Linux: Hvorfor alternative styresystemer?

Microsoft Windows er overalt, krydret med en lille, omend voksende gruppe af Mac-entusiaster.
At bruge en PC er for mange synonymt med at sidde foran Windows. Ikke desto mindre får open source-systemet Linux stadigt flere tilhængere med tiden.
Så hvorfor skal man prøve et alternativt system?
Hvorfor er det, for nu at sige det, fedt?

Nyt, spændende og anderledes

Det er til Linux-udviklingens fordel, at man ikke er så bundet op på virksomheders beslutningsprocesser, strategier og behovet for at klemme hver en øre ud af sidste version af et program, før den næste version sendes på markedet. Derfor eksperimenteres der på livet løs, og resultatet er anderledes brugerflader, som spænder fra fjollede indfald (ville det ikke være fikst, hvis din mus trak
et spor af flammer, når du bevæger den henover skærmen?) til dybt seriøse eksperimenter med brugervenlighed og tilgængelighed for brugere med handicaps.

Man er villige til at vende tingene på hovedet, ryste posen og samle brikkerne på en ny måde; man sætter spørgsmålstegn ved alle de eksisterende løsninger – som hos Openbox: Kræver et styresystem et skrivebord? Som hos Calligra: Skal et tekstbehandlingsprogram være lineært, eller skal man kunne kaste rundt med en serie af tekstbokse, så alle spilleregler er åbne for, hvordan tingene skal flyde? Og skal man ikke også lige inkludere muligheden for at skrive noder ind direkte i teksten? Eller som man har tænkt hos Abiword-teamet: Man kan naturligvis
gøre et tekstbehandlingsprogram mere omfattende ved at tilføje funktioner; men kan man gøre det bedre ved at tage nogen ud? Skal en brugerflade holdes i 2D, eller skal man introducere Compiz og arbejde i 3D i stedet?

Opdateret på alle måder

Når der opdages et problem løses det, og opdateringerne sendes ud til brugerne. Ikke noget med en samlet opdatering lang tid efter, at man har fundet en løsning, fordi det lige passer i den etablerede praksis. Er der kritiske programfejl? De skal væk. Er der sikkerhedsfejl? Det kan vi ikke leve med – opdatering udsendt.

Fordi de fleste Linuxdistributioner bruger et centraliseret system til at administrere de installerede programmer med, så er det ikke bare grundsystemet, der opdateres, og så må man ud og venligst banke på hos de andre programleverandører. Nej: Alle dele opdateres, fra den meste grundlæggende kerne og ud til programmerne og deres udvidelser.

Dette her er ikke 1990 – vi skal ikke ud og købe vores programmer i en plasticindpakket papæske, når den nye version er udkommet og endelig nået frem til forretningen. Et hurtigt download, og man har et system, man kan være tryg ved.

Utallige brugerflader

”Hvad er det, du kører med? Det ligner ikke noget, jeg har set før. Linux, siger du? Det har jeg set før, men det så ikke sådan ud…” –
det er meget muligt. Der er en lang række forskellige brugerflader, og de er så ekstremt fleksible, at man kan tilpasse sin brugeroplevelse uendeligt meget mere end med andre styresystemers færdigpakkede få muligheder.

Skal din værktøjslinie være i bund, top, højre, venstre? På den anden side, måske nej – du ved, hvilke programmer, der kører, du ved, hvad klokken er… så måske skal værktøjslinien bare spares væk? Eller måske skal der være to, hvor den ene er programgenveje og den anden aktive programmer? Måske en tredje til statusmeddelelser?

Skal din brugerflade samtidig fortælle dig, hvad vejret er i dag og i morgen, hvor varm din CPU er, hvor meget RAM og harddisk, der bliver brugt, og hvad det er for en melodi, medieprogrammet er i gang med?

Bare træk det ind. Det er jo bare præsentation af eksisterende data. Hvorfor skulle man lade sig begrænse? Friheden til at vælge kan godt stoppes i makulatoren, hvis du blot har tre tandløse valgmuligheder. Du er computerbruger i 2011. Ting kan lade sig gøre.

