Jeg erhvervede mig for nylig – efter en række modeller fra OnePlus – en Sony Xperia 10 IV.
Den føles meget lille. Det var også meningen. Mine seneste telefoner føltes som fjernsyn. Min første tablet havde 7″ skærm – min foregående telefon var godt 6,5 – denne her er 6. Det burde ikke gøre en stor forskel, men det gør det. Den er smal. Jeg har altid ment, at der er en utappet business case for en Android-pendant til iPhone Mini. Den vejer også kun 160 gram, så med det ret lette cover jeg fik både fylder og vejer den noget mindre i lommen end sin forgænger.
Det var en anelse svært at få en fornemmelse af den ud fra anmeldelserne, som spændte fra begejstring til forfærdelse.
Jeg tror, at jeg nu er med på, hvad anmelderne tænkte.
Mine behov er ret enkle. Jeg skriver beskeder og emails på den, bruger kalenderen, browser, lytter til musik og podcasts på Spotify, streaming af film og så videre. Det kan den indfri uden udfordringer. Det kører, som det skal.
Den er nemlig, og tilsyneladende ret bevidst, en mindre kraftig enhed med en lidt mindre skærm og dertil et temmeligt kraftigt batteri på 5.000 mAh.
Så den er ikke helt så snappy som de andre enheder, jeg før har haft. Det tager lidt længere tid at tilslutte mine Bluetooth-enheder og lignende.
Til gengæld har den – umiddelbart uden at anstrenge sig – mere end to døgns aktiv brug, før den behøver at blive opladet – hvilket så tager et stykke tid, fordi den ikke hurtigoplader som OnePlus-telefonen. Det får den så lov til henover natten. Så når anmelderne både ser meget at elske og bliver frustrerede over den, så kan jeg fuldstændigt se det.
Kameraet har den typiske Android-situation: Hardwaren virker udmærket, men softwaren er sløv. Så under lykkelige omstændigheder gode billeder…. Hvis folk bare vil stå stille.
Så jeg er ret tilfreds! Men jeg må jo også indrømme, at det er noget af et skift at gå ned til en enhed, der virker mindre responsiv end den foregående. Jeg fortryder ikke købet, og jeg må jo indrømme, at det føles en anelse magisk at have en telefon, der kan tage to døgn, inden den bliver træt. Min bedste nyere telefon var OnePlus 8, men den havde på sin bedste dag maksimalt halvdelen af Xperia’ens.
En tanke om “Marathonmodellen: Et par ord om Sony Xperia 10 IV”