Edvard Brandes’ tale ved Hørups bisættelse

Jeg skal bringe en tak fra Hørups efterladte til dem, der i dag er kommet her til stede, og dernæst skal jeg bringe en tak fra alle Hørups venner og medarbejdere, fra hver af dem, der glad og frivillig gav sig ind under ham som deres fører.
Hans ord har pløjet landet som hærpile, og de blev forstået af enhver, som forstod det gode danske.
Hans tanker omformede bevidsthederne, udvidede synet, gennemsyrede viljerne.
Hørup lærte os, at der kan tænkes lige så stort i et lille land som i et større, og det var ligesom fædrelandet udvidede sig for os ved hans tale.
Hans sjæl var som et verdensrige, og hans sind var altid som en skabelsens dag.
Der fandtes ikke uretfærdighed i hans sjæl, og han bevarede en levende samfølelse med alt, der led; derfor var hans dag ofte fuld af uro, smerte og oprevethed.
Hørup burde have skrevet vore love, måske havde vi da ikke fået så mange, men de ville være blevet bedre.
Trofast og modigt banede han vej for dem, der skulle komme efter.
Hans hjerte bankede stærkt for frihedens sag, så længe det slog, og unge frihedskære mænd følte sig aldrig alene, så længe Hørup levede.
Vort minde om ham vil aldrig blive glemt.
Land og folk står i dyb gæld til ham.
Han krævede ikke denne gæld indfriet, mens han levede, men han kræver det efter sin død.
Han vil kræve, at vi skal virke i hans ånd, skabe Danmark stort ved aldrig at tænke eller handle småt.

Fra Kolding Folkeblad fra den 24/2 1902 via Peter Lauritsen på Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *