Gitbook

Jeg har på det seneste været imponeret af Gitbook.
Det er en ret elegant løsning til at lave udgivelser. Jeg har tidligere set mig lidt om for de platforme, der findes til at udgive bøger – dels fordi jeg gerne vil kunne checke tekst ind i blokke, dels fordi nogle de projekter jeg har været inde i har fået bidrag fra flere skribenter på forskellige platforme, og det har ikke været uden gnidninger, medmindre vi var nede i ren Markdown-tekst eller LaTeX.
Her bringer vi så Gitbook ind. Som navnet antyder, så kan man bruge Git til det, men den webbaserede brugerflade er også rigtigt fin. Og det, der genereres, når man fodrer den med tekst, er meget nydeligt!
Der kommer et ret markant Gitbook-logo på forsiden, men det er også fint til det, jeg bruger det til. Det bemærkede jeg også hos Open Data School fra Virk.dk – man har lavet et inspirationskatalog til brug af åbne data, hvor man kan sige, at det er ret passende, at det foregår på Gitbook – og det var da jeg faldt over den, at jeg bemærkede Gitbook.

Digitale nostalgier, kapitel 2

image image

Lidt lettere end det foregående tema: Jeg har haft en lidt sjov erkendelse dag. Det er meget tænkeligt, at dette her er rasende banalt for dem, der er født ved årtusindskiftet, men selv om jeg ikke nærmer mig støvets år endnu, så er jeg trods alt vokset op på et tidspunkt, hvor en telefon var vægmonteret og kun kunne bruges til at tale i.

Men jeg kom jo til at tænke på, at selv om jeg bruger min telefon mange af døgnets timer, så bruger jeg den ikke specielt som telefon. Med den enkle undtagelse, at jeg tager telefonen, når jeg bliver ringet op Og det er næsten altid min kone. og så tager jeg dem ved at trykke på en knap på skærmen.
Så jeg bruger nærmest aldrig telefon-genvejen. I dag slog det mig, at jeg jo bare kunne… fjerne den?
Mere rebelsk er tanken vel heller ikke, men det siger stadig, at telefonen ikke længere, om jeg så må sige,er det. Skulle man begynde at kalde den noget andet?

Digitale nostalgier, kapitel 1

Opmærksomme læsere (okay, her er ikke så meget trafik, men vi er her) vil bemærke, at der er kommet nogle engelsksprogede indlæg på denne ellers dansksprogede side.

Årsagen er, at jeg er i gang med at afvikle en hjemmeside. Mit gamle domæne Writtenandread.net, som jeg registrerede, da jeg flyttede til USA i 2009, er ved at udløbe. I dag, specifikt. Jeg har derfor overført nogle indlæg hertil, selv om de måske antager lidt mere personlig karakter – Ken Robinsons indlæg om skolers påvirkning af kreativitet var relevant for samfundet, men satte også mange personlige tanker i gang for mig, ligesom kortlægningsprojektet med Ushahidi og Open Streetmap, der bruges til kortlægning af en humanitær krise.

Men når jeg siger nostalgi underdriver jeg ikke. På det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om jeg skulle blive amerikaner og skabe et liv dér til mine dages ende. Min søn var 1½ år gammel og i gang med at finde sit sprog, og min datter Izabel skulle blive født på et hospital i Brooklyn i december 2010. Jeg er glad for, at jeg boede der, men har ikke fortrudt min flytning tilbage til Danmark, ligesom jeg ikke fortrød min flytning fra Odense til hovedstaden (stol på mig: kontrasten var næsten ligeså stor). Jeg registrerede Written and Read for at have en engelsksproget profil, og jeg havde nogle projekter i gang, som jeg ville bruge siden til platform for – hvilket jeg i et vist omfang endte med ikke at gøre. Jeg ville også bruge siden til litteraturanmeldelse, og der kom også lidt, men mit fokus er altid gledet til teknologi og generelle kommentarer.
Det føles som en flytning. Det føles, som om jeg er ved at flytte møblerne ud og gøre rent i det hjem, jeg ikke længere skal bo i. En hjemmeside er aldrig så virtuel, at den ikke er virkelig – man ender med at lægge så megen tid og energi i den, at den får sit eget liv.

