun havde aldrig arbejdet med sådan noget og havde dybest set aldrig haft anledning til det, fordi hun altid havde haft arbejde, som hun havde fundet sig gennem netværk. For mig var det knap nok en opgave at sammenfatte et CV – det har jeg trods alt gjort ganske mange gange.
For hende var det en så godt som uoverstigelig opgave. Hun fik hjælpen – var overordentligt taknemmelig og fik i øvrigt derved et job, som jeg tror, hun fortsat er i.

På samme måde oplever jeg Chartbuilder. Det er et værktøj, der kan lave diagrammer og grafer. Og det kan den gøre for dem, der ikke ellers gør det! Prøv et demo af Chartbuilder – kan hentes til egen server fra deres Github.
Mit arbejde på beskæftigelsesområdet gør, at jeg sidder med en masse data og prøver at få dem til at give mening – og hindre, at der er noget, vi overser.
Men nogle gange har vi også brug for at vise resultaterne frem. Og så kan det være mere end svært at pakke det sexet ind. Og så kan der blive brug for et redskab som Chartbuilder. Eksperimenter med demoet – det kræver måske lidt kendskab at installere på egen server, men man kan også hurtigt knalde en hurtig graf sammen på deres demoinstallation.

Som de selv siger: Den er ikke en erstatning for et databehandlingsredskab. Det, den gør og gør godt, er datavisualiseringen.
Se et par eksempler fra NiemanLab og i Quartz’ egen kommentar til projektets succes.

Because illiteracy is cute in politics

Først udgivet på mit tidligere domæne writtenandread.net.

As a general rule, we try not to reward idiots for being it.

And so, logically, people try to conceal the fact.

For some reason, it is acceptable for politicians to adopt ambitious technological policies while at the same time admitting that they understand absolutely nothing about technology and IT issues. How does that even work?

In Danish politics, the political parties designate speakers on a number of topics. The environment, social issues, that kind of thing – and IT. The latter has traditionally been a post rewarded to good party soldiers. They are just generally completely clueless on the issue. In what appeared to herself to be a stroke of genius but to everyone else merely appeared a stroke, Social Democrat speaker on IT issues Trine Bramsen wrote a guest blog post encouraging the ” IT nerds” to start dressing nicely and speaking a language other people could understand. She was relieved from her duties shortly after that, only to reincarnate as the speaker on legal rights issues (retsordfører), where she brought up the idea of banning the TOR network because it hampered surveillance by the police.

I am not an IT professional by any means, but on this topic, I think it is fair to say that I am an informed citizen. And so, it is like being part of the IT Crowd:

Is it supposed to be cute? I mean, it is not like any politician would grin, wave the arms and say Well, it is not as if I understand all this economy stuff anyway. But we have a lot of smart people around. Imagine the prime minister doing that? Or I generally think lowering taxes will improve employment, but it is not like anyone actually knows. Well, it is worth a go.

In my workplace, the decisionmakers I work with who appreciate that they are not completely informed on the issues will simply ask, Is this realistic? – or What are the practical implications of that? – which makes sense. But actually bragging about ignorance?

The latest example which prompted this piece was the trial against Gottfrid Svartholm Warg – also known as Anakata, who some will know as one of the founders of the Pirate Bay (and if not, I very much recommend watching TPB AFK). He is on trial in Denmark accused of having taken part in the break-in on the mainframe of CSC.
But during the trial, all parties showed every indication of not understanding the essential problems of the case, and several times the prosecutor has admitted to not understanding the extent of the accusation. What?

This is the 21st century. Ignorance is ignorance, but acting as if this is an insignificant shortcoming is simply not acceptable .