En vifte af filosofier

Det er fint med disse moderne redskaber – opdateret hver dag – men måske har du en maskine fra 2003. Er du så koblet af?
Naturligvis ikke. Det er hos Linux-folket, at netbooks mest er kommet til sin ret. Med ovennævnte valgmuligheder for de minimalistiske brugerflader og en lang programmer, der er lavet med det princip, at de skal være enkle og hurtige, kan man lave et stærkt værktøj ud af en svag maskine, som er beregnet til at være transportabel og ikke bruge så meget batteri, som man ser det med netbooks, eller en maskine, som ikke lige er fra dette år. Der er ingen grænse for, hvor mange computere folk kasserer eller stiller ind bagved i pulterkammeret, fordi de er blevet langsomme. En Linuxinstallation kan give den nyt liv og ofte lade den køre stærkere, end den gjorde som ny – uden at gå på kompromis. Moderne standarder, moderne arbejdsgange – men på en ældre maskine.
Det klemmer ganske enkelt bedre resultater ud af den.
Og har du en samtidig hardware – eller måske endda en halv-futuristisk gamermaskine – så har du to valgmuligheder: Du kan enten tage de minimalistiske programmer og få respons på millisekunder – eller du kan bruge dens muskler til at køre et af de mere omfattende systemer med et læs af animationseffekter, og hvor alle programkomponenter bindes sammen med hinanden
– hvor man virkelig kan få det fulde udbytte af, at programmerne opbygges efter fælles standarder, så programintegrationen er helt i top, og man får en helhedsoplevelse, hvor man hver dag finder nye smarte funktioner, som hænger sammen med det overordnede system.

Velfungerende og veldesignet i såvel det funktionelle som det æstetiske.

Lydhøre udviklere

Udviklerne er kun en armslængde fra dig selv. Princippet er, at alle skal kunne inspirere udviklingen, og er man kompetent, kan man måske endda selv være med. Ikke noget med den situation, hvor man har et irritationsmoment, som man endda har en løsning på, men som man brænder inde med, fordi en mastodont af en softwareproducent ikke er interesseret i kundernes feedback.
Hvorfor være kunde et sted, der er mere end villige til at malke éns tegnebog, men komplet uvillige til at engagere sig i dine behov, som de påstår at arbejde på at dække?
Igen, det er 2011, og medierne findes. I open source er kanalerne åbne – ros og kritik bliver lyttet til. Det er ikke ualmindeligt, at man indberetter en fejl eller en god idé, og blot uger efter kan man se en ny opdatering, hvor éns idé er implementeret.
Hvor ofte ser man det hos de store virksomheder?
Sløvhed og bureaukrati – nej, tak.
Hvis det er et sted, hvor man ved, at tempoet skyldes, at tingene bliver gennemtestet og udviklet gennem en omhyggelig proces, så er det naturligvis berettiget – det har vi også i Linux-verdenen. Men hvis der går år og dag imellem opdateringer og nyudvikling, og resultatet så er så gennemgribende uimponerende, at man tager sig til hovedet – ikke mindst på grund af den svimlende pris –
kan man så leve med det? Er man villig til det? Er man forbruger, eller er man med i processen? Ser du noget, der kan gøres bedre, og du kan gøre det – så præsenter udviklerne for det. Næste gang, du har produktet mellem hænderne, er det blevet bedre.