Internettet, reglerne og det, vi gør

Efter en kortvarig fristelse om at kalde denne artikel “underholdning på tube” endte den med ovenstående overskrift, selv om ordspillene er nærliggende, når man vil tale om Youtube.

En af de mest udbredte tjenester er Youtube – og udbredt ikke blot i den forstand, at den er meget populær indenfor bestemte grupper, men at den bruges af alle – fra de helt små til de ældre og med noget for alle.

Hvorfor er der noget for alle? Fordi brugere og virksomheder lægger uendelige, utællelige mængder der. Og det næste spørgsmål er naturligvis: Havde de ret til at lægge det der? Og det næste… derefter bliver der egentlig ikke stillet spørgsmål. Enhver siger, at man kommer på Youtube, for der ligger det hele.
Hvor ligger ansvaret? Youtube siger jo, at de sletter de ting, der ikke bør ligge der, samme øjeblik som opmærksomheden rettes imod det. Men de er også reklamefinansierede og høster af populariteten. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har foretaget en søgning, hvor alle de hits jeg kunne se på listen var legitime. Okay, måske Ted Talks eller Khan Akademy, men det er nogenlunde det. De hæler mig varerne, jeg kigger på dem. Skulle jeg markere dem alle, var det nok et fuldtidsjob – et, som ingen ville takke mig for.

Downloade videoer fra YouTube
Det fører så videre, når man tager det en tak længere ud. Downloader videoerne.
Nu er de jo ret dygtige til at hjælpe én med at finde det, man gerne vil have. Jeg fandt en bunke Disney-klassikere på under 10 minutter. Downloader jeg dem – og der er jo talrige værktøjer til at få videoen på sin egen computer, hvis man laver en hurtig søgning, deriblandt plugins direkte i browseren – har jeg sparet i hvert fald 1000 kroner i forretningerne. En – lad os kalde det “omsorgsfuld” – dansk pirat har lagt så godt alle afsnit af Peder Pedal-tegnefilmene op med dansk synkronisering. At han kollektiviserer filmene på Youtube fritager ham ikke for ansvar – men hvad med mig, der ser dem – eller lader mine børn se dem? Er det en formildende omstændighed, at jeg allerede har købt halvdelen og vist den gode vilje den vej?

Der er en ekstra detalje i den anledning:
Rettighedshaverne og deres organisationer vil jo gerne slå på, at piraterne får en ringere oplevelse. Men det er få af mine Dvd’er, man kommer til at se på under 5 minutter, og nogle kræver op imod 20 minutters reklamer før filmen kan ses – inklusive forskellige tricks til at forhindre mig i at navigere væk fra reklamerne. Desuden smider jeg rutinemæssigt børnefilm ud, fordi det lykkes børnene at få fat i dem og påføre dem fatal skade. Det klogeste, jeg kan gøre, er at tage backups af mine film, hvor jeg skærer reklamerne fra – det må være min ret som ejer – og derefter står jeg med en vifte videofiler, som i påfaldende grad ligner… ja, lige netop.

Det blev for nylig diskuteret på Nettips’ forum, at det er problematisk at henvise til film, som nok ikke er retmæssigt uploadet. Men fjerner man alle tvivlsomme uploads, bliver internettet også noget støvet, og Nettips’ “Hvad hører du nu”-tråd havde ikke haft 2476 indlæg i skrivende stund. Under alle omstændigheder bliver verden ikke et sjovere sted af den grund.

Et af de steder på nettet, dom det er svært at komme med en entydig dom over, er OpenCulture.com. En hjemmeside, der bringer en masse gode ting – gamle interviews med forfattere, for eksempel, der var for nylig et med Isaac Asimov og et temaprogram om Philip K. Dick – eller for nylig en masse opskrifter fra et arkiv for perioden 1600-1960. En blandet samling med en masse fascinerende internetfund. Der medfølger altid en begavet kommentar – nogle gange kort, men fornuftig. Til gengæld skriver de ikke, hvor de har tingene fra, eller rettere: Hvad rettighederne er! En meget interessant video jeg så, var uploadet af The National Science Foundation, som har styr på sine ting; men en film om Alan Turing var tydeligvis kommet på Youtube fra en privatperson, der havde optaget den fra BBC eller rippet Dvd’en og uploadet den.

Er piraten altruist?
Et argument, der er blevet brugt så mange gange, at der næsten burde være en genvejstast til den på foraene, er at man aldrig vil blive retsforfulgt eller opkrævet for at have downloadet noget fra Youtube, især ikke her i Danmark. Men ærligt talt: Er det pointen? For at tage det fra starten: Er der nogen som helst her på Nettips, der kan påberåbe sig uskyldighed, uvidenhed? Youtubes regler forbyder faktisk endda at downloade og vise filmene på anden vis end i afspilleren, der er indlejret i hjemmesiden. Det er naturligvis for reklamernes skyld. Vil du blive stillet til regnskab? Ikke så sandsynligt. De talrige programmer og systemer, der findes til at downloade Youtubefiler direkte, er aldrig blevet truet, og APIet gør det ret overkommeligt at downlode videoerne som MP4-filer.

Så hvad er konklusionen? Rettighedshaverne pisker en storm op, men håndhæver ikke for alvor, for Youtube eksponerer også. Youtube lader, som om de er interesserede i rettigheder, men rydder ikke op i de påfaldende mange videoklip, der er i spillefilmslængde, og tager gerne imod reklamekronerne. Piraten er måske altruist, men uanset hvordan han pakker det ind, spreder han ophavsbeskyttet materiale ligeså meget, som hvis han lagde det på Pirate Bay. Downloaderen lader, som om han er i god tro og nyder det, som de foregående har bragt ham, men en 10-årig, som man forklarede situationen, ville sige, at de voksne gør noget ulovligt.

Det korte af det lange er, at alle love og regler ignoreres. Der er to retninger at tage herfra: Enten at konkludere, at det hele jo fungerer, fordi alle spiller med – eller at der er et behov for at kulegrave hele regelsættet, fordi det er falsk. Hvad siger I?

Først bragt på nettips.dk 11.11.2012.

Gratis kursus i datajournalistik

Hollandske European Journalism Centre har annonceret, at de i foråret afholder et gratis online-kursus i datajournalistik foråret 2014:

Doing Journalism with Data: First Steps, Skills and Tools.
A free online data journalism course with 5 leading experts

Kurset er opdelt i 5 moduler, der beskrives således:

  1. Data journalism in the newsroom
    This module is an introduction to data journalism. It shows what data journalism is, how it works on a busy news desk and what skills you need to know to practise it.
  2. Finding data to support stories
    This module deals with the range of skills that journalists use to obtain data. This includes setting up alerts to regular sources of information, simple search engine techniques that can save hours of time and using laws in your own and other countries.
  3. Understanding your data I: Finding story ideas with data analysis
    This module focuses on using spreadsheets and basic statistics to find patterns in data that will reveal story ideas and add evidence to the resulting stories.
  4. Understanding your data II: Dealing with messy data
    This module addresses messy data – data that needs to be organised before it can be used. It covers the so-called ‘cleaning’ process, at the end of which the dataset can be analysed using techniques from Module 3.
  5. Telling stories with visualisation
    This module deals with how to transform data into stories, infographics and interactive visualizations: the best practices and the principles of graphic design that a journalist needs to know.