Kategori: Skriveblok

Kender du dem, der beslutter sig for at løbe, men ikke kommer på gaderne før de har brugt 8.000 kroner på sko, tøj, løbeur og de der små flasker, man kan sætte på ryggen?

Sådan har jeg det med værktøj til at skrive med. Da jeg var yngre var kuglepenne, fyldepenne og papir – Cross? Parker? KaWeCo? Rent papir, linieret papir, store eller små notesbøger? Nu er det programmer og systemer.

Jeg har tidligere nævnt Gitbook, som er smart til udgivelse. Men måske ikke til skriveproces? Jeg elsker Focuswriter til skrivning. Men den gemmer på computeren. Er en online-løsning alligevel bedre? Nextcloud har jeg i forvejen installeret på en server. Nextcloud har et program til at skrive i Markdown, så der er basal formattering – men man kan også bruge meget energi på at få Markdown til at spille. Og i virkeligheden er det hele jo tekst! Så jeg kunne også vælge bare at knalde det hele ind i WordPress ligesom denne tekst. Så kunne det hele lægges ind lidt efter lidt uden at publicere teksten, og så kunne man komme ud med det hele til sidst.

I forlængelse af det: Man kan jo godt have en svaghed for en mobil løsning. Det kan jeg for eksempel med WordPress på Android. Så kan man tage det på computeren, når man har den ved hånden, og på telefonen, når man er hjemmefra. Nextcloud har også en note-app, som har en ledsagende Android Notes-app. Endelig er der et nyere værktøj, som ikke er uinteressant: Joplin. Et note-program, som kan gemme noterne i Dropbox, Onedrive og lignende – også Joplin har en Android-app.

Alt det her… er komplet ligegyldigt. Jeg kunne skrive på en papirspose fra Lagkagehuset, hvis det var det. De redskaber, jeg har nævnt, er glimrende. Men hvis man lader dem afgøre, hvornår man tager hul på opgaven, så er det bare undskyldninger.

Jeg har skrevet historier, siden jeg var barn. Min far har et billede, hvor jeg skriver på hans skrivemaskine, hvor jeg er – måske 12 år? Jeg skrev korte eventyr- og fantasihistorier. Det husker jeg som ret fantastisk.

Kender du den type, som var dygtige til at tegne i skolen, og når de så bliver voksne og bliver telefonsælgere, kirkeministre, kostvejledere eller hvor det nu ender, så går de alligevel rundt med en følelse af, at de kunne være blevet kunstnere, hvis de bare havde fokuseret lidt mere, blevet opdaget af én, der kunne hjælpe talentet på vej, havde satset lidt mindre på fodbold eller hvad det nu end var, der manglede. På den måde kan man gå rundt med en mere eller mindre abstrakt idé om talent.

Da jeg skrev historier som barn var de historier små. Sådan nogle, som man kan have i hovedet, mere eller mindre hele fortællingen fra start til slut. Nu undrer jeg mig til gengæld over, hvad det er, forfattere kan. Det virker åbenlyst, men jeg har faktisk svært ved at knække koden.

Jeg har mødt flere, der har skrevet bøger, og som man ikke ville vente det af. Folk som hverken virker specielt intelligente eller strukturerede, men som det alligevel er lykkedes at strikke flere hundrede sider sammen i et mere eller mindre sammenhængende slutprodukt.

Men når jeg tænker over idéer, der kunne blive historier, så kan jeg mærke, hvor hurtigt jeg kommer til kort. Dette her kunne blive en fantastisk fortælling! Men så skulle jeg skrive dialog, som virker ægte. Og indtil videre har jeg aldrig skrevet dialog, der virker mere overbevisende end en synkroniseret tysk slikreklame. Så er der også folk, der bruger mange ressourcer på at beskrive personerne og deres reaktioner som forberedelse. Det har jeg lidt svært ved at forholde mig til…

Men jeg har tænkt meget i den seneste tid på at skrive noget mere. Og måske er det ligeså meget spørgsmålet om at slå et lidt større brød op! Men en roman er meget omfattende. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv skrive noveller.

Nå ja, det er indledende tanker – og der er et behov for at komme ind i rutinen.