Ret og rimelighed

Prisen kommer vi ikke udenom. For den er særdeles fordelagtig. Langt størstedelen er gratis, og en ret stor del af det, som man kan betale for – det er faktisk ikke noget, man behøver, men noget, som man kan skyde ind i projektet. Open source-modellen lægger som udgangspunkt op til, at det, som man betaler for, er support og service. I nogle tilfælde kan der være ting som codecs,
som ikke er frit tilgængelige, men som man så kan købe brugsretten til.
Projekterne vil jo generelt gerne støttes, og det står én frit for at bidrage efter evne. Det kan jo også være, at man ligger inde med noget andet, som de gerne vil have – man kan for eksempel overveje at oversætte et program til dansk, så de mindre engelskkyndige her til lands også kan bruge programmerne.
Måske vil man oversætte dokumentationen, så manualerne kommer til at foreligge på dansk. Måske har et open source-projekt haft stor succes med at tiltrække programmører, men ikke
skribenter – så måske er der slet ikke noget dokumentation, eller måske er den ikke beregnet til folk uden stor IT-indsigt. Så kan man gøre en stor forskel ved forklare fremgangsmåden
på en sådan måde, at programmet pludseligt bliver anvendeligt for en større skare.
Mange Linuxbrugere har ønsket at frigøre sig fra pirat-mentaliteten – det er jo yderst almindeligt, at folk på ulovlig vis deler de computerprogrammer, de har brug for.
Nogle forsvarer sig selv på nærmest filosofisk vis, at data af princip bør være fri, og at mennesker bør dele. Under alle omstændigheder er det kriminelt, og såvel ulovligheden som  beregneligheden i pirateriet er noget, som mange gerne vil undgå. Linuxsystemerne er betalelige – ofte kun et download væk – og de forskellige Linuxvarianter er som oftest udstyret med programmer til en lang række opgaver.
Brænderprogram – ikke mere pirateri af Nero.
Kontorpakke og avanceret emailklient med kalender – ikke mere pirateri af MS-Office.
Layoutprogram – ikke mere Publisher;
Grafikprogram, ikke mere Photoshop – og så videre.

Tilfredsstillelsen ved at kunne klare sig igennem studier, arbejde og privatliv uden at skulle skaffe programmer ulovligt fra tvivlsomme kilder skal ikke undervurderes.

Prøvekørsel uden risiko

Så værsågod. Det ligger lige foran jer.

Og man kan endda prøve en Linuxdistribution – som de forskellige Linuxvarianter kaldes – uden at installere det på sin harddisk. LiveCD’er – en anelse misvisende, for de kan køres fra en USB-disk også, ikke kun fra CD’er, og nogle af dem kommer i DVD-størrelse – fungerer på den måde, at man indsætter CD’en – eller USB-disken eller DVD’en, hvad det nu er – sætter maskinen til
at starte op fra dette medie, og starter den.
Linuxsystemet vil blive indlæst – i RAM. Det vil sige, at man har et fungerende system, som alene kører i arbejdshukommelsen.
Man påvirker altså ikke det system, man har på sin computer i forvejen! Medmindre man udtrykkeligt ønsker at gøre det – for eksempel fordi der er en beskadiget opstartsfil på harddisken, så man ikke kan starte op – rører Linuxsystemet ikke ved harddiskinstallationen.
Fordi live-systemet kan få adgang til harddisken, hvis man ønsker det, kan det også bruges til at trække filer ud fra en beskadiget disk, hvis styresystem man ikke kan komme ind i.
Kort sagt: Da de mest udbredte Linuxdistributioner kan downloades gratis, og man kan teste dem uden at gøre skade på det, man har i forvejen, er der rige muligheder for at gå på opdagelse i de muligheder, der er i Linuxverdenen.

 

Først bragt i Fri IT #2

Edvard Brandes’ tale ved Hørups bisættelse

Jeg skal bringe en tak fra Hørups efterladte til dem, der i dag er kommet her til stede, og dernæst skal jeg bringe en tak fra alle Hørups venner og medarbejdere, fra hver af dem, der glad og frivillig gav sig ind under ham som deres fører.
Hans ord har pløjet landet som hærpile, og de blev forstået af enhver, som forstod det gode danske.
Hans tanker omformede bevidsthederne, udvidede synet, gennemsyrede viljerne.
Hørup lærte os, at der kan tænkes lige så stort i et lille land som i et større, og det var ligesom fædrelandet udvidede sig for os ved hans tale.
Hans sjæl var som et verdensrige, og hans sind var altid som en skabelsens dag.
Der fandtes ikke uretfærdighed i hans sjæl, og han bevarede en levende samfølelse med alt, der led; derfor var hans dag ofte fuld af uro, smerte og oprevethed.
Hørup burde have skrevet vore love, måske havde vi da ikke fået så mange, men de ville være blevet bedre.
Trofast og modigt banede han vej for dem, der skulle komme efter.
Hans hjerte bankede stærkt for frihedens sag, så længe det slog, og unge frihedskære mænd følte sig aldrig alene, så længe Hørup levede.
Vort minde om ham vil aldrig blive glemt.
Land og folk står i dyb gæld til ham.
Han krævede ikke denne gæld indfriet, mens han levede, men han kræver det efter sin død.
Han vil kræve, at vi skal virke i hans ånd, skabe Danmark stort ved aldrig at tænke eller handle småt.

