For få år siden var der en batalje om den positive journalistik – en holdning om, at der ville blive lagt et værdifilter over den, som ikke var til gavn for, nå ja, sandheden. Det gik over i en diskussion om konstruktiv journalistik.
Intet af det har noget med med mig at gøre, på nær at det efterlod en følelse af kryb, som jeg altid får, når noget skal klemmes ind i en positiv form, uanset hvor mange modhager det så i øvrigt har.
Jeg blev så i et opslag på Mastodon peget i retning af Toki Pona – det godes sprog.
Og det indrømmer jeg er en anelse betagende.
De, der kender mig (godt og fra sære vinkler), ved at jeg har en tilbagevendende flirt med Esperanto – det primære sekundære sprog, der blev skabt som et brobyggersprog. Kunstsprog har noget, just fordi der ligger et værdisæt bag. Esperanto er den håbendes sprog.
Toki Pona (som jeg kender i det omfang, at jeg har læst Wikipedia-artiklen Toki Pona). Har man brugt lidt tid som esperantist morer man sig over tanken om, at et sprog kan finde sin endelige form – men dette her har faktisk en indlagt restriktion.
Pointen (og ja, her er faktisk et sprog med et formål; tankevækkende, når man har brugt en del tid med sprogs udvikling) er at nå frem til at reducere det komplekse til tingenes essentielle elementer. Sproget har 137 ord. Make it work. Det har fra starten af 2022 faktisk sin egen ISO-sprogkode, så det er et formelt anerkendt sprog.
Det kan udgøres med 14 af vore bogstaver – a e i j k l m n o p s t u w – hvis lydudtale læner sig op ad det fonetiske alfabets. Store bogstaver bruges til egennavne.
Men… hvorfor skulle man ikke bare lave sit eget? Kunstsprog hele vejen? Her er Langs eget sitelen pona, det gode skrivesystem:
Sproget/projektet bor på tokipona.org, som har henvisning til forskellige ressourcer.
Guardian havde i 2015 artiklen What happened when I tried to learn Toki Pona in 48 hours using memes, som åbner med en sætning på Toki Pona og kommentaren Only around 100 people in the world understand this language. Så ved vi, at vi ikke bare har forladt den brede vej, men også er nået et stykke ned ad sidevejene og ud i stisystemet.
Esperanto har jo sin interna ideo – den indre tanke, som ligger til grund for sproget, at man skal ønske at være åben for kulturer og ønske at kommunikere på – en fælled, et tingsted. Et sted på lige og fælles fod.
Toki Pona lever mere indeni – det beskrives, at det blev til, da lingvist Sonja Lang ønskede at skabe et forenklende sprog til at udtrykke sine tanker klart under depression. Med en henvisning til Sapir-Whorf-hypotesen blev et sprog til, som kunne forme tanker og adfærd hos de udøvende. Der er altså et fokus på positiv tænkning og positiv opmærksomhed på nuet og sine omgivelser – nærmest som et mindfulness-sprog.
Dets skaber sammenfatter det dog blot – it is meant to be fun and cute.