Kanaleffekt

Denne side var jo i ganske lang tid kanalen – her skrev jeg tanker ned om det ene og det andet.

Jeg oprettede jo så for ikke så længe siden The Backlog, hvor jeg skrev tanker af mere teknisk og teknologisk karakter. Men den har i samme omgang illustreret, hvor mange af mine tanker faktisk går på de temaer, for det bliver i forlængelse af det faktisk en anelse stille her!

Det tænker jeg er fint. Men det sker også i forlængelse af overvejelser om samfund (for eksempel indlæg om NemID/MitID eller digitalisering) eller overvejelser om mit arbejde, som bliver en overvejelse om rollen for os, der ikke helt er teknikere, men som bliver ambassadører og translatører mellem teknikere og dygtige mennesker med andre fagligheder. Sådan nogle indlæg ville naturligt ligge her tidligere.

Jeg er alt i alt rigtigt tilfreds med opsætningen nu. Backlog.dk til teknologi og digitalisering, sagt.dk til citatsamlingen og denne side til resten. Jeg var også i et stykke tid lidt i tvivl, om jeg ønskede at arbejde videre i WordPress. Man ved jo ikke, hvor den ligger om 5 år eller 10. Men det ER solidt og velfungerende, og ikke mindst deres mobile app, som jeg efterhånden skriver ligeså meget med som i webinterfacet. Og jeg er endda tilfreds med sidernes temaer og visning både på computer og mobilenheder.