Fra Kolding Folkeblad fra den 24/2 1902 via Peter Lauritsen på Facebook.

Gitbook

Jeg har på det seneste været imponeret af Gitbook.
Det er en ret elegant løsning til at lave udgivelser. Jeg har tidligere set mig lidt om for de platforme, der findes til at udgive bøger – dels fordi jeg gerne vil kunne checke tekst ind i blokke, dels fordi nogle de projekter jeg har været inde i har fået bidrag fra flere skribenter på forskellige platforme, og det har ikke været uden gnidninger, medmindre vi var nede i ren Markdown-tekst eller LaTeX.
Her bringer vi så Gitbook ind. Som navnet antyder, så kan man bruge Git til det, men den webbaserede brugerflade er også rigtigt fin. Og det, der genereres, når man fodrer den med tekst, er meget nydeligt!
Der kommer et ret markant Gitbook-logo på forsiden, men det er også fint til det, jeg bruger det til. Det bemærkede jeg også hos Open Data School fra Virk.dk – man har lavet et inspirationskatalog til brug af åbne data, hvor man kan sige, at det er ret passende, at det foregår på Gitbook – og det var da jeg faldt over den, at jeg bemærkede Gitbook.

Digitale nostalgier, kapitel 2

image image

Lidt lettere end det foregående tema: Jeg har haft en lidt sjov erkendelse dag. Det er meget tænkeligt, at dette her er rasende banalt for dem, der er født ved årtusindskiftet, men selv om jeg ikke nærmer mig støvets år endnu, så er jeg trods alt vokset op på et tidspunkt, hvor en telefon var vægmonteret og kun kunne bruges til at tale i.

Men jeg kom jo til at tænke på, at selv om jeg bruger min telefon mange af døgnets timer, så bruger jeg den ikke specielt som telefon. Med den enkle undtagelse, at jeg tager telefonen, når jeg bliver ringet op Og det er næsten altid min kone. og så tager jeg dem ved at trykke på en knap på skærmen.
Så jeg bruger nærmest aldrig telefon-genvejen. I dag slog det mig, at jeg jo bare kunne… fjerne den?
Mere rebelsk er tanken vel heller ikke, men det siger stadig, at telefonen ikke længere, om jeg så må sige,er det. Skulle man begynde at kalde den noget andet?

Digitale nostalgier, kapitel 1

Opmærksomme læsere (okay, her er ikke så meget trafik, men vi er her) vil bemærke, at der er kommet nogle engelsksprogede indlæg på denne ellers dansksprogede side.

Årsagen er, at jeg er i gang med at afvikle en hjemmeside. Mit gamle domæne Writtenandread.net, som jeg registrerede, da jeg flyttede til USA i 2009, er ved at udløbe. I dag, specifikt. Jeg har derfor overført nogle indlæg hertil, selv om de måske antager lidt mere personlig karakter – Ken Robinsons indlæg om skolers påvirkning af kreativitet var relevant for samfundet, men satte også mange personlige tanker i gang for mig, ligesom kortlægningsprojektet med Ushahidi og Open Streetmap, der bruges til kortlægning af en humanitær krise.

Men når jeg siger nostalgi underdriver jeg ikke. På det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om jeg skulle blive amerikaner og skabe et liv dér til mine dages ende. Min søn var 1½ år gammel og i gang med at finde sit sprog, og min datter Izabel skulle blive født på et hospital i Brooklyn i december 2010. Jeg er glad for, at jeg boede der, men har ikke fortrudt min flytning tilbage til Danmark, ligesom jeg ikke fortrød min flytning fra Odense til hovedstaden (stol på mig: kontrasten var næsten ligeså stor). Jeg registrerede Written and Read for at have en engelsksproget profil, og jeg havde nogle projekter i gang, som jeg ville bruge siden til platform for – hvilket jeg i et vist omfang endte med ikke at gøre. Jeg ville også bruge siden til litteraturanmeldelse, og der kom også lidt, men mit fokus er altid gledet til teknologi og generelle kommentarer.
Det føles som en flytning. Det føles, som om jeg er ved at flytte møblerne ud og gøre rent i det hjem, jeg ikke længere skal bo i. En hjemmeside er aldrig så virtuel, at den ikke er virkelig – man ender med at lægge så megen tid og energi i den, at den får sit eget liv.

Internettet, reglerne og det, vi gør

Efter en kortvarig fristelse om at kalde denne artikel “underholdning på tube” endte den med ovenstående overskrift, selv om ordspillene er nærliggende, når man vil tale om Youtube.

En af de mest udbredte tjenester er Youtube – og udbredt ikke blot i den forstand, at den er meget populær indenfor bestemte grupper, men at den bruges af alle – fra de helt små til de ældre og med noget for alle.

Hvorfor er der noget for alle? Fordi brugere og virksomheder lægger uendelige, utællelige mængder der. Og det næste spørgsmål er naturligvis: Havde de ret til at lægge det der? Og det næste… derefter bliver der egentlig ikke stillet spørgsmål. Enhver siger, at man kommer på Youtube, for der ligger det hele.
Hvor ligger ansvaret? Youtube siger jo, at de sletter de ting, der ikke bør ligge der, samme øjeblik som opmærksomheden rettes imod det. Men de er også reklamefinansierede og høster af populariteten. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har foretaget en søgning, hvor alle de hits jeg kunne se på listen var legitime. Okay, måske Ted Talks eller Khan Akademy, men det er nogenlunde det. De hæler mig varerne, jeg kigger på dem. Skulle jeg markere dem alle, var det nok et fuldtidsjob – et, som ingen ville takke mig for.

Downloade videoer fra YouTube
Det fører så videre, når man tager det en tak længere ud. Downloader videoerne.
Nu er de jo ret dygtige til at hjælpe én med at finde det, man gerne vil have. Jeg fandt en bunke Disney-klassikere på under 10 minutter. Downloader jeg dem – og der er jo talrige værktøjer til at få videoen på sin egen computer, hvis man laver en hurtig søgning, deriblandt plugins direkte i browseren – har jeg sparet i hvert fald 1000 kroner i forretningerne. En – lad os kalde det “omsorgsfuld” – dansk pirat har lagt så godt alle afsnit af Peder Pedal-tegnefilmene op med dansk synkronisering. At han kollektiviserer filmene på Youtube fritager ham ikke for ansvar – men hvad med mig, der ser dem – eller lader mine børn se dem? Er det en formildende omstændighed, at jeg allerede har købt halvdelen og vist den gode vilje den vej?

Der er en ekstra detalje i den anledning:
Rettighedshaverne og deres organisationer vil jo gerne slå på, at piraterne får en ringere oplevelse. Men det er få af mine Dvd’er, man kommer til at se på under 5 minutter, og nogle kræver op imod 20 minutters reklamer før filmen kan ses – inklusive forskellige tricks til at forhindre mig i at navigere væk fra reklamerne. Desuden smider jeg rutinemæssigt børnefilm ud, fordi det lykkes børnene at få fat i dem og påføre dem fatal skade. Det klogeste, jeg kan gøre, er at tage backups af mine film, hvor jeg skærer reklamerne fra – det må være min ret som ejer – og derefter står jeg med en vifte videofiler, som i påfaldende grad ligner… ja, lige netop.

Det blev for nylig diskuteret på Nettips’ forum, at det er problematisk at henvise til film, som nok ikke er retmæssigt uploadet. Men fjerner man alle tvivlsomme uploads, bliver internettet også noget støvet, og Nettips’ “Hvad hører du nu”-tråd havde ikke haft 2476 indlæg i skrivende stund. Under alle omstændigheder bliver verden ikke et sjovere sted af den grund.

Et af de steder på nettet, dom det er svært at komme med en entydig dom over, er OpenCulture.com. En hjemmeside, der bringer en masse gode ting – gamle interviews med forfattere, for eksempel, der var for nylig et med Isaac Asimov og et temaprogram om Philip K. Dick – eller for nylig en masse opskrifter fra et arkiv for perioden 1600-1960. En blandet samling med en masse fascinerende internetfund. Der medfølger altid en begavet kommentar – nogle gange kort, men fornuftig. Til gengæld skriver de ikke, hvor de har tingene fra, eller rettere: Hvad rettighederne er! En meget interessant video jeg så, var uploadet af The National Science Foundation, som har styr på sine ting; men en film om Alan Turing var tydeligvis kommet på Youtube fra en privatperson, der havde optaget den fra BBC eller rippet Dvd’en og uploadet den.

Er piraten altruist?
Et argument, der er blevet brugt så mange gange, at der næsten burde være en genvejstast til den på foraene, er at man aldrig vil blive retsforfulgt eller opkrævet for at have downloadet noget fra Youtube, især ikke her i Danmark. Men ærligt talt: Er det pointen? For at tage det fra starten: Er der nogen som helst her på Nettips, der kan påberåbe sig uskyldighed, uvidenhed? Youtubes regler forbyder faktisk endda at downloade og vise filmene på anden vis end i afspilleren, der er indlejret i hjemmesiden. Det er naturligvis for reklamernes skyld. Vil du blive stillet til regnskab? Ikke så sandsynligt. De talrige programmer og systemer, der findes til at downloade Youtubefiler direkte, er aldrig blevet truet, og APIet gør det ret overkommeligt at downlode videoerne som MP4-filer.

Så hvad er konklusionen? Rettighedshaverne pisker en storm op, men håndhæver ikke for alvor, for Youtube eksponerer også. Youtube lader, som om de er interesserede i rettigheder, men rydder ikke op i de påfaldende mange videoklip, der er i spillefilmslængde, og tager gerne imod reklamekronerne. Piraten er måske altruist, men uanset hvordan han pakker det ind, spreder han ophavsbeskyttet materiale ligeså meget, som hvis han lagde det på Pirate Bay. Downloaderen lader, som om han er i god tro og nyder det, som de foregående har bragt ham, men en 10-årig, som man forklarede situationen, ville sige, at de voksne gør noget ulovligt.

Det korte af det lange er, at alle love og regler ignoreres. Der er to retninger at tage herfra: Enten at konkludere, at det hele jo fungerer, fordi alle spiller med – eller at der er et behov for at kulegrave hele regelsættet, fordi det er falsk. Hvad siger I?

Først bragt på nettips.dk 11.11.2012.

Gratis kursus i datajournalistik

Hollandske European Journalism Centre har annonceret, at de i foråret afholder et gratis online-kursus i datajournalistik foråret 2014:

Doing Journalism with Data: First Steps, Skills and Tools.
A free online data journalism course with 5 leading experts

Kurset er opdelt i 5 moduler, der beskrives således:

  1. Data journalism in the newsroom
    This module is an introduction to data journalism. It shows what data journalism is, how it works on a busy news desk and what skills you need to know to practise it.
  2. Finding data to support stories
    This module deals with the range of skills that journalists use to obtain data. This includes setting up alerts to regular sources of information, simple search engine techniques that can save hours of time and using laws in your own and other countries.
  3. Understanding your data I: Finding story ideas with data analysis
    This module focuses on using spreadsheets and basic statistics to find patterns in data that will reveal story ideas and add evidence to the resulting stories.
  4. Understanding your data II: Dealing with messy data
    This module addresses messy data – data that needs to be organised before it can be used. It covers the so-called ‘cleaning’ process, at the end of which the dataset can be analysed using techniques from Module 3.
  5. Telling stories with visualisation
    This module deals with how to transform data into stories, infographics and interactive visualizations: the best practices and the principles of graphic design that a journalist needs to know.